Plader

The Migrant: Amerika

Med Amerika udgiver The Migrant sit andet udspil, og selvom albummet emmer af texansk folkstemning, formår Bjarke Bendtsen alligevel ikke at skabe et fuldendt folkalbum.

På en kold og kedelig efterårsdag, hvor disen danner en grynet og uklar hinde over byens tage, og folk begraver sig dybere og dybere i deres varme frakker med lommer fyldte af endeløse to do-lister, er det eneste, der frister, at drømme sig væk. Væk til stjernefyldte sensommeraftener, frihed og impulsive opdagelser.

Det er netop, hvad Bjarke Bendtsen, stemmen bag soloprojektet The Migrant, formår på sit ande udspil, Amerika. Bendtsen leder lytterens tanker på opdagelse i den endeløse sydstatsødemark med kun den stjernebesatte himmel som vejviser.

Med dette dominerende stemningsbillede er det tydeligt, at den forhenværende The Elephants-frontmand har spenderet en del tid i texanske Fort Worth, hvor Amerika er blevet til i samarbejde med produceren James Talamba. Det overordnede lydbillede domineres af lo-fi-folkguitar, hornkompositioner, håndklap og feedback. Lo-fi-lyden skaber i kombination med Bendtsens halvmonotone vokal en laid back feeling, der lægger sig over pladen som et blødt tæppe med enkelte rimpede lapper og leder tankerne hen på de mere døsige aspekter af den amerikanske drøm.

Døsende, blødt og lidt kedeligt er en overordnet beskrivelse af The Migrants andet album, der trods Bendtsens evne til at skabe beskrivende stemningsbilleder sommetider bevæger sig på grænsen til det intetsigende. Dette skyldes især Amerikas grundlæggende ensformighed, idet størstedelen af pladens ni numre hverken besidder solide opbygninger eller storslåede klimakser, men i stedet rider på Bendtsens monotone vokal og lette grundmelodier med guitaren i front. Det smukke findes tit i det simple, men på Amerika opstår der sjældent magiske øjeblikke, idet enkelheden til tider vipper mod det banale.

Den magi, Amerika indeholder, skyldes James Talambas evne til at konstruere kompositioner bestående af horn-, strygere-, kontrabas- og klaverarrangementer, der klart fortjener stor anerkendelse.
Et af disse findes i “Everywhere You Go”, hvor man midt inde i nummeret bliver blæst tilbage i hørebøfferne af halvandet minuts gigantisk hornvirvar, der ikke blot vækker minder om Sufjan Stevens’ storladne stryger-og hornkompositioner, men tilmed løfter Bjarke Bendtsens stemme til et direkte smukt og harmonisk niveau. Et niveau, der desværre ikke er at finde i de resterende otte numre. For når endelig tankerne ledes hen på de smukke texanske stjernebesatte sensommeraftener, er det, som om potentialet spoleres til fordel for rodet lyd.

Dette gælder eksempelvis “Don’t Talk”, som indledningsvis starter glimrende ud med slideguitar og langstrakte harmonikastrøg. Den harmoniske folkstemning synes fastlagt, indtil et larmende sammensurium af kaotisk percussion, blæsere og steelguitar overtager lydbilledet. Stemningen og muligheden for den gode melodi falder til jorden.

Ingen af numrene på Amerika formår at brænde igennem og tryllebinde lytteren, idet pladen i sin helhed hverken er rig på solide melodier, storladne opbygninger eller følsomme øjeblikke. I stedet forbliver pladen en overordnet døsende affære med visse skæve og højlydte indfald, og Amerika ender som blot endnu en plade i samlingen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat