Plader

Tribes: Baby

Skrevet af Klaus Thodsen

Første album fra engelske Tribes byder på klassisk og melodisk indierock, op- og nedture samt på håbet om mere i fremtiden.

Siden de udgav deres første ep i april sidste år, har Tribes ikke set sig tilbage ret mange gange. Ep’en indeholdt sølle fire numre, men det har alligevel været nok for Tribes til at spille på festivaler flere steder i både Europa og Asien. Nu har de sendt deres første album på gaden, og det er de sluppet ret fornuftigt fra.

Det hele starter dog lidt sløvt for drengene fra London. Åbningsnummeret ”Whenever” vil næppe sparke benene væk under ret mange fans, selvom der bydes op til dans med hårdtslående og knastør rock. Det hele begynder dog hurtigt at tage form herefter, og der kommer lige så stille mere spænding indover. Allerede på det næste nummer, ”We Are Children” går det hele meget bedre. Lyden er fortsat upoleret og knasende tør, men den enkle melodi formår her at fange min opmærksomhed, og selv da jeg hørte det første gang, følte jeg, at jeg allerede vidste præcis, hvor nummeret ville hen. Hvilket kun gjorde det endnu bedre.

Men herfra går det desværre ikke i en lige linje mod stjernerne. Tribes må siges at kæmpe lidt med formen og stilen undervejs, og pladens 11 skæringer er ikke alle lige overbevisende. Der går fra tid til anden lige rigeligt energisk-britisk-indierock i den, melodierne bliver trivielle, og lysten til at skifte videre til næste nummer melder sin ankomst. Det gør sig især gældende på ”When My Day Comes”, der alt i alt fremstår forudsigeligt og lige så trættende, som det er energisk leveret.

Der er dog indlagt pauser fra energiudbrudene, og der er gjort godt med plads til afslappede melodier, hvor man ikke kan gøre andet end at læne sig tilbage og slappe af. Midt på pladen støder vi på ”Himalaya” og ”Nightdriving”, der giver os det pusterum, som truer med at blive tiltrængt. Tiltrængt, ikke fordi musikken er blevet dårlig, men fordi man efterhånden mangler et lille genreskifte. Og det er lige, hvad vi får. I stedet for korte sange med hårdtslående omkvæd bliver tempoet sat en smule ned. Versene bliver mere langtrukne, mens guitaren først kommer tordnende til omkvædene, der er som bygget til højrøstet sing-along fra publikum.

Baby må siges at være en plade, hvor der er et godt stykke mellem yderpunkterne. Efter det lille intermezzo med ”Himalaya” og ”Nightdriving” må jeg indrømme, at interessen langsomt er dalende. Tribes begynder her at træde lidt vande og ender med at gentage sig selv. Det er en skam, for gennem de første tre fjerdedele er Baby helt sikkert værd at prøve kræfter med.

★★★★☆☆

Deltag i debat