Plader

Reigns: The Widow Blades

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Reigns leverer et bizart musikalsk projekt inspireret af en kvindes mystiske forsvinden under en snestorm i 1978. Duoen åbner op for et bidende koldt og dystert rum i et forsøg på gennem musikken at rekonstruere den uopklarede begivenhed.

Som det også er tilfældet for flere af Reigns’ tidligere plader, har en bizar og dramatisk begivenhed udgjort inspirationen til den engelske gruppes seneste album, The Widow Blades. Duoen består af brødrene Tim og Roo Farthing, der dog blot kalder sig selv Operatives A & B. De voksede op med kendskabet til den autentiske historie om en midaldrende enke, Millicent Blades, fra naboegnen, der forsvandt under en snestorm i 1978. De eneste spor fra kvinden var nogle fodspor samt en bunke tøj, der var vendt på vrangen. I et forsøg på at rekonstruere den fortsat uopklarede hændelse drog Operatives A & B tilbage til egnen og optog albummet under det kraftigste snefald i området siden 1978 og på nøjagtig de samme steder, hvor man mente, den forsvundne enke havde været.

The Widow Blades er resultatet af dette vanvittige projekt, optaget med et begrænset udvalg af instrumenter, som både måtte være transportable og vejrresistente. Idéen bag albummet er original, og det samme er musikken. Lydsporet sætter med sin sære monotoni lytteren i en trancelignende tilstand, der dog bliver forstyrret af uventede ophold, hvis brølende tavshed forstærker intensiteten. Flere genrer er sat i spil: ambient, dreampop, abstract, post-/art-rock og electronica, der spilles ud mod akustisk guitar og klaver. Monotonien over albummet skyldes især de dybe, mørke vokaler (særligt fremtrædende i “Hybrium Sulphate”), der tilføjer pladen en dyster og urovækkende dimension, som hele vejen understøttes og forstærkes af de lange, triste, næsten spøgelseslignende efterklange. Endelig er albumcoveret – en sort-hvid skitse af magre træer i en snedækket skov, som genkalder enkemysteriet – og de to udmagrede gammelkonehænder, der på selve cd-skiven krampagtigt vrider en udefinerbar (grøntsagslignende?) genstand itu en bevidst tilkendegivelse af, at albummet står i uhyggens og mysteriets tegn.

Også sangteksterne får de små hår til at rejse sig i nakken, ikke mindst når man kender Reigns’ inspirationskilde. De 11 numre har alle noget mystisk, morbidt eller makabert over sig med titler som “Horse Murders”, “They Likes to Sleep Soft” og “The Mounds”, som er endnu en reference til enkens forsvinden. Åbningsnummeret “Over Tone Gulley” sætter tøvende albummet i gang med et svagt pianospil og hæs synth, inden klaveret fortsætter i en taktfast passage og senere lader akustisk guitarspil tage over. Det karakteristiske, monotone og melankolske underspil (eller til tider melodibærende spil) fra klaveret, der danner mønstre over de samme intervaller og gradvist tiltager i styrke, skaber en slående intensitet og fremmer den mystik, der hviler over albummet. Temaet i første nummer henleder tankerne på filmmusikken fra gyserklassikere som John Carpenters “Halloween” (fra samme år som Blade-mysteriet).

Karakteristisk for lydsporet i størstedelen af numrene fra The Widow Blades er det melankolske, isolerede udtryk, de dybe mandevokaler og – ved siden af albummets elektroniske side – de bløde klavertoner og det akustiske guitarspil, der stiller albummet i relation til navne som Nick Cave og David Eugene Edwards. Andre, særligt nummeret “Green Butter”, minder både i stemning og komposition om sange som David Bowies “Art Decade” – dog med et langt mere dystert fortegn. Endelig har åbningen af enkelte numre, heriblandt “Hybrium Sulphate”, et stærkt drømmelignende og afventende udtryk i lighed med numre som Pink Floyds “Shine On You Crazy Diamond”.

Hvor albummet åbner stærkt melodisk, lukker det til gengæld i en enerverende finale med skærende, forvrængede keyboardpassager blandet med let xylofon. Nummeret runder pladen af i et udtryk, der har forladt den drømmelignende dimension – og den malplacerede, groteske idyl, der melder sig i det næstsidste nummer, “Vessels” – og bevæget sig over i mareridtet. Ved sidste tone sidder lytteren tilbage med følelsen af, at der skal gå en vis portion tid før den næste gennemlytning af albummet – indtil de små hår igen har lagt sig, eller indtil man igen er klar til den intensitet, kulde og dysterhed, lytteren går i møde på The Widow Blades. Men før eller siden vil lysten til at gå samme nervepirrende oplevelse igennem igen, genopleve den imponerende, gennemførte og originale musikalske version af enke-mysteriet fra 1978, uundgåeligt melde sig.

★★★★★☆

Om skribenten

Astrid Alsbjerg

 

Biografi:

Mit forhold til musikken opstod, da jeg på et tidligt tidspunkt begyndte at spille klaver. Jeg har primært spillet klassisk, men jeg lytter til og værdsætter en bred vifte af genrer fra klassisk musik og opera til reggae, blues, pop/rock (især fra 80’erne), indierock og singer/songwriter, heraf særligt enkelte italienske cantautori.

 

Jeg påvirkes meget af musikken i de lande og miljøer, jeg har opholdt mig i, hvilket de seneste år har været Italien. Jeg nyder at dykke ned i en anden kulturs musikhistorie og holde den op imod genrer og udtryk, jeg selv er vokset op med.

Hvad jeg fokuserer på og bider særligt mærke i, når jeg lytter til ny musik, er sproget (tekstens fylde og dybde, kunstnerens personlige intonation, accent/dialekt og valg af de enkelte ord) samt det melodiske aspekt ved det enkelte nummer. Der er mange nyere genrer, jeg brænder efter at udforske, lytte nærmere til og skrive om, hvilket jeg får mulighed for her på Undertoner.

 

Nogle af mine favoritalbums:

The Police: Reggatta de Blanc  

The Rolling Stones: Aftermath

Pino Daniele: Nero a metà

 

Skriv et svar