Plader

Someone Still Loves You Boris Yeltsin: Tape Club

Skrevet af Jonathan Heldorf

Det er en hengemt, støvet og uinspirerende omvej, man bliver ledt ned ad, når man går bagom kulissen i Someone Still Loves You Boris Yeltsin.

De lagde stærkt fra land, dengang i 2006, hvor Broom fejede benene væk under de fleste anmeldere. Sidenhen er der blevet økonomiseret med roserne, og det har været forholdsvis enkelt at finde bedre alternativer til Someone Still Loves You Boris Yeltsin. Tre album er det blevet til i alt, og hver gang har kvaliteten fået et lille hak i trynen. Nu er det så blevet tid til at lade fans og andet godtfolk lytte til noget af det materiale, som aldrig nåede med på pladerne. 26 indspilninger har klaret udvælgelsesprocessen og udgør nu udgivelsen Tape Club.

En b-side-udgivelse er altid en mærkelig fisk at sidde med, for hvilke kriterier skal man bedømme ud fra? At det var en rigtig beslutning i sin tid ikke at inkludere sangene på en plade? At det er ok, at det hele ikke er lige godt, fordi udgivelsen af kasserede sange på sin vis er en undskyldning for sig selv? Skal vi bare være glade for, at vi får lov at høre, hvad der sker bag kulissen? Eller skal man måle kvaliteten ud fra de tidligere udgivelser og se pladen som en selvstændig og færdig enhed?

Jeg vælger at kombinere første og sidste bud. For ja, det gør sig nok gældende for de fleste af sangene på Tape Club, at de ikke holder et synderligt højt niveau, og derfor er det fint, at de aldrig nåede med i første omgang. På den anden side må jeg også sige, at jeg sidder og lytter til et album og ikke bare en række kuriositeter, for medmindre man er stor fan af bandet og dermed kan værdsætte at høre skitser og selvdøde ideer, der senere blev fejet af tegnebrættet, så sidder man som forbruger med et album i hånden og forventer en form for ny musisk oplevelse.

Men så igen, man skal heller ikke male Vladimir Putin på væggen, for der er enkelte godbidder at hente.”Song W + Song L” er et af de mest charmerende tracks og samtidig et af de mest skramlede, så det er bestemt ikke den generelle sloppyness, der er Tape Clubs problem. “Cardinal Rules”, der var at finde på deluxe-udgaven af Let It Sway er også et dejligt track, som leder tankerne hen på bandets bedste bedrifter. Mere up-tempo og et bredere lydbillede klæder SSLYBY, der alt for ofte – på Tape Club – falder tilbage på to-tre guitarakkorder og et 4/4-beat, hvilket får dem til at lyde som The Kooks på en overdosis af sovepiller. Også Elliott Smith har haft meget at sige, men på denne samling b-sider er det kun skabelonen, der overlever på størstedelen af sangene. Alt det rørende, levende og interessante ved inspirationskilden er der ikke blevet plads til. Så er det hele lidt bedre på den lidt Yeah Yeah Yeahs’ede “Yellow Missing Signs” – en sød melodi, hvor kvaliteterne er på display.

Men tilbage står det blot, at alt for mange sange på Tape Club er decideret uinteressante. Udtrykket er rodet, fordi numrene fremkommer i stort set kronologisk orden, hvilket giver mening som en kommentar til tiden, der er gået, og meritterne, der er opnået, men det styrker ikke lytteoplevelsen og helhedsindtrykket, og det er bestemt ikke en plade, der peger fremad.

★★½☆☆☆

Deltag i debat