Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2011

Årets plader 2011
Skrevet af Signe Palsøe

Undertoner har været ved stemmeurnen og er nu klar med listerne over de mest suveræne danske og udenlandske udgivelser i 2011. Se dem her, og få samtidig et tilbageblik på det forgangne musikår.

[wide]Årets plader 2011[/wide]Har Roskilde Festival mistet pusten? Har dagbladenes musikredaktioner tabt terræn? Er det rimeligt, at Koda afkræver samme afgift fra frivillige musikbloggere som fra etablerede musiksites med en stabil indkomst? Hvor alvorligt er det at sample andres musik uden en ordentlig tilladelse? Og kan jeg ikke bare få lov til at nørkle med min musik uden at skulle bekymre mig om al denne bureaukratiske udenomssnak?

2011 var i sandhed et år, hvor musikkens udfoldelsesrammer, magtforhold og tilgængelighed herhjemme blev diskuteret i lige så høj grad som musikken selv. Flere gange blev der ført verbal skyttegravskrig mellem dagbladenes musikanmeldere. Politikens Erik Jensen og Berlingskes Thomas Søie Hansen var ikke imponerede over Roskilde Festivals bookinger, der blev beskyldt for at være for smalle, ikke samlende nok og tydeligvis foretaget med et ønske om at tilfredsstille et alt for perifert publikum med en obskur musiksmag. Ved den modsatte front anførte Informations Ralf Christensen slagets gang, og ud over ros til Roskilde Festivals visionære program blev der også plads til senere at sætte spørgsmålstegn ved dagbladenes musikanmelderes tilgang til faget og musikken i en branche, der i de forgangne par år har fået mange markante nye spillere i en række toneangivende musikblogs.

Roskilde Festival selv meldte ud, at de ikke ønskede fortsat at være en fest for de store masser, men med den kommende festivals bookinger af Bruce Springsteen og Björk kan vi jo – når alt kommer til alt – nok forvente os en Roskilde Festival, der ikke er stort anderledes, end den plejer at være. Til gengæld ledte efterdønningerne af Roskilde-stridighederne over i en anden debat. Omtrent samtidig med at Ralf Christensen tog musikjournalistikkens magtforhold op til diskussion, henvendte Koda sig til bloggen Wonders Make Joy. Foreningen mente, at også mindre musikblogs med op til 10.000 streaminger eller downloads måtte betale en afgift for den danske musik, de gjorde tilgængelig – også selvom der var givet grønt lys fra de pågældende musikere. Al adgangsgiven til gratis musik kan betegnes som PR, lød argumentet, og et sted måtte musikerne få deres indkomst fra. Muligheden for at gøre Koda-kunstneres musik tilgængelig gennem blogs er siden blevet lettet af et legat fra streaming-servicen Wimp. Det er dog lukket land for sider med over 10.000 månedlige streams eller downloads, og bloggerne har plæderet for, at papirarbejdet med at få tilladelserne i orden afskrækker unge mennesker fra at opstarte nye sites.

Oven i kampen faldt dommen i Danmarks første retssag om sampling sted, og den var overraskende hård: 747.143 kr. plus moms og sagsomkostninger kostede det Djuma Soundsystem at bruge et 10 sekunder langt sample af Attila Engins “Turkish Showbiz”. Efteråret bød med andre ord på nogle skarpe opridsninger af grænser inden for deling og brug af musik – en strid, vi måske kommer til at høre mere til i 2012, eftersom Koda endnu søger at finde en metode til at opkræve afgifter for streams via Youtube.

Ikke overraskende var der i 2011 da også talrige eksempler på kunstnere, som søgte at undgå alle problematikker med ophavsret ved slet og ret at gøre deres materiale frit tilgængeligt for alle og samtidig give afkald på det indkomstgrundlag, som Koda eller et digitalt musiksalg ville kunne sikre dem. Herhjemme barslede Larsen & Furious Jane med deres længe ventede opfølger til 2008-favoritten Zen Sucker – den selvudgivne Dolly, der i første omgang udelukkende kunne hentes digitalt og ganske gratis fra bandets hjemmeside. Endnu længere gik det danske pladeselskab Father Figure, der i efteråret så dagens lys. Selskabet vil udelukkende udgive musik under en creative commons-licens, og dermed kan alle og enhver frit downloade, remixe, sample og videreformidle musikken.

På den anden side af Atlanten valgte de hypede Odd Future Wolf Gang Kill Them Alls Frank Ocean efter en disput med sit pladeselskab Def Jam ligeledes selv at udgive sit første mixtape, Nostalgia, Ultra., og at gøre det frit tilgængeligt for alle. En udgivelse, der i kvalitet overgik debutalbummet fra ulveflokkens frontfigur, Tyler, the Creator, og hvis opfindsomme og intelligente r’n’b faldt helt i tråd med en af årets mest markante musikalske tendenser.

Hvor 2010 markerede sig ved en række usædvanligt stærke popudgivelser fra kunstnere som Kanye West, Janelle Monáe og Big Boi, der fik selv de største indie-feinschmeckere blandt anmeldere og publikum til at overgive sig til de r’n’b-influerede, polerede pladers uforskammet fængende melodier og hooks, er det her et år senere en anderledes alvorlig version af genren, der for alvor har fået opmærksomhed. I februar debuterede James Blake med et dystert, nedbarberet soul- og elektronikalbum, der måske ikke er decideret symptomatisk for den r’n’b, der er udkommet i 2011, men som i sin lyd har et træk, der går igen hos mange af bølgens kunstnere: en nedtrykt og eftertænksom lyd, som i modsætning til traditionel r’n’b i højere grad vil have lytteren til at skue indad end lede ham over i de svedige lagner. Førnævnte Frank Ocean, Drake, How to Dress Well, The Weeknd og Wise Blood har således været nogle af de mest feterede navne hos et publikum, hvis standardbemærkning i år må have været: »Jeg er ellers ikke normalt til r’n’b, men…«

Naturligvis har 2011 også budt på mere traditionelle Undertoner-favoritter, og herhjemme har især pladeselskabet Tambourhinoceros udmærket sig i disciplinen ‘indie’. Det relativt nyetablerede selskab kom allerede med sine første udgivelser i slutningen af 2010, men landede først for alvor i dansk såvel som internationalt søgelys med udgivelsen af Iceages debutalbum, New Brigade, for temmelig præcist ét år siden. Inden da havde dansk punk ganske vist haft en mindre revival med navne som De høje hæle og Cola Freaks, men ingen havde præsenteret den smadrede, desillusionerede og apatiske postpunk og no wave, som de fire danske teenagere kværnede sig helt ind på Pitchforks årsliste med. I alt står Tambourhinoceros bag hele tre af de fire højst placerede udgivelser på Undertoners danske årsliste, og havde det ikke været for et indbrud i selskabets Moono-studie, der i efteråret kostede dem det meste af deres udstyr og efterlod et tomt hul på en halv million kroner og en usikker fremtidsudsigt, havde det været let at udråbe 2011 til Tambourhinoceros’ år. Forhåbentlig kommer begivenheden ikke til at påvirke selskabet og dets kunstnere i højere grad, end at de kan præsentere os for lige så spændende musik i 2012.

I internationalt indie-regi skærpede Real Estate den knasende, nostalgiske pop, der for et par år siden gjorde dem til en central spiller på dengang spirende scene for hypnagogic pop, chillwave og lo-fi-pop. I dag er deres lyd mindre svæverisk og ridset, og pladen Days blev her på siden udnævnt til en af årets mest vellykkede indiepop-plader. I samme boldgade har John Maus’ formørkede fremtidspop, Girls’ opdaterede 60’er-lyd og Kurt Viles nu mere håndfaste folkrock udviklet sig i retninger, der har givet deres nyeste udgivelser særdeles positiv omtale og gjort dem til nogle af årets favoritter blandt Undertoners skribenter.

Det er dog ikke dem, der træder i øjnene, når man lader blikket løbe ned over Undertoners liste over de bedste albums fra det forgangne år. Nærmere er det de plader, der ikke er blevet plads til, som glimrer ved deres fravær. I den mere voksne kategori har PJ Harvey og Destroyer ganske vist ikke kunnet fravristes æren for deres bundsolide rockalbums, men hverken Radiohead, Björk eller Bon Iver – der ellers topper Pitchforks såvel som Soundvenues årslister – har fået nok goodwill fra Undertoner-redaktionen til at blive repræsenteret, og heller ikke den bredt anerkendte James Blake er der blevet plads til. Derimod har ambient og neoklassisk et usædvanligt fast tag i vores udenlandske liste med ikke mindre end fire repræsentanter. Måske en overraskelse – men trods alt et endog meget passende resultat for et år, der var præget af opmærksomhed til de små mediers specifikke profiler og nicher.

Skribenter, der deltog i sammensætningen af årslisten (klik på deres profil og se de individuelle lister): Kim Elgaard Andersen, Mikkel Arre, Lise Christensen, Camilla Grausen, Maja Hirani, Lasse Dahl Langbak, Anna Møller, Signe Palsøe, Rasmus Riiskjær, Martin Thimes

Årets bedste danske plader 2011

1. Thulebasen: Gate 5
2. Larsen & Furious Jane: Dolly
3. Iceage: New Brigade
4. The New Spring: s.t.
5. Causa Sui: Pewt’r Sessions vol. 2
6. Papir: Stundum
7. Malk de Koijn: Toback to the Fromtime
8. The Raveonettes: Raven in the Grave
9. Trepac: Fatamorgana
10. Hymns From Nineveh: s.t.

Årets bedste udenlandske plader 2011

1. Real Estate: Days
2. PJ Harvey: Let England Shake
3. Nils Frahm: Felt
4. Destroyer: Kaputt
5. Shabazz Palaces: Black Up
6. Tune-Yards: W H O K I L L
7. Kurt Vile: Smoke Ring for My Halo
8. Tim Hecker: Ravedeath, 1972
9. Hauschka: Salon des amateurs
10. Kode 9 & the Spaceape: Black Sun
11. Panda Bear: Tomboy
12. Future Islands: On the Water
13. A Winged Victory for the Sullen: s.t.
14. Girls: Father, Son, Holy Ghost
15. Kendrick Lamar: Section.80
15. Wild Beasts: Smother
17. Evidence: Cats & Dogs
18. The Weeknd: House of Balloons
19. Canon Blue: Rumspringa
20. The Psychic Paramount: II

 

12 kommentarer

Deltag i debat