Plader

Raised Among Wolves: Bear Tracks

Skrevet af Anna Møller

Opbyggelig og melankolsk indiefolk leveret af et københavnerorkester med ideerne og udførslen i orden, men uden de store modhager.

Raised Among Wolves er et syv mand stort københavnsk orkester, der på sin vis gør sig i easy listening med et til tider folket og analogt udtryk. Man kan næsten fornemme stortrommens arm banke dumpt ind mod skindet og trædelydene fra en luftbåren melodica i første nummer ”Ivory Tower”, der samtidig er et af pladens bedste i mine øjne.

Lange figurer breder sig ud, mens vokalmelodien giver et fint og catchy modspil, der efterhånden toppes med syng med-kor. Den sløve og dumpe rytme springer et slag over her og der og bryder på den måde sin egen skabelon, og det synes naturligt, at man kan høre lo-fi’ens kendetegnende småfejl og fraklip. Om korets fylde er for meget, er i virkeligheden nok et spørgsmål om smag.

På ”Tin Foil Empire” er tempoet højere, og Saxe Lomholts trommer og den øvrige percussion lyder organisk og på grænsen til at være… ja, træ. Med tiden kommer der et marchlignende knækket tempo indover, mens Daniel Bondes trompet optræder i tilbageholdte stød.

Energien er indadvendt og i sit repetitive udtryk samtidig medrivende, og produktionen er vellydende med en god balance mellem de lo-fi’ede reallyde fra instrumenternes given-sig og så det polerede og fuldendte. Melankolien er til at føle på, men bider samtidig ikke helt fra sig, og på den måde er Raised Among Wolves i fare for at gå i et med det folkede easy listening-tapet. Lydbillederne er opbyggelige uden nogensinde at blive egentligt forløset, og de hyppige korharmonier er fine uden at være synderligt originale. Det melodiøse forlæg er også… fint, og tempoet er visse steder smittende, mens Tobias Boelts vokal visse steder er så indadvendt, at den kan forekomme uengageret.

Bear Tracks’ afsluttende nummer, ”You’re Wrong”, virker som sådan som skabelon for albummet. Efter de lyse keyboardtoner og strengeinstrumenters intro har lagt sig, så lægger et buldrende stortrommebagland bunden til Boelts lyse vokal og andre lydelementer, tekstforlægget er højstemt i tonen, og det samlede billede melankolsk – og måske en anelse for meget for min smag. Det er som sådan ikke helt til at sige, hvad der mangler, og når jeg alligevel ikke formår at få Raised Among Wolves ind under huden til fulde, så er det nok, fordi der i sidste ender mangler flere kontraster i lydbilledet, så opbyggelighedens skabelon i højere grad kunne blive brudt.

★★★★☆☆

Deltag i debat