Plader

Owen: Ghost Town

Skrevet af Pladeklubben

Enmandshæren Owen rammer med dybsindige, forsigtige sange og skæve indfald dybt ind i mavesækken.

Det relativt ubeskrevne amerikanske oneman-band Owen – alter ego for Mike Kinsella, der har spillet i en længere parade af halvsmå bands som Joan of Arc, Cap’n Jazz og American Football – har med sit sjette album, Ghost Town, forhåbentlig taget endnu et lille skridt i retning af bredere anerkendelse.

At Owen blot er en enkelt mand, er nu ikke til at høre på musikken, der er rigt facetteret og langt mere kompleks, end første gennemlytning afslører. Bag trommerne, på guitaren, på bassen og ved mikrofonen finder vi Mike Kinsella – kun på producerens stol har der været hjælp udefra i form af Brian Deck (Iron & Wine) og Neil Strauch (Bonnie ‘Prince’ Billy). I disse sikre hænder formår Owen at levere et usædvanligt nærværende og afdæmpet værk, der konstant frister med detaljer og indfald, som holder lytteren på tæerne, og som bliver ved med at være interessant, længe efter at mange tilsvarende albums for længst er afsøgt i alle afkroge. Spøjse violiner, pludselige, næsten umærkelige rytmeskift og fremragende fingerspil gennemsyrer næsten hver eneste skæring på nye måder fra gang til gang.
Det er den væsentligste styrke ved Owen.

Musikalsk er der mindelser om alt fra José González over Pavement til Ani DiFranco – uden at det helt lyder som noget andet end Owen. Kinsella behersker navnlig guitaren ganske virtuost, og produktionen bevæger sig med største naturlighed fra det folky afdæmpede til det næsten symfoniske og tilbage igen.

Mike Kinsella synger, så det lyder, som om han sidder lige ved siden af lytteren; jævnt, konstaterende og rent, uden at det bliver kedeligt. Han er ikke nogen stor sanger, men han er personlig, og han er lige derinde i højtaleren, lige her ved lejrbålet. Ved lejrbålet finder man sjældent de store sangere, men man får tit den store glæde ved musikken. Sådan er det også med Owen. Teksterne, der kredser om emner som død og (manglen på) religion, er til tider abstrakte, til tider formidabelt konkrete og i kontrast til musikkens lidt forsigtige lyd – som på eksempelvis “No Place Like Home”, hvor der pludselig næsten spyttes »fuck you and your front lawn« ud i et afskedsbrev i en sang om spøgelser. Alt i alt gør de mange krumspring i både tekster og musik, at man aldrig helt ved, hvad der venter rundt om næste hjørne. Kontrasten og overraskelsen gør, at man aldrig bliver helt færdig med Ghost Town. Der er masser af umiddelbare kvaliteter, samtidig med at man bliver ved at finde nye finesser, hvilket borger for stor langtidsholdbarhed.

Om den brede anerkendelse nogensinde bliver en realitet, er desværre langtfra sikkert – og det er tvivlsomt, om det overhovedet er det, Mike Kinsella vil med sit projekt – men at der er masser af gode timer på pladespilleren er der ingen tvivl om. Bogstaver er et sølle redskab til at beskrive den nære intensitet, der frem for alt gør Ghost Town til en fremragende plade. Men få selv syn for sagen ved at søge på ‘Owen Too Many Moons Live Front Porch’ på Youtube – nærmere nærværet kommer vi det ikke.

Mads:

★★★★★½
Bertel:
★★★★★★

2 kommentarer

  • Jeg har lyttet til det de sidste par dage mens jeg har læst til eksamen. Og ja, det er godt. Mange tak for introduktionen.

Deltag i debat