Plader

Tyrants and Kings: Phosphor Anthems

Skrevet af Pladeklubben

Phosphor Anthems er en åben muskelbil, en skramlet guitar og en klunkebajer. Det er fuld fart frem, det er teknisk i orden og med masser af nerve – det er udansk ad helvede til!

Danske Tyrants and Kings har sådan set begået et særdeles velskabt album udi noget på dansk grund så sjældent som det, der bedst kan kategoriseres som pikrock. Der er dømt spidse støvler, fedt i håret og en-to-tre-fire ud ad den snorlige, støvede, amerikanske landevej.

Med bandtyrannen Dennis Kasten i spidsen som både sangskriver, vokalist og guitarist tonser de selvudnævnte konger af sted med sømmet i bund og referencer til både Soundgarden, Monster Magnet og Black Rebel Motorcycle Club.

Fra det top-bluesy åbningsnummer “She Will Never Save Your Soul” over “Dimes and Dust”, der mest af alt lyder som en b-side til Jon Bon Jovis Blaze of Glory og til Freight Train er det lysende klart, at vi absolut ikke er i Danmark på Phosphor Anthems – vi er langt ude i ørkenen i USA. Og det er sådan set rigtig i orden, for de rammer lyden helt fint, og godstoget rasler gennem landskabet på bedste rock’n’roll-maner.

Der er bare ikke er nogen togfører med om bord.

Phosphor Anthems bærer for det første kraftigt præg af at være selvproduceret af et band, der endnu har til gode at finde deres ben og vinde sine sporer. Navnlig for forsanger Karsten er problemet åbenlyst. Han kan en masse med sin stemme og har adskillige fornemme momenter igennem pladen, men lyt engang til “She Will Never…” og smut så videre til “No Means No Baby”, og sig oprigtigt, at det lyder som samme sanger, samme band. Hvis du kan det, så lyver du. Hver for sig er det stadig gode sange, men for et band i almindelighed og et relativt ubeskrevet band i særdeleshed skal der være langt mere konsistens i rillerne for at overbevise om værkets holdbarhed. Og gennemtænkthed. I stedet for at være et velrettet los i løgene til Danmarks føle-bølge af hipsterrock og hjerte/smerte med fuldskæg kommer Tyrants and Kings til at lyde som et band, der kom lidt for let til pladekontrakten. Vi bebrejder det blotte faktum, at bandet selv har produceret.

For det andet – og det er ved Gud den almægtige ikke Tyrannernes skyld – har denne form for truckrock i Danmark omtrent samme overlevelsesmuligheder som en polarforsker i bikini. For lyttere, radioer etc., der har denne genre i kikkerten, er der nemlig kun et sted at vende sig mod: USA. Og det danske publikum er nok stadig så lille, at det store kommercielle gennembrud har meget lange udsigter.

Dette ændrer ikke på, at det er fedt, at Tyrants and Kings spiller den støvede stener helt ud. Ligesom førnævnte polarforsker gør de det, de er kaldet til. Og ligesom ham skulle de nok have forberedt sig en anelse bedre.

Nu skal man jo aldrig sige aldrig, men man kan ikke bremse den tanke, at det nok kommer til at gå Tyrants and Kings omtrent lige så godt, som da Gasolin i sin tid forsøgte sig i USA. Den eneste forskel er, at Gasolin havde bevist, at de kunne helstøbe og producere. Og at det var deres egen fejl, at de måtte tage hjem fra The Land of Opportunities med tomme lommer. Tyrants and Kings har stadig meget at lære, men de er så abslolut på rette spor. Spørgsmålet er bare, om de nogensinde får chancen for at blive andet end endnu en fremragende fodnote i dansk rockhistorie.

Det er trods alt svært at lave pikrock, der indbyder til en pedal to the metal-tur med ruderne nede og vinden i håret, når det længste stykke lige landevej i Danmark er sølle otte kilometer langt, ligger på Agger Tange … og ender blindt.

Bertel:

★★★★½☆
Mads:
★★★★☆☆

Deltag i debat