Plader

Idiot Savant: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Tre års indspilninger i Brønshøj (eller deromkring) er blevet til et stemningsmæssigt fint dubtronica-album, der dog leger lidt for sært med smølfevokaler og loungemuzak.

Der er ikke meget info om albummet fra det danske enmandsprojekt Idiot Savant, som er udgivet på det lige så lidt informative Brønshøj Sound Works – i øvrigt selskabets første udgivelse, hvis katalognummeret ellers taler sandt. Næsten så meget mere overraskende er lyden, der ligger gemt bag anonymiteten.

For albummet lyder virkelig ikke som noget, der er kommet ud af en københavnsk forstad. Idiot Savants lyd er mere urban, og det er svært ikke straks at tænke på mørke, regnfulde London og dubstep-relaterede kunstnere som inspiration for Idiot Savant. Men værd at lægge mærke til er ligeså, at Idiot Savants debutalbum er indspillet mellem 2007 og 2010. Måske der var en spirende Idiot Savant, før der var en Burial og en James Blake?

Der er i hvert fald en beslægtethed med disse kunstnere, selvom Idiot Savant også befinder sig i en del andre vande på debutalbummet, som alligevel formår at virke overraskende homogent. Slæbende beats, baglæns synth, guitar og særegne vokaler præger lydbilledet, selvom man efter endt lytning ikke lige husker de mange forskellige vokaler. Men efter et par gennemlyt er det mere og mere netop vokalerne, som musikken står – og falder med.

Det bliver til lidt for magelig fransk loungemusik i kombinationen af vokal, guitar og beats i f.eks. “Binary Blues”, som også læner sig pænt op af James Blakes soulelectronica. Idiot Saviant er dog en del mere akustisk i udtrykket; guitaren er f.eks. ganske tydelig i dette nummer. “Get Up” står til gengæld helt i kontrast med sit industrielle, mørke og repetitive beat og den hjemsøgte soulfulde vokal, der udtryksfuldt tigger og beder.

Sidstnævnte er noget mere spændende end de lidt overfladiske numre som førnævnte “Binary Blues” og også det mere synthprægede “I Lost Myself”, og det er tydeligt de mørkere toner, som klæder Idiot Savants musik bedst. I “Dimension” balancerer vokalen og de subtilt flimrende programmeringer, der minder om Telefon Tel Aviv, perfekt, også selvom vokalen er til den lidt skingre side. “Self-Reliance” har lidt samme flydende, flimrende præg.

Andre steder bliver vokalen tvunget helt ud i det ekstreme og får lov til at præge og overtage flere numre fuldstændigt. De højt pitchede vokaler er desværre på grænsen til det helium-uudholdelige. Det gælder “Copenhagen (interlude)” og “Blame You”, og det er især synd for sidstnævnte, hvor nummeret simpelthen bliver ulytteligt og nærmest for komisk, og det bryder med den alvor, som det meste af albummet ellers bærer.

På den måde er Idiot Savants debutalbum stemningsmæssigt homogent, men der er lidt langt mellem top- og bundniveau. Bedst er den mørkere stemning, lyden af synth og programmeringerne, mens den nogle steder smølfeagtige vokal og tilbagelænede lounge er henholdsvis frygtelig og bare lidt kedelig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat