Klassikeren

Silo: Alloy – damplokomotiv mod uendeligheden

Silo: Alloy (2001)
Skrevet af Anna Møller

Silo udgav i 2001 deres andet og p.t. sidste album, Alloy. Dengang var Undertoner blot et glimt i faders øje, og derfor følger her en udbygget omtale af et album, der om noget er en hjørnesten i dansk alternativ og repetitiv postrock.

Hjerneforskeren og musikeren Peter Vuust har forsket i det dopaminbaserede belønningssystem i hjernen, som udløser en kemisk bonus hos lytteren, hver gang man forudsiger noget korrekt. Når det sker, frigiver hjernen dopaminet, som gør én en anelse høj. Forventningen om den næste tone eller de mønstre, der rent lydligt kan forudsiges, giver altså en fysisk  forløsning, når den indfries. Jo mere indviklet, musikken er, jo flere forventninger skaber den, og således er det jo i virkeligheden fuldstændigt naturligt, at man bliver så høj af Silos evige og komplicerede gentagelser. Her finder de uafhængige, samspillende spor sig til rette og påvirker tilsyneladende hinanden i gensidig vekselvirkning mod et eskalerende og ikke-eksisterende transcendenspunkt.

Silo fik aldrig den opmærksomhed herhjemme, som den danske trio fortjente, og meget tyder på, at der ikke kommer noget fra trioens hænder lige foreløbig, selvom der er blevet spået om det mange gange – senest på bandets myspace i 2010, hvor man også kan høre bidder fra diverse ‘work in progress’. På deres myspace-blog skrev trioen desuden, at udgivelsen skulle ramme markedet i foråret 2010 og indeholde gæsteoptrædener fra bl.a. M. Sayyid og Jonas Bjerre. NME kaldte trioen »the only interesting act to come out of Denmark,« men siden udgivelsen af Alloy har man ikke hørt mere fra københavnerne. Frederik Ammitzbøll (guitar og vokal), Søren Dahlgaard (trommer) og Mikkel Benders (bas) andet album, Alloy, har imidlertid haft umådelig betydning for mange musikere og musikelskere, der ikke kan forsvinde langt nok ind i de repetitive og maskinelle mønstre.

Silo: Instar (1998)

Inden da spillede trioen sammen med bl.a. Godspeed You! Black Emperor, Lydia Lunch, Trans Am og Tortoise, men videreførte på det andet album alligevel den hypnotisk dronekrautstil fra debuten Instar (1999) uden at skele videre til kollegaerne. I forhold til sin forgænger er Alloy om noget endnu mere vokalløs, og når Ammitzbøll endelig lader sin dybe og luftige stemme lægge sig ind i lydbilledet, så er det knapt dechifrerbare ord, der hviskes. Om noget lyder lyrikken som udsnit fra manualer, og her peger Silo igen på forholdet mellem menneske og maskine: Når det analoge instrument, om det så er vokal, trommer eller whathaveyou, optræder, så er det i det digitales dække og med det maskinelle som forlæg. Alloy synes også i endnu højere grad end sin forgænger at fremstå som et samlet hele med færre klare udstikker, men derimod en konstant potent videreførelse af et repetitivt og bedøvende lydspor.

Alloy blev for lidt over ti år siden udgivet på Colin Newman & Malka Spigels swim ~ label; det eksklusive britiske selskab, der blev kendt som ‘post everything’-selskabet. Newman er bl.a. producer, mixer og en del af et de mest indflydelsesrige artrockbands, Wire, mens hustruen Spigel er kunstner og dannede det israelske rockband Minimal Compact. Sammen med Robin Rimbaud og Max Franken har de desuden bandet Githead.

Silo blev efter sigende dannet af heavy metal-/’hair’ metal-bandet Maimed Mooses askestøv, men på trods af den ret traditionelle opstilling med bas/guitar/trommer/vokal, så er der ikke meget 4/4 over musikken. Faktisk er det svært at finde et eneste nummer i 4/4 på Alloy. Derimod er det den rytmiske præcision og den repetitive hypnoses døs og desorientering, der fungerer som omdrejningspunkter.

“Bulk” åbner med en mørk, metallisk mislyd, der rikochetterer mellem to over for hinanden stående vægge, som en feedende interferensbund lader det rummelige trommespil vokse op iblandt, så det til sidst ligger helt fremme i lydbilledet. Dahlgaards trommer i en skæv 13/8-dels takt er evigt gentagende, og i de tomme pladser, der er til rådighed, finder langstrakte guitaranslag sig til rette og danner et stødt kørende godstog, der aldrig taber pusten og aldrig når sit crescendos toppunkt.

Silo: Alloy (2001)

Det er ikke tilfældigt, at albummets titel betyder ‘legering’, der ifølge Sproget.dk defineres som »ensartet blanding af (sammensmeltede) grundstoffer, hvoraf mindst ét er et metal.« I de rundgange, der aldrig synes at blive gjort færdige, synes Silo næsten at tage form som det bedste og mest dronede af svenske Meshuggah uden vokalens dominans eller metaldistortion-pedaler. De cirkulære evindeligheder ender aldrig, men fortsætter ud i uendeligheden, og de eminente trommer er selvsagt både bærende og afgørende element.

“K2”, der også blev udgivet på 7”, er om noget hypnosens og bedøvelsens højdepunkt, hvis man kan tale om et sådant på Alloy. Energiophobningen, hvor hvert lydspor på samme tid kører hver sin vej og samtidig forenes i perfekt opbyggende symbiose, fastholder lytteren i et stramt greb. Opbygningen af ikke-udløst energi sker konstant akkumulerende i en aldrig tabt fremdrift, og forløsningen sker så gradvist, at det er svært at sige, hvornår et egentligt højdepunkt finder sted.

Tandhjulene kører i stempeltakt afhængigt af hinanden, og netop den gensidige afhængighed efterlader lytteren med et billede af perfekt samspil.  På “Motors” fornemmer man polyrytmikkens afstemte bevægelighed, hvor stemplerne er bundet til den samme metalstang, der fastholder dem i et hele, men samtidig er skruet sådan sammen, at de enkelte dele bevæger sig i hver sin tilpassede retning. Samme lagdelinger finder sted i den bassynthede “Those Adopted by People”, hvor en agressiv hamren af speedcirkulær bas ligger helt fremme i lydbilledet, uden lytteren af den grund fastholdes på det plan. For bagved bevæger delayede figurer sig, mens trommerne danner en grobund med så mange åbne pladser, at de forskellige spor forenes, brydes op, fortsætter hypnosen og for evigt bygger op, bygger op.

Ofte – som på nummeret “Contrast” – er det enkle guitar- eller bastoners rundgange, der fører melodien, mens underliggende støj danner bund, og trommerne bevæger sig smidigt af sted gennem langstrakte spor. Vokalen er mikset så langt ind, at den forekommer at ligge på samme niveau som lilletrommeslagene og indgår som et dobbelt støjlag. Efter 4:40 tager highhatten fart, mens intensiteten og kraften i trommeslagene vokser, og de samme gentagende melodirunder fortsætter, før trommerne stiger af det stadigt bevægelige tog ved 5:20. Som i så mange af Silos numre synes næsten alt afhængigt af de exceptionelle trommer, og herfra sagtnes farten også dermed i sangens damptogsfart.

Silo: Frederik Ammitzbøll, Mikkel Bender og Søren Dahlgaard. Foto: PR.

Trommerne er som en spastisk metronom på evighedsbatterier, der i deres bevægelige og gentagende fragmenter ligger som en altomdrejende mellemgrund trukket længere frem i lydbilledet, end trommer ofte bliver. Ambient postrock forenes med analoge synths og resulterer i bløde og døsigt givende lydstrukturer, hvor potentialet og den tilbageholdte energi bygges op cirkulært. Her har intensitet intet at gøre med volumen, støj, produktion eller andre dele af de rockistiske greb. Derimod gør dronernes udstrakte gentagen og lydmønstrenes forudsigelighed, at man i ren dopaminrus fortaber sig og henfalder til den rundgangsbedøvelse, som Silo lempeligt skyder direkte ind i hovedpulsåren.

 

Deltag i debat