Plader

Sara Savery: The Diver

Skrevet af Anna Møller

Når drømmepoppens uendeligheder af lagdelt synth fungerer som bund til rumklangssvøbt vokal, så bliver Sara Saverys soloprojekt en anelse langtrukkent. Men det sker heldigvis sjældent på den glimrende plade The Diver.

Ikke et soloprojekt fra en produktiv musiker uden først at komme med ‘hvad har de lavet?’-listen. Sara Savery har givet den som musiker i People Press Play, Tape Quartet og Ghost Society, og det hjemmelavede soloalbum The Diver er en fin drømmepoppet sag, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem den lagfyldte synthproduktion, instrumentale repetitioner og regulære catchy electropopsange.

Åbneren “Girl Gone Missing” lyder som et percussionsstykke fra Wildbirds & Peacedrums, og det er befriende uden vokal. Flere og flere lag bygges oven i den bevægelige trommefigur, men uden at fungere som forstærkende elementer. Snarere skaber de en collage, der ulmende holder gentagelserne kørende, og resultatet er vibrerende rytmisk. Det fremstår som en tiltrængt og velanbragt kontrast på et album, der ellers er båret af synthet drømmepop langt hen ad vejen.

Saverys lyse rumklangssvøbte og sfæriske stemme er ellers omdrejningspunkt på mange andre numre, og på tidligere projekter – som på Ghost Society-albummet The Back of His Hands, Then His Palms –  har den været så dominerende, at numre er smeltet sammen til en tåget masse. Det er ikke tilfældet på det nye soloprojekt. Tværtimod er der relativt mange hjørner, kanter og udstikkere, og det gør, at man ser det samlede hele klarere. Især de to instrumentale stykker, der ud over åbneren tæller det afsluttede nummer “Shibuya Flower”, som minder umiskendeligt om en b-side af Arvo Pärt spillet på computer. Og det er egentlig en stort kompliment.

I den anden ende af spektret finder man “Closing Time”, det nok mest catchy nummer på The Diver. Loopede vokallyde og punktvis synth ligger i baggrunden, mens Saverys luftige vokal bevæger sig forrest, indtil en mørkere bund indtræder. Her indtager vokalen så en sjælden melankolsk melodiøsitet og lægger sig i næsten Robyn-agtige og længselsfulde electropoptoner. Kontrasten mellem a- og b-stykkernes minimale og sporadiske opbygning og så omkvædets ekstremt vellydende balance mellem bassynth og catchy og lys vokallinje er meget effektfuld.

Andre gange tager det æteriske fuldstændig over i en fortættet blanding af langstrakte synth og rigelig med kold delay. Når der samtidig insisteres på et melodisk gennemgående tema, så bliver man til sidst en anelse lang i ansigtet og ørerne. Eksempelvis kunne nummeret “Chuck” godt have mistet halvdelen af sine lyse klange uden af den grund at have mistet udtrykket. Snarere ville man tværtimod kunne have anet den vedholdende melodi klarere igennem tågerne. Et nummer som “Love remains” er lige ved at falde i samme fælde, men holdes alligevel strammere ved en gennemgående maskingeværlignende percussionsgentagelse.

Samme mørkere synthbund driver numre som “Sonoe” og titelnummret “The Diver” frem, og selvom resultatet er en kende mekanisk-digitalt i forhold til det ellers luftige og æteriske udtryk, det synes at efterstræbe, så fungerer bunden som en arytmisk modsatrettet bevægelse, der trækker i en anden retning.

Når Sara Savery holder igen med de uendelige synthlag og skaber huller mellem de stablede isflager, hvor en mørkere bund kan anes, så er The Diver ganske vellykket og tilmed dragende. Jeg hopper i.

★★★★½☆

Deltag i debat