Plader

dEUS: Keep You Close

Skrevet af Troels Dankert

Bombastiske strygere, distortion, bas, xylofoner og en kombination af brunstige brøl og cremet crooning er, hvad du kan forvente dig af det nye udspil fra belgiske dEUS.

Det erfarne indieband dEUS har efterhånden eksperimenteret sig gennem progressive og eksperimentelle albums siden bandets dannelse i Antwerpen i 1991. Dette kan så absolut høres på deres nye udspil Keep You Close, som med skizofrene og nogle gange finurlige skift i lydbilledet ikke er bange for at udfordre det grandiose spektrum, de bevæger sig indenfor. Heldigvis formår de højtflyvende belgiere at levere hele albummet med begge ben solidt plantet på jorden.

Keep You Close består af ni kærlighedssange, og selvom det måske lyder ensformigt, så er det ikke tilfældet her. Med disse ni sange skaber dEUS en fortælling, som er både dyster og stærkt medrivende. Første sang på albummet er titelsangen, som på bombastisk vis starter ud med dramatiske strygere, der blandet med en staccato-xylofon skaber den gennemgående signaturlyd på albummet. En gennemgående mørk og diset atmosfære, som med de mange lag af instrumenter giver en næsten orkestral fornemmelse, hvis det altså ikke lige var for de karakteristiske indierockede trommebeats og den fuzzede bas. Vi er nu skudt i gang, dumpet midt ind i en kærlighedskrise, hvor intensitet, passion og begær brænder på et gigantisk ligbål af dårlige erfaringer og uafsluttede gerninger.

Det storladne lydbillede bliver stramt struktureret af guitarist og sanger Tom Barman, der med sine meget håndgribelige tekster giver fornemmelsen af, at man som lytter er med hele vejen. Dermed ikke sagt, at Barman er uden lyrisk kreativitet, for metaforerne og legen med ord er i dette tilfælde sprudlende, men på en dejlig jordnær vis. Efter de første par gennemlytninger forekom Barmans tekster mig en smule forslidte og klicheagtige, som f.eks. i introen/titelsangen “Keep You Close”, hvori teksten lyder: »Just like on the day we met, you pulling on me like a cigarette.« Men jo mere jeg lytter til sangene, desto mere gror måden, hvorpå Barman nærmest snakker og hvisker sig igennem verset for derefter typisk at eksplodere i omkvædet.

Det er tydeligt at høre på albummet, at der er blevet kælet for og brugt lang tid på vokalerne. Det gør også, at albummet er spændende at lytte til mere end et par gange, når man efter 10+ gennemlytninger stadig kan blive overrasket over små detaljer. Desværre er det ikke udelukkende positive oplevelser, der bobler under overfladen på Keep You Close. På en sang som “Dark Sets In” får jeg lidt et surt opstød, når den ellers sofistikerede Barman brøler »inside / outside« hele omkvædet igennem, som om han kogte i sin egen brunst. Imens tager guitaren en doven vending fra en defineret crunchet sound til en typisk hardrocket, mudret powerakkord-suppe.

På trods af den lidt akavede “Dark Sets In” fungerer skiftene og især kontrasten mellem det flyvske og det jordnære netop som en rød tråd igennem albummet, hvilket gør Keep You Close værd at checke ud. Desværre mangler disse sange noget, som gør dem værd at sætte på igen om fem år. Det er gode og smukke sange, ja, men jeg synes samtidigt, at både melodi og tekst har en vis ligegyldighed over sig. Måske har jeg det egentlig bare, som Tom Barman selv udtrykker det i sangen “Ghost”: »Stuck in the middle, what’s it all for / it’s giving me so little, I want more.«

★★★★☆☆

Deltag i debat