Plader

Dan Mangan: Oh Fortune

En blanding af folk, stadionrock og vals er, hvad Dan Mangan spiller ud med på sin tredje langspiller. Det er lidt af en overraskelse, hvis man regner med akustisk folk. Men det er nu okay.

Hvem er Dan Mangan? Åbenbart en fyr fra Canada, der spiller tætbarberet folk, der kan få enhver med et hjerte, der slår to slag for den simple musik til at komme i trussen. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik, da jeg spejdede rundt på nettet.

Derfor blev jeg også overrasket, da pladen åbnede med det mundrette nummer “About As Helpful As You Can Be Without Being Any Help at All”. Det var så en vals. Det er egentlig en ganske glimrende sang med strygere, blæsere og Dan Mangans flotte og polerede stemme. Det er ikke overrumplende, men dog alligevel overraskende, når man havde forventet en grædende fyr med skæg, der sad og stemte sin guitar for åben mikrofon.

Der er lidt vildskab at spore. Han kunne jo sagtens bare have startet med sin akustiske guitar og sin dybe stemme. Men det gør han ikke, og det kendetegner egentlig hele pladen. At det netop ikke er en folkplade, men i stedet et virvar af alt muligt. Selvfølgelig er der det introverte, men der er også klassiske rocknumre. Som f.eks. nummeret “Rows of Houses”, der indleder med en rivende guitar og Mangans stemme med opskruet diskant. Det er lige før, at det er rigtig stadionrock.

Dog starter “If I’m Dead” helt klassisk: med Mangans stemme og en guitar, der klimprer afdæmpet. Det er ret flot. Sådan, som et folknummer skal være efter min mening. Men alligevel bliver der lagt mere på: strygere og trommer, der minder om torden i det fjerne. Det er lidt ærgerligt, og selv i de sange, der er skåret ind til benet, lægger Mangan ekstra lag af lyd udenpå. Derfor ender “If I’m Dead” også med at flyde ud i støj og glide over i det næste nummer, “Daffodils”.

Her finder Mangan et meget nøgent udtryk, som er langt mere min smag. Et luftigt, men alligevel trykkende ekko bliver fyldt ud af guitaren og fingrene, der bevæger sig rundt på instrumentet. Orglet, der lægger en solid varm bund for hele nummeret, gør, at følelsen af at stå i en kold fabrikshal ikke bliver alt for overvældende, og stemmen er mere nærværende.

Undervejs på Oh Fortune kommer man nærmest i tvivl, om det egentlig er en soloplade. Dan Mangan har helt sikkert fået hjælp til at indspille musikken, og den er også flot arrangeret. Det kan desværre bare være lidt svært at finde hoved og hale i, hvad det egentlig er, at dette skizofrene musikalske produkt egentlig vil. Jeg er i hvert fald i tvivl.

Dermed ikke sagt, at sangene ikke er gode. For det er de. Jeg har bare lidt vanskeligt ved at se den røde tråd. Dertil kommer, at Dan Mangan af en eller anden grund aldrig giver slip. Det er arrangeret og produceret til UG. Men det kunne have klædt pladen, hvis han havde sluppet tøjlerne lidt. Og stemmen kunne godt være presset lidt mere og måske endda have været lidt flosset i kanten. Jeg tror sagtens, at Mangan kan. Det lyder bare ikke, som om han har ladet sig selv gøre det.

★★★★☆☆

Deltag i debat