Plader

Rum 37: s.t. EP

Skrevet af Pladeklubben

Rum 37’s debut-ep er omtrent lige så fantasiløs som den nyeste Vesterbro-bar. Musikken er som sådan i orden, og fundamentet til en dag at lave en god plade er til stede, men der mangler i jublende grad et særpræg og en egen identitet.

I Rum 1 står Love Shop. I Rum 2 spiller Kent op til sørgmodig dans. I Rum nummer 3 sidder Lars H.U.G., i Rum 4 finder vi Love Shop igen, og sådan bliver det ved. Rum 37 er danske Vesterbro-debutanter af både bedste og værste slags.

På den fem sange lange, selvbetitlede debut-ep, hvorfra “Dagen er ny” allerede er i radiorotation, stifter man ifølge bandets egen udlægning bekendtskab med »refleksive kraftudladninger, der både rummer ungdommens rastløshed og voksenlivets eftertænksomhed.« Frit omskrevet betyder det »tuderock, der netop er så barnligt, at forsøget på at lyde voksent falder skramlende til jorden.«

Ingen af delene er nok helt rammende, men der er ingen tvivl om, at Rum 37 har fat i noget. Selvom referencerne til de 36 tidligere rum er rigeligt åbenlyse, så er lyden helstøbt og konsekvent. Kristian Helmuths følsomme vokal lægger sig fint hen over de lave, men til tider ganske rockede guitarer, og det hele holdes sammen af relativt simple, men effektive trommer. Alt i alt får man et ganske kompakt lydbillede, hvor ingen enkelte instrumenter får overtaget.

Stemningen i Rum 37’s musik er regnvejrsaftenagtig og bittersødt søgende og hele tiden med et guitarbillede i baggrunden, der minder os om, at Rum 37 alt til trods er et rockband. Nøjagtig ligesom alle dem i Rum 1 til 36. Tekstuniverset er lige nøjagtig, som man kan forvente af et københavnsk debutband anno 2011: »Dagen er ny / og solen finder min kind / jeg kigger op / og lyset brænder sig ind.« Du godeste …

Og det er netop det, der er det væsentligste problem for Rum 37. Det hele fungerer som sådan ganske fint, men det hele er også hørt mange gange før og driver genremæssigt med en bred flod af meget berømte kunstnere. Det er store sko at fylde – navnlig når man ikke helt har Simon Kvamms faste greb om sproget eller Hilmer Hassigs fortrolige forhold til den seksstrengede.

Det, Rum 37 i særdeleshed mangler, er et hit. Et stort et med den der helt udødelige tekststump eller geniale melodi, som for alvor kan sætte dem på landkortet og give dem det spillerum, de nok skal bruge for at turde finde deres helt egen lyd. Indtil da er debuten en fin og fantasiløs en af slagsen og næppe noget, der vil skrive historie.

Bertel:

★★★½☆☆
Mads:
★★★☆☆☆

Deltag i debat