Plader

Big Bombastic Collective: Refug

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Galskaben tøjles en smule mere på den skandinaviske sektets andet album, der dog stadig byder på legesyge, melankolske melodier og bandets kendetegnende råbekor.

Der er gået knap seks år, siden den skandinaviske sekstet Big Bombastic Collective debuterede med albummet Diamonds, som på løssluppen vis kombinerede jazz, indie og postrock til en intens atmosfære, som emmede af spilleglæde og legesyge. Debuten blev i foråret 2007 nomineret til Danish Music Awards, og her på Undertoner var vi også så glade for albummet, at det opnåede en tiendeplads på vores liste over de bedste danske albums i 2006.

Året 2012 er kun lige begyndt, så om Refug opnår en plads på dette års liste, er derfor endnu svært at sige. Noget, der dog med det samme står klart ved lytningen af Refug, er, at lyden er blevet bedre siden Diamonds, og at fornemmelsen af et album indspillet live i et køkken, til tider påvirket af alkohol, er væk. På Diamonds blev denne tone til tider for meget, men kammeratskabet og manglen på stramhed var absolut også charmerende og ikke mindst forfriskende på den danske scene.

Med den nye lyd er der noget mere velkendt over Big Bombastic Collective, noget som er hørt i samme dur med afsæt i danske Crunchy Frog eller svenske Tambourine Studios. Og den skandinaviske bredde til trods lyder Big Bombastic Collective nok mest af alt svensk. Eller rettere skånsk. På Refug er der skåret mere ind til benet: Numrene er blevet strammet op, og der er helt sikkert blevet komponeret mere, end der er blevet jammet, når sangene skulle i hus.

Til trods for det lidt mere polerede og forudsigelige er Refug ganske fornøjeligt det meste af vejen, og spilleglæden er stadig intakt. Heldigvis. Fra den instrumentale åbner, “JB”, som med surf-attitude og tempofyldte guitarer og trommer tilsat bandets signatur – råbekoret – åbner fantastisk. Det tempo kommer dog aldrig tilbage senere på Refug (koret er til gengæld yderst potent i den korte “Universum”), som faktisk virker lidt spøjst disponeret med en vis træthed til sidst på albummet med nogle langsomme, tøvende numre.

Melankolien skrues der til gengæld fint op for med numre som “Himalaya”, “Mina fötter” og “Sommaren ’97”. Her præsenterer Big Bombastic Collective powerpop, slackerrock og eksperimenterende indie. Men efter albummets sidste nummer må det også indrømmes, at der er en form for melodisk genbrug de tre numre igennem. Og at meget af afslutningsnummeret med sine breaks og tøvende pauser lukker det hele af lidt for stille.

Det skyldes også, at der er en så meget mere intens fornemmelse over albummet tidligere. Titelnummeret er en funky sag med både bas, guitar og håndklap lige efter 70’er-bogen. Det er omkvædets svenske kor til gengæld ikke, og det er både frisk og overraskende, når det når falsetspiralen. “Ha det bra” er herligt bob hund-fjollet, og der er da også klar inspiration fra de skånske tosser flere steder på albummet end bare her. Men plagierende bliver det heldigvis aldrig rigtigt.

Lidt tomgang finder man i albummets instrumentale numre. Både “Terminal saker” og “Vignetten” står på henholdsvis en larmende og mere stille måde ganske i stampe, mens man som lytter egentlig bare sidder og venter på, at næste nummer starter. Men Refugs overordnede charme og originalitet er ved endt lytning intakt. Og det er smilet også, om end det føles en smule melankolsk i den ene mundvig.

★★★★☆☆

Deltag i debat