Plader

Git: Imagination

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Hovedproblemet med Imagination er nok, at der mangler rappere, og at der er for mange koklokker og gamle soulstemmer fra fortiden.

Imagination er fed hiphop/lounge, der er egnet til fans af instrumental hiphop og Raekwons, J Dillas, Mos Defs, MF Dooms, Jay-Z’s og The Roots’ gamle plader. Albummet er en rodebutik fyldt med beats til trommeelskere og -nørder, et væld af underliggende vokalsamples, få chillede soul-fragmenter, enkel rap, tangenter af den gamle skole og masser af percussion. Det er blødt, funky og dog kun rigtig fedt en gang imellem. De fleste numre lyder lidt for meget som baggrundsmusik, fordi stemningen og dynamikken er lidt død i det. Afstikkere til funky house og en lyd a la Anti-Pop Consortium efter deres gendannelse i 2007 virker spændende og godt, men skærper samtidig opmærksomheden på den eklekticisme og det manglende overblik, som skinner igennem på samtlige numre. Et eksempel på det sidste er det lidt enerverende nummer “Space Out (feat. Future Robot Monster)”. Det er godt håndværk, men på enkelte numre bliver de samme gentagelser af gamle funk/soul klichéer og det store opbud af percussion og mange lag simpelthen en smulende kvalmende. Git kan overraske og outshine de fleste i at producere fed hiphop, men han har stadig til gode at skabe et konsistent og gennemtænkt værk.

Git er fra Staten Island og kommer dermed fra samme sted som forbillederne Wu-Tang Clan. Git elsker trommer, og det er dem, der løber med langt størstedelen af hans opmærksomhed, men især bassen ligger også lige i skabet på mange af skæringerne. “If You Just Make Love to Me” og “Destroy (feat. Distrakt)” er begge gode eksempler på et fedt sammenspil mellem trommer og bas. På sidstnævnte leverer Distrakt fede rim i et stramt flow, og man sidder med en lidt skuffet følelse af, at ‘hvor ville dette dog være federe, hvis det var et regulært hiphop-album i stedet’. Git er derfor lidt at sammenligne med producer som The Alchemist (produceret for bl.a. Evidence, Moob Deep, Curren$y, Oh No, Eminem og Fashawn), der på samme måde mestrer oldschool dj-teknik, men ikke særlig ofte rammer de fedeste melodier og – sagt på en anden måde – står i et afhængighedsforhold til en dygtig rapper. Det er nok hovedproblemet ved Imagination, at der mangler rappere, og at der er for mange koklokker og gamle soulstemmer fra fortiden. Hvis man dæmper den kritiske tilgang og holder sin indre anmelderdæmon lidt i tømmerne, må man sande, at pladen trods alt er en samling rigtig gode beats, der gør sig godt som mixtape og som afslappende baggrundsmusik, der ikke gør nogen fortræd.

“If You Just Make Love to Me” markerer et kunstnerisk højdepunkt på pladen og bidrager samtidig til verdens lykke med et rart og poppet ‘fløjt med’-stykke. Bassen peaker i sine lyser toner, rytmerne er afdæmpede, og der er ikke helt så mange percussions, som der sommetider er på pladen. Håndklap og fløjten giver produktionen en varm og menneskelig kvalitet. Det er i sandhed et feel good-nummer, men det er hverken et hit eller stor kunst. Forskellen mellem nummer to og nummer tre på pladen er så signifikant, at det vækker undren, at de er placeret efter hinanden. Fra den dovne og organiske lounge til den sære og mere elektroniske “Did Your Something” er der et godt stykke, men begge numre sparker røv på hver sin måde og i hvert sit kontinent. Til tider lyder det lidt for meget som MF Doom med de mange tegnefilmsagtige vokalfragmenter i funky og soulede klædedragter.

Et andet nummer som “Dreamz” kan opfattes som et eksempel på samme tendens: At produktionen overfyldes af en dj-nørds yndlingslyde tilsat et soul-omkvæd, og at der derfor ikke opstår en personlig og selvstændig kunstnerisk manifestation. Nummeret efter fortsættes der i noget, der lyder som Jazzmatazz med alt for mange koklokker og alt for få selvstændige ideer.

Et andet sært nummer er “Higher (feat. Big Brooklyn Red)”, der starter med en upspeeded reference til Grandmaster Flashs hiphopklassiker “The Jungle”. Derefter hamres der af sted i funk/hippie-stil. Orglet og klokkerne, den bløde soulstemme og den nærmest epileptiske brug af rhodes bliver her for meget, og her burde den store opmærksomhed på bassen i de mange andre numre genoplives med en stinkefed basgang; det sker dog ikke, og nummeret fortoner sig i glemslens og rusens forvirringer.

En af de vildeste afstikkere er nummeret “Loose it”, der eksemplificerer, så enhver kan fornemme det, at house-musik har rødder i funk og disco. Nummeret er desværre alt for kort og står håbløst alene. Det hele er altså en kende useriøst, og derfor bliver det heller ikke til mere end karakteren fire, selvom der er så mange spændende og dejlige ting at lytte til på Imagination.

★★★★☆☆

Deltag i debat