Plader

Darkness Falls: Alive in Us

Darkness Falls skaber et atmosfærefyldt univers, der flittigt henter inspiration fra filmhistorien. De formår at skabe sange, der emmer af stemning.

Da jeg lyttede til Alive in Us for første gang, tænkte jeg på film. Noir-film med hårdkogte detektiver og en dragende femme fatale. Spaghettiwesterns. Indisk mystik, visdom og røgelse. Det lyder, som om Josephine Philip og Ina Lindgren er store cineaster, der søger at overføre stemningen fra atmosfærefyldte genrefilm til albummets sange – og missionen lykkes. Når man lytter, tænker man i billeder.

Som i en trendy indretningsbutik mikser duoen nyt og gammelt. Udgangspunktet kunne være 60’ernes eksperimenterede rockmusik a la Velvet Underground, men i flere sange bliver lyden opdateret med en subtil elektronisk efterbehandling. Mere bombastisk bliver det, når Trentemøller giver en hånd med som producer af nummeret “The Void”, hvor man straks kan høre hans signatur med kølige beats.

Der sættes nye film på fremviseren undervejs, og det virker som en naturlig progression, at vi også stifter bekendtskab med langsom, tranceinducerende musik i “Night Will Be Dawn” og kommer omkring “Josephine”, der finder inspiration hos Edgar Allan Poes gotik og Morricones ikoniske western-soundtracks. Det lykkes at skabe en helhed blandt tilsyneladende modsætninger. Det lykkes på én gang at lyde moderne, selvom den tydelige inspiration ligger i forrige århundrede.

Styrken er, at Darkness Falls formår at skabe reelle sange, der kan nydes uden filmens billeder. De formår at tage inspirationskilderne og bruge deres grundmateriale til at skabe noget nyt og spændende. De genskaber og opdaterer forskellige tidslommer, der inviterer lytteren ind i et univers fyldt til randen med stemning. Alt dette uden at give køb på sangenes struktur og fremdrift. Man kan sagtens høre et enkelt nummer for sig, hvor et ordinært soundtrack oftest kun giver mening i sin helhed. Samtidig træder sangskriverne ofte tilbage og lader musikken få plads i første parket. På anden række svæver vokalerne, skrøbeligt og fjernt, men det medvirker til at skabe pladens væsentligste værdi, nemlig atmosfære.

★★★★☆☆

Deltag i debat