Artikler Interview

Sigríður Níelsdóttir – Islandsk musiks bedstemor

Sigríður Níelsdóttir og Grandma Lo:fi
Skrevet af Camilla Zuleger

Tre debuterende instruktører har lavet en dokumentarfilm om Sigríður Níelsdóttir, der med 59 cd-udgivelser på bare syv år er blevet noget af et musikalsk fænomen på Island. Filmen vandt prisen for “Bedste musikfilm” under CPH:DOX.

Først i en alder af 70 år kastede hun sig ud i, hvad der senere skulle blive en musikkarriere, der blev båret oppe af hele 59 cd’er – som alle blev lavet over bare syv år. Det er trods alt de færreste musikere, der kan prale af at have været så produktive. Generelt er det ikke mange, der falder i samme kategori, hvad der har fået de tre islandske tre islandske filminstruktører Kristin Björk Kristjánsdottir, Orri Jónsson og Ingibjörg Burgisdóttir til at lave filmen “Grandma Lo:fi: The Basement Tapes of Sigríður Níelsdóttir” om det ret så sagnomspundne fænomen fra Island, Sigríður Níelsdóttir.

Uundgåelig film
Ingen af de tre instruktører har prøvet at lave en film før, men trods den manglende erfaring med mediet, var der mange ting, som kom helt af sig selv – ikke mindst, fordi instruktørtrioen består af to billedkunstnere og en fotograf. De fortæller enstemmigt om, hvordan de alle havde følelsen af, at der naturligvis måtte blive en film ud af Sigríður Níelsdóttir første gang, de mødte hende. Og det var fra denne følelse af en film, der bare måtte laves, at projektet tog fart – eller fart er måske så meget sagt, for det tog dem hele otte år at få filmen færdig. Dette betød desværre, at Sigríður Níelsdóttir nåede at dø, inden hun kunne se resultatet af otte års filmning. Men der er heldigvis rigtig mange optagelser af og med hende, der giver et indblik i, hvad det var, der gjorde hende til det fænomen, hun er.

Gør det selv

En af de scener, som de tre instruktører er gladest for og fremhæver som eksempel på, hvorfor det lige var hende, filmen skulle handle om, foregår i Sigríður Níelsdóttirs køkken.

»Kan I ikke høre, at det lyder præcis som en helikopter?,« spørger Sigríður Níelsdóttir, mens hun drejer håndtaget på et gammeldags piskeris. Lidt senere går spørgsmålet på, om det ikke er tydeligt, at knitrende sølvpapir lyder præcis som et bål. I denne islændings verden er der nemlig ikke noget, der hedder synthesizere og computere – alle lydene, der optræder på hendes cd’er, er lyde, som hun har fundet ude i verden. Derfor kan man også på nogle sange høre optagelser af hendes hunde og en kurrende due, der havde brækket den ene vinge. Resten er intet andet end hendes stemme og det billigste keyboard, hun kunne finde i supermarkedet. Ikke overraskende er resultatet af hele denne indretning af et musikalsk virke, at der ikke på noget tidspunkt er hverken studie eller pladeselskab indover. Alle sange er optaget på kassettebånd i Sigríður Níelsdóttir meget lille stue, hvorefter hun selv har brændt sangene ned på cd’er. Coveret tegnede hun selv, og når hun endelig sad med en færdig plade i hånden, tog hun den under armen og afleverede det af åbenlyse årsager stærkt begrænsede oplag i den lokale pladeforretning, som solgte dem.

Sigríður Níelsdóttir og Grandma Lo:fi. Foto: PR.

Hun har gjort meget af arbejdet selv, men noget har hun også måttet overlade til andre. Hun har til trods for at have udgivet så utroligt mange cd’er aldrig opført én eneste koncert. Hun er helt overbevist om, at hun sat på en scene ikke vil kunne spille sangene rigtigt – i hvert fald ikke første gang. I filmen ser man hende få overbragt nyheden om, at nogle islandske musikere gerne vil opføre hendes musik, og det tilbud bliver mødt med kyshånd.

»Jeg har altid ventet på, at mennesker, som havde evnerne, ville spille min musik.« Og på den måde fik hun opfyldt mangt en drøm på premiereaftenen i Cinemateket, da der ikke kun i filmen var musikere, der spillede hendes musik, men også efter filmvisningen var koncert med en lang række musikere, som holdt en decideret hyldestkoncert.

Det naturlige valg
På mange måder har de tre instruktører overtaget denne tilgang til kunstnerisk skabelse. For “Grandma Lo:fi: The Basement Tapes of Sigríður Níelsdóttir” er langt hen ad vejen lige så DIY, som hendes musik er.

Først og fremmest er filmen optaget på smalfilm. Et format, der for de fleste virker omstændigt og besværligt, men for instruktørerne som det oplagte valg:

»Vi vidste, hvordan man brugte et Super-8-kamera, men ikke et videokamera,« siger Ingibjörg Birgisóttir grinende. Det giver filmen det helt rigtige retropræg, da det samtidig betyder, at filmen er optaget i mono og i 4:3 – et sjældent syn for de fleste biografgængere. Valget af dette format var for dem helt naturligt:

»For Sigríður Níelsdóttir var det aldrig et spørgsmål om format. Hun skabte bare. Hun gjorde det bare uden at tænke over, hvad der var muligt,« siger Orri Jónsson, der dermed mener at have skabt en film i hendes ånd.

Valget af netop dette format skulle også senere vise sig at være det helt rigtige, da filmen gik hen og vandt prisen for ‘Bedste musikfilm’ i kategorien ‘Sound & Vision’.

Filmen handler ikke udelukkende om Sigríður Níelsdóttirs musikalske karriere, men medtager også, at hun senere gik over til at lave collager. Strukturen i filmen bygger på fortællere, som i dette tilfælde alle er islandske musikere, der var og er inspireret af musikken. Man oplever derfor igennem filmen blandt andre Mugison og medlemmer af Sigur Rós, der fortolker en af hendes sange, hvor de står placeret i en af de collager, hun lavede ved hjælp af diverse udklip. Ingibjörg Birgisdóttir, der også selv beskæftiger sig med at lave collager, har på den måde fået collagerne til at spille sammen med hendes musik. Og hvad virker da også mere naturligt end Mugison stående i en lillebitte båd på et hjemmelavet havlandskab med sit fuldskæg og striktrøje?

»Hun er dronningen«
Falder spørgsmålet på, hvilke andre personer de tre instruktører opfatter som inspirationskilder, går der lang tid, før der falder et svar:

»Ingen andre end hende falder i samme kategori. Vi er ikke kun musikalsk inspireret af hende, men også filosofisk. Hun er dronningen,« siger Orri Jónsson. For dem er det derfor også enormt svært at kategorisere deres film, men én ting er sikker: »Det er ikke en dokumentar! Det er alting: kunst, musik, portræt – men ikke en dokumentar.«

Hvad der skal ske efter deres meget succesfulde debut er endnu uvist – også for de tre instruktører. Men at inspirationen fra Grandma Lo:fi er meget nærværende, er der ingen tvivl om. Ingibjörg Birgisdóttir tager teten op i sin egen kunst, hvor der findes direkte referencer til Sigríður Níelsdóttir. Hos Kristin Björk Kristjánsdottir, der ved siden af kunst og film også skaber musik, er det bestemt heller ikke svært at høre, at hendes musikalske opdragelse bygger på den hjemmelavede musik fra den lille islandske stue.

De tre instruktører har altså ikke blot lavet en film om Níelsdóttirs liv og grænseløse kreativitet; de har lavet en timelang hyldest til den musiker, hvis musik har fundet sig et evigt liv i den islandske musik. Tilbage i den islandske stue med det billige keyboard, dyrelydene og sølvpapiret ser Sigríður Níelsdóttir helt uforstående ud som følge af spørgsmålet om, hvorfor hun laver musik. Hun mener nemlig ikke, at man kan være så fuld af musik uden at spille det. »Hvis man elsker musik, kan man høre det i alting.«

“Grandma Lo:fi: The Basement Tapes of Sigríður Níelsdóttir” vandt prisen for “Bedste musikfilm” under CPH:DOX.

Deltag i debat