Der er noget forfriskende og umiddelbart over Violeta Violeta vol. 2, der manifesterer sig gennem swingende guitarrytmer og folkrock-melodier, men man må ikke tage fejl af denne udgivelse. De buldrende nordmænd i Kaizers Orchestra leverer notorisk fart over feltet, men trods sin lette indpakning kredser albummet om nogle køligere sider af menneskets sind og handlinger ved at bringe emner som sindslidelser, flugt og magt på banen. Det meste af vejen bæres lydbilledet af rockens fandenivoldskhed, mens den lyriske side vender vrangen ud på den neurotiske adfærd, der beskrives på albummet.
Violeta Violeta vol. 2 udgør anden del af bandets album-trilogi, der tilsammen danner historien om en far, der kidnapper sin egen datter for derefter at flygte med hende og gemme sig forskellige steder i verden. Barnets moder, Beatrice, er grunden til faderens flugt, fordi hun besidder en unormal klarsynethed, der sætter hende i stand til at leve i en parallel drømmeverden, som han ikke forstår og ikke selv kan få adgang til. Dette piner tilsyneladende faderen så meget, at han med sin datter og benene på nakken tager turen ud i verden. Syv år skal passere, før den paralyserede mor vågner op fra sin dvale og drager ud for at konfrontere sit barns fader i kampen om at få Violeta tilbage. Denne beretning udfoldes på de tre plader, hvoraf den sidste er sat til at udkomme i november 2012.
Pladen indledes med “I eet med verden”, der bliver båret frem af dominerende og rockede riff og med trommerne helt fremme i lydbilledet. Hertil skal lægges den hyppige brug af koklokken, der kun er med til at skabe en mere garagerocket tilstand på nummeret. Kaizers Orchestra er et rockorkester, der egentlig blander mange forskellige lydlige elementer ind i deres kreationer, men på Violeta Violeta vol. 2 finder man særligt en inspiration fra folkverdenen. Dette kan f.eks. høres på “Støv og sand”, der med indførelsen af banjoen og et lettere riff end det, der findes på “I eet med verden”, er med til at repræsentere folklyden. “Tusen dråper regn” efterfølger dog med et riff, der genindfører rocken, og overordnet veksler pladen mellem disse forskellige numre, der enten har folk- eller rocklyden som instrumental grundpille.
Det er påstået, at bandet har været eklektisk omkring volume 2, da de med vilje ville lade pladen være mere rocket end sin forgænger, og det er let at høre. Selv de numre, der indledes stille og tilbagetrukne, udvikler sig til numre, der primært forlader sig på rockens rytmer, hvilket “Far til datter” er et glimrende eksempel på. Den dynamik, der hersker på stort set samtlige numre, har dog en form for excentrisk efterslæb, der konstant ligger og lurer i baggrunden. Hovedgrunden til dette finder man på den lyriske side, som forener det eventyr, der ligger i forældrenes og Violetas rejse, men også i den maniske opførsel, der ligger til grund for det hele.
Kaizers Orchestra får blotlagt mange forskellige følelser gennem dette plade-ridt, og de gør det på en måde, der er vidtrækkende uden at være overfladisk. Et kritikpunkt er, at der ikke er så meget nyt under solen, og lyden er meget genkendelig set i lyset af bandets diskografi. Den karakteristiske skramlede lyd og voluminøse vokal kan godt virke anstrengende i længden, og den til tider ret upolerede lyd presser også lydrammen til et maksimum flere steder. Det er imidlertid det, der gør Kaizers Orchestra så elskværdigt, og set fra det perspektiv leverer de varen ganske godt.
