Plader

Jane’s Addiction: The Great Escape Artist

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Great Escape Artist lever langtfra op til det materiale, som Janes Addiction udgav for 20 år siden. Pladen viser dog i (for) få nostalgiske glimt bandets musikalske essens.

Fire albums på fire årtier – amerikanske Jane’s Addiction har bestemt ikke spyttet plader ud på stribe siden debuten Nothing’s Shocking fra 1988. Men med adskillige break-ups – det første i slutningen af 1991 umiddelbart efter bandets andet album og hovedværk, Ritual de lo Habitual – har de to seneste albums mere virket som genforenings- og comeback-albums end som værker, der lå i direkte forlængelse af bandets oprindelige oeuvre.

For der er sket noget med bandet, der i dag tæller de tre oprindelige medlemmer i sanger Perry Farrell, guitarist Dave Navarro og trommeslager Stephen Perkins, mens bassisten Eric Avery efter en genforeningsturne forlod bandet i 2010. Vokalens galskab er væk, guitarerne glider lidt for nemt igennem de storladne riffs, trommerne er uopfindsomt slaviske, og bassen ligger som en ligegyldig bund.

Anmeldelsen af Jane’s Addictions seneste album behøvede ikke være så meget længere end hertil. For alt det, som gjorde musikken unik, er stort set væk. Og alligevel er der noget ved The Great Escape Artist, som af og til vækker minder om bandets storhedstid og trods de mange mangler gør det værd at lytte til. Det er lidt som en halvskidt vin fra et virkelig godt vinhus. Den er bedre end mange andre vine, men lever slet ikke op til forrige årgange.

The Great Escape Artist starter med den lidt gumpetunge “Underground”, der ikke helt lykkes med sin synkoperede rytme og en guitarsolo, som virker som mekanisk onani uden følelser. Væggen af guitarstøj er mere spændende i det efterfølgende “End to the Lies”, der temmelig sikkert handler om Eric Avery. Musikkens tyngde er dog mere en hæmsko end en egentlig kvalitet. Det skyldes her og mange andre steder på albummet, at The Great Escape Artist er produceret som en stadionrockplade med alt, hvad det indebærer af bredde, bund og dybde i lydbilledet.

Tekstmæssigt er Perry Farrell flere steder overfladisk selvironisk. »I’m a hustler / Hustler! / I’ll never give up the underground,« synger han i åbningsnummeret, mens han senere i “Irresistable Forces” udslynger stroferne »you know we’ve become a big business / a galaxy merger.« Det er ikke decideret pinligt eller patetisk, men virker mere som et halvhjertet forsøg på at reflektere over hans egen situation. Kombineret med at bandet f.eks. er gået fra at lyde som Red Hot Chili Peppers i nummeret “Wrong Girl” fra Strays til at lyde som U2 i “Twisted Tales”, falder de fleste oprindelige fans nok fra her.

Netop “Twisted Tale” og “I’ll Hit You Back” glider tandløst af sted uden de store musikalske udsving, mens “Ultimate Reason” veksler mellem hårde metal-riff og et storladent Muse-omkvæd. De to dele kommer dog aldrig til at spille rigtig sammen og står mere separat end som to dele af en fælles helhed. Det samme gælder f.eks. albummets eneste ballade “Splash a Little Water on It”, og i det hele taget er melodistrukturerne kedeligt forudsigelige på albummet.

Undtagelsen – for sådan en er der heldigvis – er “Words Right Out of My Mouth”, der lukker albummet. Her er en spilleglæde, en vildskab, en vilje til at ville noget med musikken, som ellers er en mangelvare på The Great Escape Artist. Purister vil nok afvise nummeret som lidt for røvballerocket, og det er det da også i sammenligning med bandets artrock-fortid. Men mens resten af albummet kun glimtvis viser, hvor bandets musikalske fortid egentlig ligger, så peger “Words Right Out of My Mouth” både i retning af fortiden og fremtiden for et band, der, hvis det ikke tager sig lidt sammen, ender som en patetisk selvpastiche.

★★½☆☆☆

1 kommentar

  • Det forekommer mig at være et løjerligt argument for, at pladen ikke holder, at den lyder som U2. Hvad nu hvis man godt kan lide U2? Jeg er klar over, at det her drejer sig om fansenes reaktioner på de nye plader, men de og anmelderne burde ikke bruge så meget krudt på 20 år gamle mesterværker. Det vinder man jo ikke meget ved. Nej, lyt med et åbent sind. Det er tydeligt, at fansenes ambivalens er meget lig den, der ligger til grund for denne anmeldelse. Jeg synes i det hele taget, at den nye plade er glimrende, på sine egne præmisser, men den er selvfølgelig langt fra så spændende som deres to første album. Men hvorfor er det så vigtigt, egentligt? Jane’s Addiction er et andet sted nu, og de vil umuligt kunne lave en Ritual de lo Habitual 2 i 2011. Men altså, fair nok, hvis anmelderen bare ikke synes, pladen holder :)

    Jeg har anmeldt pladen mere positivt her: http://www.geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3957

Deltag i debat