Plader

DJ Food: The Search Engine

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Efter 12 års pause vender Strictly Kev tilbage med et nyt DJ Food-album. Det lykkes dog ikke rigtig Ninja Tune-bagmanden at revitalisere sit udtryk, og The Search Engine ender som lidt af en anakronisme.

Blandt dj’s vil navnet DJ Food måske associere til en serie af beats og breaks fra de tidlige 90’ere, men det nye materiale fra Strictly Kev, der også er en af drivkræfterne bag pladeselskabet Ninja Tune, er anderledes fyldt med lag og vokaler fra en lang række gæster. Særligt en af gæsterne skiller sig ud. Det er The The-forsangeren Matt Johnsons karakteristiske, meget fysiske tenor. Der er tale om et cover af et af hans egne, gamle numre, “GIANT”, og det markerer sig som det mest mindeværdige på pladens første del, hvor der i de fire første nummer anvendes akustiske lyde med brusende og væltende trommer helt fremme i lydbilledet. De elektroniske elementer er her først og fremmest nogle lidt tamme synth-figurer; en af dem, der lyder som en blues-rundgang på en el-guitar, tager prisen for den mest øretæveindbydende lyd. Denne del af pladen er vattet og poppet uden nogen steder at blive fængende og vedkommende. Selv vanvittigt groovy trommer og enkle vokalharmonier kan ikke redde sangene.

Så sker der pludselig noget. Umærkeligt kommer en afsindigt ond bas frem mellem de gyseragtige lyse og repetitive toner i “Sentinel (Shadow Guard) feat. DK”. Den tunge bas får følgeskab af hamrende trommer og en massiv opdækning fra diverse percussions, men heldigvis først efter et minuts tid, så den lange synth-intro rigtig forløses. De energiske rytmer præger kompositionen og erstattes af spage tangenter til slut. Her undrer jeg mig dog en smule over valget vedrørende de forskellige numres længde. Hvorfor prioriteres der, som der gør? I nummeret, hvor Matt Johnson sang med, var der tale om en otte et halvt minut lang sag, mens den mere instrumentale og industrielle dystre energi i “Sentinel” kun får halvt så lang tid. Dette træk virker en smule kikset, fordi numrenes potentielle energiske udladninger sjældent forløses, og man føler ofte, at numrene enten er alt for korte, når de er fede, og omvendt alt for lange, når de ikke holder.

“Sentinel” og “Prey” er del af samme komposition, men delt ud i to skæringer. Idéen matches desværre ikke af kompositionernes kvalitet. JG Thirlwells optræder på “Prey” med en slæbende og hæs vokal, der desværre ikke kommer i nærheden af trommernes eller synthbassens volume og derfor mest bemærkes som en baggrundseffekt. Der “synges” i en droneagtig form, der virker mere som et sample end som en regulær gæsteoptræden.

Det generelle indtryk er, at DJ Food ikke er i stand til at revitalisere eller generobre den formåen, der gav projektet stor anerkendelse og udbredelse i 90’erne. The Search Engine føles derfor en smule anakronistisk, og når man tager in mente, at det er 12 år siden, der sidst kom et fuldlængde-udspil, så giver pladen så meget desto mere udtryk af at være et sammenskrab af ufærdige produktioner og et afkog af fortidig æstetik.

Spændende og lækkert bliver det dog i albummets sidste fire numre, hvor især det 11 minutter lange “Magpie Music feat. 2econd Class Citizen” formår at udfolde den stil, som de første numre kørte i. De brusende og skrabede producerede drum’n’bass-trommer og afdæmpede tangent-passager, der lyder som gyser-soundtracks, fungerer endelig godt og dynamisk sammen. Ligeså gør den ni minutter lange “A Trick of the Ear”, men fælles for de lidt over 55 minutter er fraværet af fængende melodier, klange og brudflader. Jovist, der er mange fine tekniske finesser og interessante opbygninger, men DJ Food virker ikke som den rette til at føre os videre rundt omkring i den elektroniske musikverden i dette årti. Jeg vil hellere anbefale folk, der er glade for Ninja Tunes lyd og kunstnere at gå på opdagelse i det store korpus, der allerede er udgivet, for The Search Engine er ikke det bedste sted at starte.

★★★☆☆☆

Deltag i debat