Plader

No Hay Banda: Wow & Flutter

Skrevet af Lise Christensen

Danske No Hay Banda har med succes taget poppens to komponenter, det dansable og det melodiske, og givet dem hver sin pladehalvdel. Bliver man træt af at feste MGP-style til mørk italodisco, kan man altid blot vende pladen og lytte til afslappende melankoli.

»No hay banda! There is no band. (…) It is all an illusion.«
Sådan lyder de kryptiske ord fra David Lynchs karakter Bondar i filmen Mulholland Drive, mens han fremtryller den ene lyd efter den anden ud af den blå luft.

Den nye danske duo No Hay Banda er derimod på ingen måde et luftig bekendtskab. Bag det spanske udbrud står Louise Tækker, der i 2006 udgav den britrockede Hold Me Up Against the Light Like Money som en del af næsten-pigebandet Lupus, samt  Jonas Linnet, der ellers er at finde hos synth- og electropopgruppen Sterling.

No Hay Bandas første album, Wow & Flutter, er på en gang let tilgængeligt og overdådigt dekoreret. Den musikalske stil lægger sig mere op ad Sterlings synthpop end af Lupus melodiske, men let forglemmelige pop/rock-numre, men uden dog at ligne nogen af dem synderligt. No Hay Banda har lavet en ti numre lang plade, der på første halvdel bider sig fast i dine ører og styrer dine ben for siden på anden halvdel at puste fredsommeligt til din nye piercing.

Første halvdel, Wow, balancerer mellem en tung udgave af 1980’er-synthpop og mørk italodisco. Brugen af synths og tydelige, maskinagtige trommer på f.eks. “Landmines” og “Heartfailures”  lyder som en blanding af Suicides “Surrender” på A Way Of Life (1988), og Sally Shapiros Disco Romance (2006).  Her er Shapiros lillepigevokal dog byttet ud med Tækkers dybe alt.

Wow-delen flirter så hæmningsløst med fest-effekterne, at det er svært at slippe den tanke, at de fem sange hver især har deres Melodi Grand Prix-potentiale. “Landmine” starter med højtidelige synths, der svinger sig opad, indtil de brækker over og falder til (u)ro på et leje af diskotrommer. Pailetter og koordinerede dansemoves ligger lige til det musikalske højreben. “Heartfailures” flirter ligesom I Got You On Tapes seneste albummed autotuneren. Her anvendes den til at skabe en stemning af det unaturlige i den kærlighedsrelation, som jeg-personen oplever. Vindsus understreger både de fysiske og mentale omgivelser: »When the night is dressed in white/ and black with thin ice/ I’ll be dancing with you/ there are a million ways to be right/ and you’re wrong.« Det er en slippery slope, de er ude på. Men lige så håbløs og bidende kold stemningen er i versene, lige så oplivende serveres omkvædet med schwung, electropop og udsagnet »I will never give you up / though you can’t stop causing me heartfailures.«

Udtrykket er dog langt mørkere og kompliceret end f.eks. tonerne hos dette års Melodi Grand Prix-deltager Le Freak og sangen “25 Hours a Day”. “Inventing a Machine” og “The Missing Thing” byder da også på en mere rocket tilgang, hvor numrene bæres frem af elguitar og vibrerende bastoner. Selvom man måske ikke normalt sværger til diskokugle-oplyste rum, er det ikke til at komme udenom, at No Hay Banda byder på fint skårne popsange, der bider sig fast.

Og just som man har fået kridtet danseskoene, skifter pladen karakter. Flutter er den traditionelle partner til dansepoppen, nemlig den melankolske og afdæmpede ballade. Højdepunktet på denne del er den tvetydige “I’ll Be Your Sunset”, der starter som en enkel klaverbåret melodi med en tekst, der er modsvarende tung: »I’ll be your sunset / tonight / just watch me go down / tonight« eller »I’ll wear your thorns just like Christ  / I’ll save your soul from your lies.« Det er kendetegnende for numrene på både Wow og Flutter, at kærlighed og relationer er iscenesat som problematiske. Men hvor Wow har en mere energisk tilgang, er Flutter nærmere kendetegnet ved en tristesse a la Beach House og Elysian Fields intimitet – »This is not a walk in the park« (“Walk in the Park”).

No Hay Banda er et band, der forstår at spille på deres popreferencer. Wow & Flutter kan virke ganske overvældende, kitschet og letbenet ved de første par lyt, men det er ikke til at komme udenom, at det er en velskrevet og iørefaldende plade, som har fortjent mere opmærksomhed, end den formåede at få i 2011.

★★★★½☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

1 kommentar

Skriv et svar

boeger