Koncerter

Slow Club, 30.11.11, Beta, København

Skrevet af Camilla Grausen

Det var ikke ret mange, der var så heldige at overvære den britiske duo Slow Clubs første koncert i København. Men vi, der var der, fik en veldoceret blanding af garagerock, vokalharmonier og retropop. Og det føltes, som om det var noget ganske særligt.

Fotos: Rasmus Kongsgaard Hansen

At dømme ud fra publikumsfremmødet på den relativt nye Amager Bio-lillebror Beta denne novemberonsdag er Sheffield-duoen Slow Club ikke slået igennem i Danmark endnu. Det er til trods for, at de spillede på Spot i 2008, er røget i den eftertragtede kategori »best new music« på Pitchfork med deres andet album Paradise fra i år, samt at duoens single ”Two Cousins” med denne skønne video har gedigent hitpotentiale og f.eks. er skyld i, at jeg troppede op denne aften.

De fleste af de cirka 40 publikummer, der dog formodes at have kendskab til duoen, siden de mødte op på Beta, holdt sig bagerst i lokalet under koncertens første numre, som var de allergiske over for projektørlys. Eller briter. Alligevel rockede Slow Clubs Charles Watson og Rebecca Taylor med ekstra trommeslager og bassist godt igennem fra begyndelsen med ”Where I’m Waking”. Det var en glædelig overraskelse, at de rockede mere, end jeg egentlig havde forventet på baggrund af deres to albums. Debuten Yeah So har bestemt sine momenter, men er dog noget nuttesød og tweepoppet sine steder, hvorimod Paradise er mere eksperimenterende og garagerocket uden at miste popmelodien.

Energien var høj i starten, mens Watson og Taylor gav den gas på henholdsvis guitar og scenens andet trommesæt, mens de begge sang. Det fortsatte på ”Our Most Brilliant Friends” – et velfungerende, uptempo nummer fra debuten med linjen »All our most brilliant friends are doubting themselves.« Slow Club havde imidlertid inden grund til at tvivle på sig selv – trods lidt generthed mellem numrene. Slet ikke når de fortsatte med den trommestyrede ”If We’re Still Alive” og retroklang i Taylors vokal. En energifyldt og rocket trekløver af numre at lægge ud med.

Herefter opfordrede Watson publikum til at komme nærmere, og bandet skruede ned for tempoet med den folkede ”Horses Jumping”, hvor Watson sang for, mens Taylor akkompagnerede ham på vokal siddende på gulvet bag sine trommer. Vi fik efterfølgende flere af Slow Clubs afdæmpede numre fra begge albums med en enkelt guitar og duoens stemmer i perfekte vokalharmonier, der kom til sin ret i Betas intime lokale med den gode lyd. Da det var ved at nærme sig det stillestående, skruede duoen igen op for energien og greb trommestikkerne til den poppede, 60’er-inspirerede ”Beginners”. Her syntes det positive, men tilbageholdende publikum ikke at kunne undgå at røre lidt rytmisk på sig. Ekstra garagerock fik vi til gengæld, da Taylor indtog det primære trommesæt og overlod sin guitar til trommeslageren, og bandet leverede en rocket version af ”The Dog”. Man blev mindet om de paralleller, en mandlig guitarist/kvindelig trommeslager-duo trækker til The White Stripes, mens Taylor hoppede bag trommesættet og lod håret flyve.

Efter omkring tre kvarter fik vi, hvad der i sammenhængen må betegnes som hittet, ”Two Cousins”, og det er sgu bare et knaldgodt nummer, også live. Da koncerten brat var afsluttet, og lokalet blev forladt af bandet samt 10-15 publikummer, hvilket jo udgjorde en tredjedel, startede Betas musik over højtalerne, men det lykkedes os tilbageværende at klappe de fire tilbage på scenen til en hurtig og kraftfuld version af debutens ”Giving Up on Love”. Og så var det slut; short and sweet.

Slow Clubs første koncert i København overbeviste mig om, at det her band har noget. De fleste af bandets numre fremstod bedre live end på plade – ikke mindst fordi der generelt set var skruet op for energien og rocken. Selvom det er dét Slow Club, jeg foretrækker, er der ingen tvivl om, at det, der netop virker for bandet er, at de er overbevisende, både når de rocker, spiller melodisk retropop og også på de stille numre med vokalharmonierne som det primære. Det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden. Så hvor fremtiden vil lede Slow Club hen, kan jeg ikke vide. Men uanset hvad, så føltes det til aftenens koncert på Beta, som om man var med til begyndelsen til noget særligt. Noget, der burde kunne vokse sig stort, hvis der ellers er nogen retfærdighed til.

★★★★★☆

Deltag i debat