Plader

Ulver: War of the Roses

Skrevet af Frederik Langkjær

Med War of Roses udgiver Ulver et ottende album, der byder på storslåede og komplekse kompositioner med til tider monotone pasager og uden den store mængde af hooks.

Fra det kolde nord – nærmere bestemt Norge – kommer bandet Ulver, der nu har udgivet deres ottende studiealbum, War of the Roses. Albummet starter med nummeret February MMX, der ved hjælp af et listigt trommegroove sniger sig af sted og snart opbygger en for pladen karakteristisk følelse af kulde, mørke, mystik og dysterhed gennem kæmpe lydflader.

Albummet er meget varieret med både up-tempo, groove-baserede numre som ”February MMX”, men også roligere indslag med malende, massive mure af lyd som f.eks. ”Providence”, hvor en sangerinde også medvirker – en spændevidde, der bringer lyden helt fra mere mainstream-synthrock/-metal til postrock med nogle Sigur-Rós-lignende elementer. Én ting er dog gennemgående for hele War of the Roses, og det er det fabelagtige – i ordets bogstaveligste forstand – lydunivers, der dækker alle frekvenser og den storslåede instrumentering (vokal, klarinet, bas, tromme, guitar, keyboard, strings, percussion og guitar spillet med bue). Pladen er én stor leg med stemninger, og musikken understøtter teksten rigtig godt. Dette kommer bl.a. til udtryk i “February MMX”, hvor den før omtalte dysterhed i musikken bliver understøttet i en af de første linjer: »The old man says – in the face of fear…« Der er i det hele taget flere eksempler på, at valget af ord skaber samme stemning og konnotationer som musikken med ord som »war«, »abuse«, »broken« etc.

Man skal pga. det føromtalte komplekse lydunivers høre pladen rigtig mange gange, inden man lægger mærke til alle de forskellige lag og detaljer i musikken. Når det er sagt, bærer albummet ikke desto mindre præg af mange kedelige, ensformige og ligegyldige instrumentale passager, som også ofte har en tendens til at mudre lydbilledet til. Det bedste eksempel på dette er det næsten ét kvarter lange nummer ”Stone Angels”, der er én lang monolog med underlægningsmusik til. For det første burde man have vedlagt tekster i coveret – hvilket ikke er gjort – hvis man laver et sådant nummer, så man dels kan følge med i nummeret, dels få alle aspekter af teksten med. For det andet burde musikken udvikle sig langt mere, så det ikke bare bliver monotont – som f.eks. Sigur Rós gør på pladen (). Herudover synes jeg heller ikke, de melodier, der bliver sunget, er særlig vellykkede, men det rører stadig ikke ved, at musikken er enormt gennemarbejdet, stemningsfuld, tung, hårdtslående og omsiggribende.

Man føler sig vitterligt som vidne til en ‘war of the roses’.

★★★☆☆☆

Deltag i debat