Plader

Polinski: Labyrinths

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Polinski går til musikken med store tanker om fremtidsmusik. Der er leget med synth, støj og hidsige beats. Læs, om de får ørerne i maskinen, når de giver dig maskiner i ørerne.

Snakken går på, at Labyrinths er et album, som Polinskis hovedfigur, Paul Wolinski (som læseren måske kender fra 65daysofstatic), fandt på i sin grønne ungdom. Ideén var et futuristisk album med sci-fi-synths, umenneskelige beats og alt det andet tilbehør. Men vi må konstatere, at tiden er løbet fra fremtiden.

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om coverbilledet; er det Tom Waits og en robot eller hvad? Dernæst: At behandle tonegeneratorer og synths som en fremtidsting hører netop til fortiden. Den elektroniske genres, ofte rimeligt kitchede, første skridt mod populærmusikken. Tænk på Jean Michel Jarre eller amerikanske Tangerine Dream. Den kombination af synthelementer, Polinski benytter for at få sci-fi-stemningen i hus, er allerede benyttet af astronauterne fra Daft Punk – som Labyrinths derfor lyder ret meget af. Det er muligt, at Polinski har ønsket at lave et originalt og enestående album; det er det langtfra blevet. I stedet er der kommet et dansabelt album ud, som både lyder af de gamle franskmænd (eksempelvis Daft Punk, Phoenix og Stardust) og de nye franskmænd (eksempelvis Justice, Kavinsky og ‘ead-bangere generelt).

Alligevel er projektet med brudte akkorder og industrielle synths taget et skridt videre på Labyrinths. Polinski insisterer på repetitionen på bekostning af melodien, og Daft Punk bliver på den måde ufrivilligt opdateret til 2011 – og hvordan lyder det så?

Jo, væk er den bløde electropop, der mærkeligt nok syntes hårdere i 90’erne, og produktionens vellyd. Nu er der tilsat tungere referencer til techno og rave, og støjen er lagt på med noise-knitren og glitchens auditive datamosh. Det er svært at have noget imod nogle af disse ting i sig selv, og sandheden er, at de fungerer ganske glimrende på Labyrinths. For der bliver blæst igennem, så det kan mærkes, og der er pleasere lagt i hvert eneste nummer. Nogen vil sikkert finde det leflende, men den konsekvente brug af små popfigurer kombineret med en hæsblæsende taktfast techno, hvor der ikke efterlades tid til eftertanke, er så gennemført populistisk, at der, omend der ikke er tale om en ny musikgenre, i det mindste er tale om en ny stil. Hvad den stil skal hedde, må være op til eftertiden. Jeg foreslår i flæng: tech-fascisme – på en positiv vis. Nogle gange har dansegulvets hob brug for en leder, og Polinski svinger en den diktatoriske taktstok nådeløst.

★★★★☆☆

Deltag i debat