Plader

David Lynch: Crazy Clown Time

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Det er et underligt fænomen, når nulevende kunstneres udtryk gøres til et adjektiv i sig selv, men det er alligevel tilfældet med den lynchanske Lynch. Havde det været enhver anden kunstner, som blev beskrevet som lynchansk, ville det være et adelsmærke, men når det gives til manden selv, får det en vis reaktionær klang. Det eneste mere underlige er albummet selv.

Siden David Lynch i 2009 debuterede som en slags musiker på Dangermouse/Sparklehorse-samarbejdet Dark Night of the Soul, har det ligget i luften, at der var mere at komme efter. På den ene side var det logisk nok; musikken har altid været en stor del af Lynchs oeuvre, og film som “Inland Empire”, “Fire Walk With Me” eller “Lost Highway” har alle soundtracks med så dekadente og hjemsøgende sange, at de kan tjene som fast inventar til fester, hvor man ønsker en bestemt stemning – en sexet aroma med et snert af melankoli – en lynchansk ambiens. På den anden side har musikhistorien budt på en del (ingen nævnt, ingen glemt) kunstnere fra forskellige ikke-musikalske felter, som pludselig har indset, at deres kunst transcenderede nogen så ordinært som medie – og et ofte dilettantisk resultat har plaget publikum.

Der er imidlertid godt nyt for fanbasen; Crazy Clown Time indeholder en stor del af de elementer, Lynch og Angelo Bandalamenti, som er et besøg værd i sig selv, fremadskridende har udviklet siden “Blue Velvet”. Numrene er lange og indeholder signaturen: dybe basgange, sløve guitarriff, susende trommer med langstrakte pulserende bækkenslag, underlige rungende vokaler –  alt sammen en del af en teatralsk ophøjethed, der peger tilbage på det illusoriske i at lytte til optaget musik (‘No hay banda’ – der er intet band, som en person i “Mulholland Drive” siger). Det nye er, at Lynch er genfødt som fuldblods-elektrofreak. Det viste sig allerede på den første single, ”Good Day Today”, der straks tiltrak sig Pitchforks opmærksomhed. ”Good Day Today” er et overraskende naivt dance-nummer, der med elementer som umotiverede maskingeværsalver og Lynchs stemme iført skinger autotuner virkede som en joke.

Og Lynchs vokal er også den primære stopklods under gennemlytningen af et ellers helstøbt og filmisk album. Nogle steder tilpas mystisk, andre steder synes det, som om masken overskygger manden; selvpåført læspen, ulden mund, pivestemme og hæshed. Disse lidelser har deres hånlige navne, fordi de i bund og grund er fejl – de gør det sværere for lytteren at fokusere på ordene, og i Lynchs tilfælde lyder de ikke af charmerende idiosynkrasier, men af fortænkt kunstnerisk intervention. Titelnummeret ”Crazy Clown Time” er måske kulminationen på det teatralske, hvor Lynch som en anden Pennywise piber »It’s crazy clown time!« (afficinados vil genkende en svag reference til ekstramaterialet på “Blue Velvet”) med kvindelig stønnen som baggrund. Hvis man ikke har en patologisk angst for klovne (wiki-bonusinfo: lat. coulrophobia), er der her ikke meget at gnave i.

Men når han nøjes med rumklang og dykker ned i de mørke blues-agtige trancetilstande, er der skønhedspletter spredt med gavmild hånd. ”Movin’ on” er en personlig favorit, hvor en støvet elguitar med djævelsk præcision slår en mættet stemning an, der er mere smuk end dyster – og den er ellers ret dyster. Eller det køligt krystallinske ”She Rise Up”, der lyder af Laurie Anderson eller Brian Eno og straks opbløder kroppens spændte muskelstrenge.

Ligesom filmene, hvis paradoksale opbygninger ofte destruerer narrativer, undgår sangteksterne også at referere til én sammenhængende historie og er i stedet stemningsbeskrivende fragmenter med et omfattende persongalleri, der introduceres og udbygges i løbet af albummet. Man finder sådan set ikke ud af, hvem Sally, Diddi, Pinky, Suzie, Jimmy og alle de andre er – de er i højere grad meningsbærende enheder i sig selv, hvor navnet plus en handling eller egenskab på bedste semiologiske vis associeres og bliver til et tegn. Det er et personligt projekt at arbejde sig ind i, hvad de forskellige størrelser betyder for den individuelle lytter – og det er måske en central pointe, at individet selv må finde sin egen fortolkning. Ellers er der også her et spænd i kvalitet, hvor det afslutningsvis føles passende at citere bundskraberen ”Speed Roadster”: »I know you fucked Al / He’s supposed to be my pal.«

Det er et underligt fænomen, når nulevende kunstneres udtryk gøres til et adjektiv i sig selv, men det er alligevel tilfældet med den lynchanske Lynch. Havde det været enhver anden kunstner, som blev beskrevet som lynchansk (jeg har i sin tid set det brugt bl.a. om The Knife), ville det være et adelsmærke, men når det gives til mandens selv, får det en hvis reaktionær klang. David Lynch har skabt et album, der refererer til hans eget univers. Havde man håbet på mere, har man håbet forgæves.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Fin anmeldelse, ville dog selv have givet albummet højere karakter. Synes vel det er fair nok, at man får et album som referer til hans eget univers – ved ikke hvem der ville forvente andet. Super med lidt ekstra info omkring bonusmaterialet på Blue Velvet – det skal helt sikkert tjekkes ud. En lille slutbemærkning: synes godt nok at i her på sitet er blevet en smule nærige med at uddele gode anmeldelser..fint nok at være kritisk, men hver gang jeg finder et nyt fremragende album, giver i enten 2 eller 3 u’er. Æv. Men musik er jo dejlig subjektivt selvfølgelig :-)

Deltag i debat