Plader

The Silent Section: Contour of a Passing Dream

Skrevet af Daniel Niebuhr

The Silent Sections anden udgivelse er et 50 minutter langt støjmaraton, der først for alvor bliver rigtig vellykket et par kilometer før målstregen. Og resten forbliver en alt for ensformig affære.

Lyden af en stille og knapt så begivenhedsrig adventssøndag bliver spontant og brutalt afbrudt af lyden af støj – og masser af det. The Silent Section er røget på anlægget: Et forholdsvis nyt dansk band – selvom bandet blev dannet i 1999, gik der 10 år, før deres debut, A Final Delirium, udkom – med hang til shoegazer og, ja, kaskader af støj. Og efter debuten er trioen nu klar med deres anden udgivelse, der har fået titlen Contour of a Passing Dream.

Og selvom pladen skulle vise sig at være meget larmende, så viste det sig samtidig hurtigt ikke at gøre det helt store. For de tre bandmedlemmer har faktisk formået at stable et overmåde gennemført album på benene. Første nummer, “The Intoxicated Joy”, sætter stilen ganske glimrende: Vi er ikke i gang med en ny musikalsk revolution med geniale guitarsoli og andet teknisk lir, men i stedet er det simpelt med storladent vokalarrangement og relativt enkle kompositioner gemt bag det gennemgående støjtema.

Desværre formår The Silent Section aldrig rigtig at komme ud over det tema. Jeg må flere gange tage mig selv i at tjekke, hvorvidt jeg hører forskellige numre, da en overvældende følelse af repetition fylder størstedelen af de første par gennemlytninger. Den mindskes ganske vist efterhånden, men desværre ikke nok til at hvert nummer får sin egen plads i hukommelsen. Selv ikke første single fra pladen, “The Voice that Got Away”, står ud fra mængden, som en udvalgt single normalt ville gøre, og man sidder så småt og savner et decideret højdepunkt, hvor alt går op i en højere enhed for trioen.

Efter lidt over 40 minutter kommer det dog: Det klimaks, jeg har siddet og ventet på. Nummeret “Storm Surge” eksploderer i den støjmængde, der albummet igennem har været et baggrundstæppe, men som nu angriber lytteren som et enkeltstående instrument. Det tog godt nok sin tid, men i små fem minutter kommer trioens talenter virkelig til udtryk. Pladen lukkes herefter højst overraskende uden støj, instrumentalt og kun med en harmonika og lange sporadiske guitaranslag i fokus. Det virker forholdsvist bizart og upassende i forhold til resten af pladen, men samtidig er det også en vellykket kontrast til det støjmaraton, man lige har været igennem – som en slags stilhed efter stormen.

Man skal nok være relativt glad for den superstøjende ende af shoegazer-genren for virkelig at kunne værdsætte Contour of a Passing Dream, når man er nået halvvejs ind i pladen, og de overordnede musikalske temaer stadig virker uforandrede. Mange numre lyder stadig alt for ens, og når der samtidig aldrig rigtig kommer øjeblikke, der virkelig får mig til at spærre ørerne op, førend til allersidst, så ærgrer det mig noget så meget set i forhold til det potentiale, som bandet uden tvivl besidder.

★★★☆☆☆

Deltag i debat