Plader

Blitzen Trapper: American Goldwing

Skrevet af Søren Jensen Lund

Blitzen Trapper leverer skovmandsnostalgi på American Goldwing, der er gruppens sjette album. Med John Deere-kasketter og gammelmandsskæg fræser de ud af landevejen og sender fingerkys til glamrocken og San Franciscos hippiescene.

Portland ligger i staten Oregon knap 300 kilometer syd for Seattle, hvor pladeselskabet Sub Pop har revitaliseret sig selv med Band of Horses og Fleet Foxes, efter grungen begik selvmord. Nu synes Portland at være det nye hotte. Hardcore folkies kender Portland for den fantastiske, nu afdøde banjospiller Derroll Adams, der i gamle dage turnerede med Ramblin’ Jack Elliott, og som i øvrigt kan ses i D.A. Pennebakers Dylan-film “Don’t Look Back” i en trykket scene fra et hotelværelse i London, hvor én havde smidt et glas ud af et vindue. Det viste sig at være Derroll Adams, der var den syndige, og for at råde bod på miseren tilbyder han i filmen at lære den unge Dylan nogle tricks.

I de senere år er Portland kommet godt med på bølgen og kan præsentere en strålende og varieret musikscene, der blandt andet har fostret The Decemberists og så Blitzen Trapper og i øvrigt har tiltrukket sig en lang række andre kunstnere, som M. Ward, The Shins, Modest Mouse og Steven Malkmus.

Blitzen Trapper har netop udgivet sit sjette album – det tredje på Sub Pop – og med sig fra Seattle har medlemmerne taget skovmandsskjorterne, John Deere-kasketterne og de berømmede fuldskæg, der får 20-årige knægte til at ligne gamle mænd.

Med varulve-hittet “Furr” fra pladen af samme navn vadede Blitzen Trapper direkte ind i hele den der irriterende “Twillight”-stemning, hvor mærkelige væsner spøger rundt i de kæmpemæssige skove i staten Washington. “Furr” minder i øvrigt påfaldende meget om The Rumour Said Fires ”The Balcony”. Men Blitzen Trapper var altså først, og selvom Furr – altså pladen – var en blandet fornøjelse, så har jeg altid holdt mere af Blitzen Trapper end af de førnævnte Seattle-bands, der hurtigt bliver selvhøjtidelige og overdrevet pompøse. Og når Blitzen Trapper ved deres koncerter hiver fat i klassikere som Tom Paxtons ”Last Thing on My Mind”, så bløder det gamle folkie-hjerte, og man lægger pludselig mærke til de store veksler, der trækkes på folkemusikken.

American Goldwing er mere end en tur ned ad Interstate 5 fra Seattle til Portland. Det er en rejse rundt i den amerikanske rock-, folk- og countrymusik. Med ”Might Find It Cheap” skydes pladen i gang med lidt klassisk sydstatsrock i stil med Lynard Skynard, og det rockede går igen på det meste af pladen, der i sin stilmæssige variation når vidt omkring.

”Your Crying Eyes” er et fremragende eksempel. Der lægges ud med vaskeægte hoedown-mundharpe, som straks fortsættes i glamrock i den fede T-Rex-stil, men stilmæssigt holder Blitzen Trapper sig på den amerikanske vestkyst, ikke mindst med kærlige tanker til San Francisco.

Det kan virke som et dilemma for Blitzen Trapper, der i sin lyd og attitude ville passe godt ind på den amerikanske jamscene, hvilken især San Francisco-hippierne fra The Allman Brothers og Grateful Dead står fadder til. Efter Jerry Garcia døde i 1995, flyttede fokus over på en ny generation med Phish og Widespread Panic i spidsen. Jambandlyden blev raffineret og er nok i nogen grad endt med den ensretning, som den fra starten gjorde oprør imod med timelange koncerter, hvor en stor del af tiden blev brugt på improviserede jamforløb. På den anden side er Blitzen Trapper ikke konceptuelle nok til at passe ind på en jambandscene, der stadig – ironisk nok – bygger på en del dogmer og den selvforherligelse, der især huserer blandt de halvrige college-studerende og fuldt frelste øko-hippier, som bruger det meste af sommeren på at fræse efter et jamband i deres ramponerede folkevognsrugbrød.

Derfor er det så ganske befriende, at Blitzen Trapper spiller den musik, der rører dem. De er ikke så kalkulerende som så mange andre Sub Pop-bands. På American Goldwing er tonen blevet hårdere end på forløberen Destroyer of the Void, hvor Blitzen Trapper forsøgte sig med indie-folken. Hvad man så mest er til, må være en smagssag. American Goldwing er ‘down the highway’ hvor Destroyer of the Void er lidt mere ‘back to the woods’.

★★★★★☆

Deltag i debat