Plader

120 Days: 120 Days II

Skrevet af Lise Christensen

120 Days opfordrer dig til at danse din vej ud i det kosmiske univers. Der er skruet ned for Bono-effekten og op for krauten, hvilket klæder bandet, men nedsætter den brede appel.

Når der skrives om 120 Days, sker det ofte i frostklingende termer. Ikke fordi anmelderne ikke kan lide bandets musik. Snarere tværtimod – bandets første udgivelse 120 Days blev hyldet helt over på den anden side af Atlanten. Frostmetaforerne hænger fra bandets renomme som istapper fra en bjælkehytte, fordi de fire herrer i 120 Days er fra Kristianssund i Norge og spiller krautet electrorock, der fyrer gennem et mekanisk koldt landskab som en langrendsløber med kalejdoskopisk tunnelsyn. Det nye album 120 Days II holder sig dog ikke til den markerede løjpe, som debutalbummet udstak.

120 Days II har bandet skruet ned for debutalbummets brug af rockeffekter og forholder sig i stedet mere stramt til 1970’ernes tyske kraut-inspirationer som Neu! og Kraftwerk og det kosmiske univers. Ådne Meisfjords Bono-lignende vokal er blevet skubbet mere i baggrunden, og musikalsk er guitaren blevet fortrængt af synths.

120 Days II trækker dig ikke blot ud i det ydre rum, men stræber ligesom sidst også mod dansegulvet.  Størstedelen af 120 Days II har fået et skud dance – i form af disco-, trance- og techno-elementer. Det skaber en musikalsk hybrid, der placerer sig et sted mellem Plastic Noise Experinces industrial dance og Giorgio Moroders elektroniske disco, for blot at nævne nogle få.

“Dahle Disco” viser, at bandet stadig formår at mestre den lange opbygning over en repetitiv rytme, hvor intensiteten gradvist skrues højere og højere op hen over de knap 10 minutter, nummeret varer. Sangen er titlen tro og minder i sin stil om en mere uptempo udgave af landsmanden Lindstrøms spacedisco. Denne langsomme opbygning bliver for alvor behandlet i “Lucid Dreams” (part 1, 2 og 3). Fra første dels dronede spiraler over det poppede midterstykke frem mod den store techno-finale.

Hovedparten af 120 Days II er præget af en mekanisk danselyst, men numre som “Sleepless Nights #4” og “Sunkissed” trækker albummet i en mere varm, afslappet og batikfarvet-retning. I førstnævnte køres intensiteten ned i stedet for op. De 70’er-rock-inspirerede passager er undertiden i fare for at gå helt i stå, men nummeret køres behændigt over i “Sunkissed”, inden det sker. Nok et nummer, der lever op til sin titel og rammer lytteren med en koncentreret dosis krautede solstrejf, som afløses af højtempo-elektropop af den himmelrækkende slags. 120 Days lader albummet bevæge sig fra elektrorock over instrumental, elektronisk disco til varm krautpop for at lade det ende i den trance-inspirerede “Osaka”.

Som det kan læses af ovenstående, er 120 Days II sammensat af nogle umiddelbart ret forskellige elementer. Numrene bindes behændigt sammen i flydende overgange, men det hjælper ikke helt på, at skiftene kan føles noget abrupte – både i tempo og stil. Det er en plade, der på en gang føles plastic-kantet og organisk rund – en hybrid, der ambitiøst søger at favne bredt. Det er en plade, der deler vandene, men i min optik har 120 Days II fat i noget.

120 Days placerer sig i et interessant spændingsfelt mellem det dansable og det spacy –  et musikalsk rum, der skiftevis er så tænderbidende og mekanisk koldt, at du må danse dig varm, eller så hyggekrautet og lunt, at du får mulighed for at fange pusten igen. Er du klar på at sende din krop ud på en psykedelisk svedetur – så prøv at give 120 Days II et spin.

★★★★½☆

Leave a Reply