Plader

Yann Tiersen: Skyline

Skrevet af Trine Jørck

At lytte til Yann Tiersens nye album Skyline er en decideret ubehagelig oplevelse. Det er nyskabende, eksperimenterende og skubber os ud af vores komfortzone. Men er det kunst eller bare for meget?

Din grænse forskydes. Du skyder op igennem jordens atmosfæriske lag. Forbi trægrænsen. Forbi skygrænsen. Forbi himmelgrænsen. Helt derud, hvor Jordens atmosfære udtyndes og ikke længere beskytter dig mod kosmiske stråler, brændende kometer, aliens og hvad, der nu ellers gemmer sig derude. I en punkteret rumraket siver den sidste ilt langsomt ud, indtil du til sidst kvæles. Du lytter til Yann Tiersens nye album Skyline. Et voldsomt insisterende, roterende, cirkulerende, forvrænget og tungt lydunivers trænger sig ind på dig, snurrer dig rundt og efterlader dig ufrivilligt rundtosset og forpustet.

Skyline. Endnu et album i Yann Tiersens imponerende række af produktioner. Blandt andet står han bag lydkulisser til film som “Taberly”, “Goodbye Lenin” og mest kendt, nok soundtracket til filmen om “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”. Fra et lydunivers primært centreret omkring et umådeligt stemningsfyldt, følt og melodiøst klaverspil har Yann Tiersen bevæget sig over i et mere elektronisk og forstyrret lydbillede. Med paralleller til landsbrødrene Air og Sebastian Tellier er Tiersen i besiddelse af denne særlige franske elegance og evne til at bruge elektroniske hjælpemidler på en levende, organisk og nærværende måde. Men hvor både Air og Sebastian Telliers lydunivers er som en beroligende, vuggende, meditativ drøm, er Yann Tiersens spacede lyd et angstfremkaldende mareridt – på godt og ondt.

Der er ikke en finger at sætte på produktionen, som viser en enormt fintfølthed over for audiodesign som en kunstform i sig selv. Skyline er kontrolleret, velproduceret og dygtigt lavet. Sprøde klokker, nærværende xylofonener og lyden af whiskers’ blide touch på et bækken kæler for dine øregange på et nummer som ”Monuments”. Albummet viser en enorm dybde, bredde og kærlighed for detaljen. Man er ikke i tvivl om, at Skyline produktionsteknisk befinder sig i crème de la crème-kategorien, som en gastronomiens El Bulli eller bilentusiastens Ferrari. Det er da heller ingen mindre end Ken Thomas, som før har produceret for navne som Sigur Rós og David Bowie, som står bag produktionen af Skyline.

Der ses ingen tegn på intentioner om at lave endnu en Air/Sebastian Tellier/Hotel Côstes- eller for den sags skyld Amélie-genganger. Intentionen med Skyline synes at være at afprøve grænserne for, hvad der kan kaldes musik, og for hvad man kan få folk til at lytte til. Det er eksperimenterende, nytænkende, anderledes og udfordrende. Men når man på et nummer som ”Exit 25 Block 20” bliver skreget ind i sarte øregange af gale hunde, og angsten og kvalmen bliver fremprovokeret af et klaustrofobiske, indsnævrende, roterende univers på et nummer som ”Hesitations Wound”, er Skyline ikke nogen fornøjelse at lytte til. Hver gang man finder et koblingspunkt eller føler sig hjemme i kompositionerne, krakelerer lydbilledet omkring en. Man får aldrig lov at hvile på laurbærrene – hvilket måske er godt?

Skyline er som en lydinstallation. Et kunstværk, som udfordrer vores måde at lytte på. Det er ikke underholdning. Det tvinger os til at lægge mærke til lydenes karakterer og bevægelsesmønstre. På den måde kan man sige, at Yann Tiersens album som kunstprojekt er lykkedes. Det åbner vores øjne, overrasker og provokerer os. Derfor er det også svært at sige, at det er decideret dårligt. Men trods min forkærlighed for ting, som provokerer og skubber grænser, har jeg samtidig også svært ved at sige, at det er godt. Som lytter er det jo desværre sådan, at man har muligheden for at slukke for musikken og aldrig sætte det på igen, hvis det bliver for stor en mundfuld. Det er en magt, som ikke er specielt positiv, men som trods alt er noget, en kunstner må tage højde for, hvis han vil have taletid. Og man bliver altså bare lidt træt af det, når samtlige numre slutter med et flanger/chorus-»bib-bab-dibbi-di-dah-dah, wauw-wauw, wha-whu-wha-whu, whi-uh-whi-whu«-helvede, der lyder som en gammel Nintendo, som er gået i selsving. Jeg er ked af det, men Skyline får ikke meget airplay her i huset. Men måske er jeg bare for magelig?

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Trine Jørck

 

Biografi:

På min musikalske rejse har jeg rejst milevidt. Som 2-årig spankulerede jeg rundt i min ble og sang opera, mere specifikt Carmen. Med en opvækst i et hjem med alle de gode gamle klassikere og mere til fejler min musikalske opdragelse ingenting. Der var alt fra Bob Dylan, Neil Young, Led Zeppelin og Jimi Hendrix til David Bowie, Velvet Underground, Leonard Cohen og Paul Simon, fra Nina Simone, Billie Holliday, Jan Johanson og NHØP til Wagner, Beethoven og Vivaldi.

Mit teenageoprør bestod i at vende "den gode" musik ryggen, og kaste mig hovedkulds ud i boyband-sfæren med navne som E17, Take That og Backstreet Boys. Efter i et par år at have købt alle cd'er, bøger, klistermærker og flag og have tapetseret mine vægge med plakater fra Mix, Vi Unge og det tyske Popcorn stødte jeg på Björk. Hun revolutionerede min verden. Hendes måde at sammenkoble så mange musikalske stilarter, æstetiske udtryk og kløgtige tekster med en enormt ekspressiv vokal imponerede mig og imponerer mig til stadighed.

Som en lille skytsengel sidder Björk i mit baghoved. Selvom min musikalske rejse for en stund har ført mig tilbage til rødderne, hvisker hun mig i øret, at god musik ikke er et spørgsmål om stilarter og genrer, men et eller andet andet. Hvad det er, som gør god musik god, er svært at sige, men det er mit mål med dette anmelderi at forsøge at komme det nærmere.

Skriv et svar