Plader

Joe Henry: Reverie

Skrevet af Frederik Langkjær

Gennemarbejdede sange og gode melodier, men intet nyt under solen fra Joe Henry på hans 12. album, Reverie.

Genkendelighed, men alligevel ikke kendskab er, hvad rammer én, når man hører Joe Henrys seneste album, Reverie. Pladen indeholder gennemarbejdede sange med gode melodier, der har en vis vellyd, hvilket betegner solid singer/songwriting.

Joe Henry formår imidlertid ikke at bevæge sig væk fra det genkendelige, og når man har en genkendelig lyd, må man lave sublime sange og ikke nøjes med solide. Henry synger nemlig sine sange flot med indlevelse, charme og varme, men det er ikke nok til, at det kommer ind under huden på lytteren. For at dét skal ske, forestiller jeg mig, at lytteren må have et forhold til Henry eller til det enkelte tema, der bliver sunget om.

Herudover er det en lang plade. Den dynamiske udvikling numrene imellem er ikke-eksisterende, hvorfor man efter et stykke tid ikke lægger mærke til, hvornår numrene skifter. Dette sker bl.a. pga. den konsekvente brug af akustisk guitar samt den overordnede akustiske sound med brug af klaver, trommer og bas i visse numre.

Det eneste, der en gang imellem springer én i ørerne, er individuelle præstationer af de forskellige musikere. Det sker f.eks. på åbningsnummeret “Heaven’s Escape”, hvor pianisten og trommeslageren ‘tumler’ rundt på deres instrumenter out of time, hvilket komplementerer sangen ret godt. Det er bl.a. flere af disse detaljer, der kunne have gjort pladen mere spændende.

Den største fejl ved pladen er imidlertid, at den er for lang. Henry kunne ganske enkelt have nøjedes med mellem otte og ti sange, og dermed ville hans budskab stå klarere og sangene ville ikke have flydt sammen. Det nuværende produkt indeholder nogle gode sange, man kan synge med på, og som helt sikkert vil kunne fange nogle. Derfor også et solidt album, men det vil i mange tilfælde møde reaktionen »åh, endnu en mand med en akustisk guitar.«

★★★½☆☆

Deltag i debat