Plader

Troels Abrahamsen: Unset

Skrevet af Zenia Menzer

Unset er på mange måder typisk Troels Abrahamsen, men er mere houset, end man er vant til. Pladen viser også en mere minimalistisk side af Abrahamsen, der desværre ender med at trække helhedsindtrykket lidt ned.

Troels Abrahamsen er en af de danske musikere og sangere, Danmark kan tillade sig at være stolt af, for den mand bliver ved med at spytte den ene velproducerede plade ud efter den anden. Med Unset fortsætter han på sin vis gangen ud af den musikalske vej, han har gået med forgængerne WHT og BLCK, hvilket tydeligst kommer til udtryk gennem hans lyriske smertesalve, der dominerer tekstrækken. Den instrumentale side på Unset trækker dog Troels i en ny og mere houset retning, men det var vist også kun et spørgsmål om tid, før det ville ske, Abrahamsens virke som dj taget i betragtning.

Unset har et udtryk, der på den instrumentale side blander tilbagelænet electronica med house og på den lyriske side bliver tynget af en melankolsk alvor, der via Abrahamsens vokal får en særpræget sørgmodig og konstant længselsfuld karakter, som man blandt andet kan høre på “Sequence”: »You’re the air in my lungs / You’re the path I walk on / You repeat the sequence when I’m gone.« Et andet nummer, der udmærker sig ved den instrumentale side, men som fastholder den tunge lyrik, er “My Brain Is My Pusher”, der dog er meget mere tætskåren og kantet i sit udtryk, hvor trommerne er forrest i lydbilledet. Her får man fornemmelsen af, at Abrahamsen ikke altid opfatter sine tanker som noget godt, men tværtimod som dét, der langsomt æder ham op indefra:»There’s no need for that / No need for no chemicals / I’ve got my brain for that / It takes care of me.«

Den tankevækkende og lettere sørgmodige stemning fortsættes på “Pirouettes (Back to Back)”, der tydeligt viser Abrahamsen fra en meget mere sårbar og enkel side, hvilket falder godt ind på pladen. Nummeret afviger fra resten af albummet, i og med at det blot består af Abrahamsens vokal, en backing-vokal og et klaver, men trods sin minimalisme bliver nummeret ikke kedeligt. Der er en ømhed over specielt vokalerne, når de stille proklamerer: »You and me / We are back to back / So we’ll always know what’s coming at us.« Smukt i al sin enkelhed.

Et par enkelte steder bliver det måske en anelse for enkelt, når pladen nærmer sig sin afslutning, og det virker overordnet, som om der bliver brændt mest krudt af på albummets første to tredjedele. Abrahamsen har en styrke i sin vokal og i den nærmest magnetiske tiltrækning, han tilføjer sine numre gennem enten klaver eller elektroniske beats, og det bærer mange af numrene langt. Alligevel er det ikke tilstrækkeligt til at bære pladens sidste tredjedel ordentligt, og der sker desværre for lidt på de sidste tre numre. Det er virkelig ærgerligt, for det efterlader lytteren med en vrangforestilling af de øvrige numre, og samtidig er det med til at trække helhedsindtrykket ned. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om pladens kvalitet, der er hyllet ind i velspillede instrumentale drejninger og lækkert vokalarbejde, som trods alt stadig er Abrahamsens forcer.

★★★★½☆

Deltag i debat