Plader

Andreas Führer: Obligatorisk Undervisning

Andreas Führer har lavet en rigtig god plade med populær musik, der både vil frem i verden og være helt sig selv.

Andreas Führer, der er et af de fire kernemedlemmer af musikerkollektiv og pladeselskab med mere Yoyooyoy, har endelig udgivet en soloplade, der efterhånden har været på vej i lang tid. Obligatorisk Undervisning består af udvalg og uddrag af ting, Führer har arbejdet på de sidste seks år, og fremstår derfor – naturligvis, fristes man til at sige, mandens ouevre taget i betragtning – både eklektisk og fragmenteret i sine bratte stilskift, men alligevel ikke mere end at en helt klar og sammenhængende sensibilitet emmer fra rillerne. En skramlende, teknisk dygtigt udført og viltert knopskydende, eksperimenterende tilgang til materialet, der er lige så melodiøst righoldigt som uforudsigeligt knækket.

Hvis man før har stiftet bekendtskab med Yoyooyoy, vil det overvejende være en gensynets glæde, der venter en, idet Führers lyd i den grad er betegnende for alt, han har været med i, og således også umiskendeligt gennemsyrer Obligatorisk Undervisning – hvad enten der er tale om de korte, skinnende guitarfigurer, som han og Anders Meldgaard (Frisk Frugt) perfektionerede i Kirsten Ketsjer, hvirvlende lo-fi-minimalisme eller harske, obsternasige støjeksperimenter.
Alt dette og betragteligt mere er at finde på pladen, der dog først og fremmest har fokus på sangene eller i hvert fald det overvejende melodiske.

Det står klart allerede fra første skæring, ”Lavet af ler” – en art obskur generationshymne, der vel handler om ungdom og overmod og starter med et vidunderligt blæser-/korstykke, der vækker mindelser om Terry Riley og Don Cherrys sublime samarbejde i starten af 70’erne. Og da Führer er notorisk minimalismefan kunne det nemt have fortsat sådan, men så enkelt er det naturligvis ikke: I stedet klippes der brat til en solbeskinnet, naivistiskt sang, der også lige når at foretage et abrupt skift fra hoppende melodiøsitet til tung drone, tilsat simple guitarfigurer, klaprende percussion og blæsere.

Der refereres faktisk direkte til Don Cherry på ”Don og Alejandro”, der er en anelsesfuld og mørk hyldest til ham og Jodorowskys soundtrack til kultklassikeren ”The Holy Mountain” med sejt twangede elguitarer over et cirkulært akustisk riff, snublende klavertoner og samplede, åndende kor. Et kort, godt og stemningsfuldt nummer, der dog får pludseligt energisk og melodisk baghjul fra pladens store popsang: Den komplet henkastet fremførte ”The Ham”, der bæres af en enkel, gentagende melodi, sunget skævt og soldovent, og som udbygges til ren beruselse med cirkusorgel, blæsere, doo-wop-kor og skærende støjflader, der inddampes til en tæt smøre af toner, inden den falder ganske fra hinanden mod slutningen.

Titelnummeret, med tekst af Tor Ulven, præsenterer den skramlede minimalisme i fuldt, rundtosset flor: Endnu en helt enkel, ensrettet melodi, der over en hektisk bund af toner og slag i ren ivrighed nærmest faseforskyder til et svimmelt, medrivende klimaks med den gradvise tilføjelse af flere og flere elementer.

Helt anderledes skrabet er ”Little Red Riding Hood pt. II”, et cover fra Robert Wyatts ”Rock Bottom”, der sætter skærende monokrome og næsten shoegazede guitar- og violinflader i stedet for Wyatts subtile blæserkomposition, og som i høj grad lykkes, fordi der i det hele taget fornemmes et slægtskab imellem Andreas Führers eklektiske eksperimentalpop og Wyatts særprægede blanding af dadaistiske fjolletekster, udefinerbar melankoli og jazzede artpop-kompositioner.
Den rullestolsbundne Wyatt, der måske med undtagelse af Kevin Ayers er den britiske Canterbury-scenes fremmeste personlighed, har siden slutningen af 60’erne været en absolut ikonisk figur, der altid eksisterer i sit helt eget småpsykedeliske univers. Et univers der ganske vist ikke er Andreas Führers, for dertil er hans orkestreringer for skrabede, hans eksperimenter for skrappe og hans melodier for simplistiske. Men det skævt egensindige og den hårdnakkede benægten af misforholdet mellem pop og eksperiment har de tilfælles.

Hør blot ”Deal With the Devil”; en blodig, tænderskærende sammenbidt western-hymne tilsat ildevarslende marimba og industrielle Cabaret Voltaire’ske synthstød og en freejazzet saxofon, der efter momenter af kordreven, storslået himmelsk opstigen ender med at disintegreres komplet til rå, pulserende elektricitet. Dette, pladens allermest kværnende og insisterende smadrede nummer, efterfølges med al selvfølgelighed af “Stribet glat stribet”. Et flimrende smukt og repetitivt stykke akustisk fingerpicking, der ud over at vise, hvor dygtig en guitarist Führer egentlig er (og at han har læst Deleuze), udvikler sig fra komplet luftighed til sammenstyrtet fortætning blot igennem temposkift og koncentrationen af toner.
I det hele taget er pladens sidste tredjedel den mest afdæmpede, hvis man lige ser bort fra den skrigende, støjende indledning til ”Well That Went Not Well”, der ellers er et af pladens reneste popøjeblikke med smukke guitarfigurer og fløjten og et orgel, der lader sangen vokse sig stor og færdig.

Obligatorisk Undervisning er en plade, som både er benådet med et skarpt og uanstrengt popøre, men som lige så uforceret opløser al sin melodiøsitet til kubistiske, repetitive mønstre eller blot ren støj. Ikke som om numrene når en indre, logisk konklusion, der må udfries i sammenbrud og rabalder, men nærmere som om numrene og deres som oftest simplistiske grundelementer betragtes indefra, udholdes i strakt arm og pludselig kan omvendes, spejles og tvinges til at foretage uventede spring og retningsskift eller ganske enkelt implodere, når elementerne umærkeligt er gledet for langt fra hinanden til at hænge sammen.

Selv på numre som ”Let” eller ”I morgen bliver det regnvejr”, der begge på det nærmeste kun lige når at præsentere sig selv, og for førstnævntes vedkommende på blot 13 sekunder, virker det ikke – som det ved første lyt ellers kunne tage sig ud – som skitser. Det er mere noget med at stå i en strøm af musik, der kan bevæge sig i hvilken som helst retning, afstikke en kurs, gå tilbage i egne fodspor, flytte sig på ny, betragte musikken fra en anden position, gå videre. Således fremstår pladen som et sted midt imellem en opsamling og en egentlig gennemkomponeret plade, der frembringer billeder i et mangesidet spejlende og tværsnitligt musikalsk rum, hvor kompositioner kan blive til mulige kompositioner og til kompositioner igen.

Først og fremmest er Obligatorisk Undervisning en plade der sgu vil noget, og det er vel egentlig den varmeste anbefaling, der gives kan.

★★★★★☆

2 kommentarer

Deltag i debat