Plader

Pulled Apart by Horses: Tough Love

Skrevet af Daniel Niebuhr

De fire unge briter i Pulled Apart by Horses er blevet mere modne siden sidst, hvilket har resulteret i et lige så modent og gennemført album, der desværre mangler noget af den trang til at udfordre, som debuten besad.

Normalt er jeg ikke den store fan af alt for meget skrig og skrål i min rockmusik, hvor lyriske genialiteter kan ende med at drukne i en alt for kaotisk vokalpræstation, der som regel også trækker ned i min generelle helhedsopfattelse af et bands musik. Men med Pulled Apart by Horses har jeg i det sidste års tid gjort en undtagelse. Deres første album var i mine øjne ikke bare en ellers så overbevisende debut (samt et af årets bedste udgivelser), men også en tiltrængt bekræftelse af, at britisk rockmusik ikke kun skal gøres op i britrock og indieguitarer. Og videoer fra deres optræden på sidste års Roskilde Festival vidner desuden også om et band, der har masser af give af på en scene. Og efter et par år med fokus på at komme ud og få vist deres kunnen til resten af verden har de fire unge briter endnu en gang været i studiet for at indspille ‘den svære toer’, der har fået titlen Tough Love.

Tvivlen omkring hele ‘den svære toer’-problematikken bliver dog hurtigt skudt ned, for allerede på åbningsnummeret og første single fra albummet, “V.E.N.O.M.”, hersker der ingen slinger i valsen. Det hele fremstår en anelse mere poleret i forhold til debuten, der i forvejen var rimelig poleret – genren og det generelle musikalske udtryk taget i betragtning. Al instrumentation og især forsanger Tom Hudsons vokal går ligeledes klart igennem på samtlige 11 numre.

Det står også rimelig klart, at en af kvartettens i forvejen helt store forcer – evnen til at skrive nogle sange bygget op omkring aggressive riff, der sparker røv på den utrivielle måde – bestemt også er til stede i denne omgang. Til og med i en langt mere gennemført version. I lidt over en halv times tid nikker ens hoved taktfast med uden stop, for pauser og fald i tempo lader bestemt ikke til at være at finde i Leeds-drengenes musikalske ordforråd. Og ligesom på forgængeren er sangene akkompagneret af lettere useriøse, men dog stadig opfindsomme titler som “Bromance Ain’t Dead”.

Men hvor den forrige plade i mine øjne sparkede endnu mere liv i de genrer, som Pulled Apart by Horses trækker på, er Tough Love et alt for sikkert træk. Sangene er uden tvivl blevet mere ‘professionelle’, om man vil, og bandet er modnet meget på to år. Og netop derfor går jeg også og savner, at pladen udfordrer mig som lytter i samme grad, som debuten gjorde, hvor jeg var irriteret på og nærmest hadede pladen, før jeg et par måneder senere endelig fik øjnene op for de små unikke detaljer, der i det store hele gjorde den så fandens god. Her er pladen ‘bare’ god: Sangene er gode, produktionerne er gode, og det hele bliver bare lidt for sikkert uden rigtig at turde løbe nogle store risici.

Derfor får Tough Love også en ‘god’ karakter, som uden tvivl er fortjent. For det er uden tvivl en plade, der består ‘den svære toer’-testen, og der er ingen numre, der er deciderede lavpunkter. Men når man kigger på de chancer, som kvartetten tog på debuten, er det ærgerligt, at de med Tough Love ikke formår at udfordre lytteren på samme måde. For det er et band, som netop tør udfordre, hvilket ikke bare deres første album, men også utallige live-videoer bekræfter. Og hvis det lykkes, kan Pulled Apart by Horses ikke blot nå endnu længere, men også sagtens også nå op og blande sig i ligaen med de helt store inden for (post-)hardcoregenren.

★★★★½☆

Deltag i debat