Plader

Tom Waits: Bad As Me

Skrevet af Zenia Menzer

Endnu en gang viser Tom Waits sig som en af de få, der kan fremstille et album, der både er skramlet og smukt og netop derfor bliver enormt nærværende.

Selvom titelnummeret først kommer som nummer otte på denne plade, fortjener det at blive nævnt som noget af det første, for “Bad As Me” er på mange måder kendetegnende for den typiske Waits-tone, og samtidig er det beskrivende for store dele af hans nyeste album. Tom Waits er i sit rette element, når han blander en rytmisk og rustik lyd med en besk og bitter lyrik: »You’re the head on the spear / You’re the nail on the cross / You’re the fly in my beer / You’re the key that got lost / You’re the letter from Jesus on the bathroom wall / You’re mother superior in only a bra / You’re the same kind of bad as me.« “Bad As Me” er af samme karakter som f.eks. “Hoist That Rag” fra albummet Real Gone og “Goin’ Out West” fra Bone Machine, der med sin ensidige og dog sammensatte lyd skaber en smadret og rumsterende atmosfære. Blæsere, trommer (eller noget der lyder som slag på olietønder) og guitar er helt fremme i lydbilledet og overgås kun af Waits’ vokal, der er mindst lige så skramlet som resten af opsætningen. Og det er netop dét, der er skønheden ved Waits, for selv når det er skramlet, indebærer det sin egen stilede skønhed.

Tom Waits har en gennemgående tone på samtlige 17 studiealbum, han til dags dato har smidt på gaden, og den deler sig groft set i to. Den ene del indeholder den side af Waits, der er enormt ekstrovert og buldrende – den anden del er mere introvert og snigende. Waits’ facetter bliver udtrykt gennem både tekst og tone, men afgørende er, at han veksler mellem to sider, når han både skal formidle sin indre rungende rytme-rebel og sin slumrende, snøvlende singer/songwriter-persona. Begge dele er charmerende og meget sigende for Waits, og derfor supplerer fragmenterne egentlig også hinanden på fremragende vis.

Den mere tilbagetrukne stil i Waits’ lyd kan man lægge øre til på numre som “Pay Me”, “Back in the Crowd”, “Last Leaf” og “Kiss Me”. Med sit klaver og sin kontrabas emmer sidstnævnte nummer af jazz, og personligt lokkes mine tanker til en jazzklub, hvis navn er bøjet i blå neon, og hvis indre er proppet med afslappede, tilbagelænede mennesker, der deler natten med hinanden i et tungt røgfyldt lokale. Sådan en nat hvor man ikke tager i byen for at møde nye mennesker, men blot ønsker at blande sig med mængden og forsvinde i den støjende metropols midte, hvilket understreges af teksten, der beskriver, hvordan det intime samtidig kan være distanceret: »Outside on the street / Lovers hide in the shadows / You look at me / I look at you / There’s only one thing / I want you to do / Kiss me / I want you to kiss me / Like a stranger once again.«

Stilen er ikke til at tage fejl af, og dikotomierne blomstrer på dette album, der viser Waits som både drengerøv og gentleman – tilbageholdende og fremstormende, sårbar og stærk. Og netop dette skaber en helhedsoplevelse, når man lytter til Bad As Me, for man får oplevelsen af at blive præsenteret for hele manden – personen Tom Waits. Bagsiden ved Waits’ lyd er, at den til tider kammer over og bliver for mudret, hvilket godt kan mindske indtrykket af kvalitet en anelse, men samtidig er det præcis dette, der opretholder ham som en original af karakter. Ud over at være så stor en del af Wait’s image som person, poet og musiker kan den upolerede lyd også opfattes som en protest mod de alt for glatpolerede udgivelser, der præger specielt den vestlige verdens musikmarked lige nu, og det er på alle tænkelige måder forfriskende at lægge øre til noget, der er gennemarbejdet uden at være for pænt i sit udtryk.

★★★★★☆

Deltag i debat