Plader

The Subways: Money and Celebrity

Lykkes det i tredje forsøg for The Subways at nå nye højder? Deres britiske poprock hjælpes på vej af produceren Stephen Street, og spørgsmålet er, om han kan overføre en smule af sin britpop-magi til bandets sange.

Det store spørgsmål er, om tredje gang er lykkens gang for The Subways. Det er nemlig blevet tid til at præsentere deres tredje album for et forventningsfuldt publikum. Gruppen er sikkert ikke et kendt navn blandt det danske publikum, men deres producer burde få et par øjenbryn til at hæves. Stephen Street har siddet i producerstolen og slanget sig bag mixerpulten, mens bandet har svedt over deres friske pop-rock. Street er mest kendt som producer for Morrissey og Blur under britpoppens opblomstring i starten af 90’erne. Lad det være sagt med det samme: The Subways er ikke i samme kategori som Streets tidligere samarbejdspartnere, men de er bestemt ikke uefne.

Charme, gåpåmod og en sans for melodi er styrkepositionerne for The Subways. Her scorer de point. Trioen skaber effektiv pop-rock, der har en snert punket, britisk attitude kombineret med let fordøjelige sange, der leverer medrivende omkvæd. Det er ganske ukompliceret, og specielt vokalsamarbejdet mellem guitaristen Billy Lunn og bassisten Charlotte Cooper giver sangene et poppet præg, der skaber en klædelig kontrast og afveksling. Jo mere bandet bevæger sig i retning af den klare popsang, jo bedre. Her er der bid for en kræsen lytter.

Der fratrækkes til gengæld point for den manglende originalitet. Set over et helt album bliver det friske pust fra de melodiske pop-rock-sange noget enerverende. I små doser virker det forfriskende. Som et ukompliceret måltid, der hurtigt fordøjes. Man bliver bare hurtigt mæt, når man præsenteres for det samme måltid igen og igen. For at blive i fødevare-analogiernes forunderlige verden, så er der masser af tomme kalorier på albummet. For meget sukker og for få sunde kostfibre.

Tekstuniverset har et fokus på kendis-kulturen og dens mange faldgruber og indbyggede tomhed. Emnet indholder potentielle guldkorn for en habil tekstforfatter, men vi forbliver i klichéernes verden. Billy Lunn har tilsyneladende en uforlignelig evne til at møde kvinder, der desperat ønsker hurtig berømthed. Et lettere fortærsket emne, som Brett Anderson fra Suede har suget tørt for næring.

Nu efterspørger lytterne nok heller ikke en intellektuel festbanket. Hvad der mangler i originalitet og tekstmæssig dybde, serveres i stedet i fine, ukomplicerede sange, der alle er energiske, direkte og pågående. Man sidder bare tilbage og savner lidt fylde. En smule krydderi.

★★★☆☆☆

Deltag i debat