Plader

Freja Loeb: Odyssey

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Freja Loebs debutalbum, Odyssey, lever op til sin titel ved at føre sine lyttere med på en musikalsk rejse gennem albummets 10 dynamiske numre – uden dog at føre os trygt hjem igen. Odyssey lukker sig i en perfekt, men paradoksal åbenhed.

På coveret til Odyssey dukker en papegøje frem fra sidelinjen med kurs mod Freja Loeb, hvis blik fænger beskueren med et køligt, afventende udtryk. Farver møder sort-hvidt, dynamik møder stilstand – således foregriber coveret, hvad der venter lytteren på rejsen gennem de 10 numre fra albummet, der med sin titel ikke lægger skjul på denne metafor.

Den unge københavnske sangerinde kom for alvor frem på den musikalske scene, da hun var gæstesolist for White Pony på singlen “Down At Jimmies” fra gruppens debutalbum, K Town Stomp fra 2010. Derudover har sangeren spillet på Roskilde Festival 2010 samt til Start Festival.

Flere af sangtitlerne på debuten – som “Run Like a Tiger”, “Never Stop Coming Back” og “Running With Scissors” – understreger rejsemetaforen ved både i titel og lyd at udtrykke den dynamik og fremadskriden, der løber som en rød tråd gennem albummet. Ligeledes kan man forestille sig et underliggende spil på kunstnerens efternavn. Lydbilledet domineres af et fortløbende, hastigt og progressivt punk-beat, der enkelte steder sættes på standby eller sænkes drastisk i hastigheden – som i de afsluttende numre, “Summer Nights” og “Rainbows”.

Et andet omdrejningspunkt for Odyssey er tiden – en tematik, som skyder albummet i gang med nummeret “My Time”. Samme titel fastslår pladen som kunstnerens debutalbum. Størstedelen af pladens numre har deres helt eget særpræg og skiller sig hver især ud, samtidig med at de indgår i en særpræget sammenhæng med de øvrige numre – som små finpudsede, uhomogene perler på en kæde, der tryllebinder læseren fra første tone.

‘Tryllebinder’ er ikke et skævt ord for Odyssey, der byder sine lyttere ind i et drømmelignende univers, som særligt numrene “Dreaming” og “Rainbows” vedkender sig. Tilsvarende er “Never Stop Coming Back” blevet til med inspiration fra 80’er-filmen “Den Uendelige Historie” og søger bevidst at ramme et barnligt og eventyrligt univers ved at genkalde titelmelodien af Limahl. Allerede fra første nummer hensættes lytteren til et mytisk univers (som det siges et sted: »He’s from another world like me«) og samtidig til en realtid, der fra et musikalsk synspunkt er slut-70’erne og start-80’erne. Dels på grund af de karakteristiske og sjældent ophørende synths, ekkoer og det maskinelle beat med den karakteristiske, store rumklang, der genremæssigt placerer albummet i powerpop-/punkkategorien; dels på grund af Freja Loebs ungdommelige, næsten barnlige og på én gang både kantede og bløde vokal, der understøttes af lyse, feminine baggrundsvokaler.

Fra et sangskrivermæssigt synspunkt genkalder samtlige af numrene berømte 80’er-klassikere. Tydeligst er inspirationen fra David Bowie’s “Heroes” i det omtalte nummer “Never stop coming back” med de indledende ord: »I can be the queen / You can be the king / I can be the princess / And you can be the prince / We can be heroes / Just for one day or forever.« Der er ikke tale om uoriginal copy/paste, men om en originalt gennemført parafrase, og det er her, albummet når et af sine mange højdepunkter ved at overraske sine lyttere i både tekst og lyd (det ellers dominerende keyboard udskiftes et øjeblik med hæst saxofonspil). Herved skaber Freja Loeb et sammenstød mellem genkendelige musikalske klichéer og fremmedgørende effekter.

Som titlen Odyssey, den klassiske episke fortælling fra den græske oldtid, udtrykker, er der – samtidig med den massive 80’er-inspiration – en sær tidløshed over albummet, særligt hvad angår Loebs tekster. Der er tale om ambitiøs sangskrivning, der går hånd i hånd med det musikalske overskud og den professionalitet, der tilsvarende kendetegner lydbilledet. Ud over de nævnte eksplicitte musikalske referencer mærkes en tydelig inspiration fra navne som The Cure og Blondie, hvilket imidlertid ikke rokker ved albummets selvstændighed. Tværtimod er den direkte tilkendegivelse af samtlige af inspirationskilderne og den modige og drilske parafrasering herover et tydeligt tegn på den selvsikkerhed, som sangeren signalerer med sit halvt udfordrende, halvt triumferende blik på coveret – en musikalsk leg med et barnlighedstræk, som cementeres yderligere af pladens pink kulør og fotografiet af en enhjørning på første side i albumhæftet.

Mod slutningen af albummet synes den ellers så gennemførte sangskrivning og komposition at falde en anelse i originalitet og tendere det trivielle og repetitive, særligt i nummeret “Running With Scissors”. Albummet kunne have klaret sig med de ni øvrige og stærkt fængende numre. Den musikalske rejse i et blandingsunivers af myter og 80’er-pop-ekkoer, som Freja Loeb hiver os med på, taber dog på intet tidspunkt sine lyttere, og når Odyssey slutter, synes en ny rejse at tage over, der har potentiale til at føre os et andet sted hen – over en ny bro eller (som det sidste nummer hævder) over nye regnbuer.

★★★★☆☆

Deltag i debat