Plader

Diagrams: Black Light

Skrevet af Mikkel Arre

Efter at have forladt bandet Tunng har Sam Genders startet en slags soloprojekt. Her er der mere energi og nærvær i musikken, men det gælder desværre ikke Genders’ egen vokal, og det skygger for Black Lights kvaliteter.

Sam Genders og Mike Lindsay nåede kun lige at udsende deres første album under navnet Tunng, før forsanger Genders satte sin deltagelse i bero. Hans sarte stemmeføring svarede til hans sind, og tanken om at optræde med Tunng huede ham ikke. Lindsay hentede andre folk ind i bandet, og Genders krydsede lidt frem og tilbage mellem at være passivt og aktivt medlem. Under arbejdet med bandets tredje album, Good Arrows, kom han for alvor tilbage til gruppen og var også en del af den heftige turnéaktivitet. Men når man så sekstetten, f.eks. på Roskilde Festival i 2007, virkede Genders ikke udelt begejstret for situationen.

Noget chok var det derfor ikke, at han forlod bandet inden dets seneste album. At hans nye projekt, Diagrams, er mere direkte og opløftende i sit udtryk, end Tunng nogensinde har været, er derimod lidt af en overraskelse. Live består Diagrams af op til ni medlemmer, og debutalbummet Black Light har Sam Genders indspillet med en håndfuld samarbejdspartnere, der bl.a. supplerer den ellers ret traditionelle instrumentering med varierede stryger- og hornarrangementer. Ikke desto mindre er Diagrams mest af alt et soloprojekt, og Genders’ blide stemme er i centrum stort set hele vejen.

Der bobler en utvetydig glæde gennem musikken på Black Light. Melodierne går hovedsageligt i dur, rytmerne hopper let og muntert, og der er en ganske smittende energi i det organiske udtryk. Hvad enten der er tale om kæk indiepop som i det catchy “Tall Buildings”, Tunng-lignende folkpop i det glimrende “Night All Night” eller om titelnummerets (måske lige rigeligt kridhvide) genopfriskning af Paul Simons afrobeat-inspirerede sangskrivning, er humøret svært at stå for.

Også teksterne fortæller en opmuntrende historie. Efter at åbningsnummeret “Ghost Lit” har beskrevet et kuldsejlet parforhold og pointeret, at »we are killing ourselves with the softest smiles«, finder Genders, efterhånden som pladen skrider frem, både ro og magi i tosomheden. I “Mills” betror han sin partner, at han nu endelig tør tale om sin tvivl og usikkerhed, og i “Animals” bliver den gentagede linje »I never believed in love till now« nærmest til et mantra.

At denne fine passage bliver fulgt af det alt for lange “Peninsula”, er dog desværre ret betegnende for Black Light. Der er mange gode momenter – især hvis man har en forkærlighed for cirklende, repetitive melodier a la dem, Genders skrev til Tunng – men helheden løfter sig aldrig fuldt ud. Det skyldes til dels, at albummets fem sidste sange ikke rummer samme iørefaldende kvaliteter som de første fem, men årsagen er især, at Diagrams-bagmandens stemme for sjældent brænder rigtigt igennem.

Han synger luftigt og tilbageholdt, hvilket passede fint til de lavmælte Tunng-numre, der gav plads til vokalnuancerne, men her virker han lidt for vag. I “Appetite” er både det kombinerede guitar-/horn-grundriff og strejfene af psykedelisk folk vellykkede, men nummeret afspores af, at vokalen i omkvædet flyder helt ud og er poleret glat for al personlighed. Samme overdrevne finpudsning og doubletracking præger Genders’ stemme på flere numre, og det har paradoksalt nok den virkning, at den øgede selvsikkerhed og livsglæde, som både musikken og Genders’ ord vidner om, er svær at mærke i vokalen.

Et godt stykke hen ad vejen er Black Light en fin indiepopplade, der klinger af forår og tro på kærligheden. Den savner bare lidt nærvær. Og det er en skam, fordi der ellers er en hel del at være glad for.

★★★½☆☆

Deltag i debat