Plader

Vessel: Enlettered Species

Skrevet af Jonathan Heldorf

Hvor Anders Mathiasen sammen med Jacob Bellens i Murder formår at gro fine melodier ud af den dyrkede kedsomhed, er soloprojektet Vessel mest af alt en drøvtygger, der har sneget sig ind på marken og introvert tygger tingene i stykker.

Jacob Bellens har I Got You on Tape, som han flittigt har etableret, mens han samtidig har fungeret som halvdelen af Murder. Nu har Anders Mathiasen – de sidste 50 pct. af Murder – så også besluttet at gå i studiet uden Bellens med soloprojektet Vessel. Det har udmøntet sig i en indadvendt, ni numre lang udgivelse.

Gennem Murder har vi lært Anders Mathiasen at kende som et roligt gemyt med en forkærlighed for folkverdenen og en nedtonet, men spirende tilgang til musik. Selvom vi ikke bevæger os med syvmilestøvler væk fra Murder, er der alligevel betydelige forskelle, og de er desværre ikke i Vessels favør.

Hvor Murder formår at gro fine melodier ud af den dyrkede kedsomhed, er Vessel mest af alt en drøvtygger, der har sneget sig ind på marken og introvert tygger tingene i stykker. Det kræver en pæn portion kreativitet at få noget interessant ud af monotoni og afbalancerethed. Det kræver en gennemgående modstrøm, der bevæger sig i dybet og skaber krusninger på overfladen, og det sker ikke på Enlettered Species.

Den helt igennem ufarlige verden, Anders Mathiasen bygger op, kredser så meget om sig selv og skuer så dybt ind i sin egen kerne, at der ikke bliver efterladt plads til at åbne op og lade andre få del deri. Det er introvert og monotont og byder ikke på nogle overraskelser til at løfte oplevelsen. Den eneste overraskelse er egentlig, hvor uinteressant skiven er.

Alle melodierne trækker sig tungt af sted og forekommer ikke særlig afstressende, hvilket ellers kunne have berettiget stilstanden, men tværtimod bliver lyden bare irriterende lad, og de små strejf af noget livligt og sitrende, som kendetegner Murder, bliver her hængende i dyndet og træder dødvande.

Anders Mathiasens stemme er ellers behagelig nok, i den dybe og luftige kategori, og meget lig amerikaneren Alexi Murdochs, men stemmen savner i høj grad sin mere pulserende medspiller i Jacob Bellens. En smule rislende modspil findes dog i sangen “Cartography”, hvor man godt kan høre, hvor projektet gerne vil hen; noget i baggrunden swinger, og jazzicistiske elementer sniger sig ind og efterlader et godt indtryk, hovedsageligt forårsaget af de legesyge blæsere, der vækker minder om “Big Burned Hand” fra Iron & Wines album fra sidste år. Disse elementer burde have en langt mere fremtrædende plads i hierarkiet; havde Anders Mathiasen givet sin guitar et hvil i ny og næ og bare ladet jazzen swinge i stedet for at prøve at dominere den med kedelige og unuancerede guitarflader, havde pladen været langt mere indbydende.

Men desværre insisterer han på at tvinge alt under unødig kontrol, og derved står man mere eller mindre tomhændet tilbage og spejder efter et sløvt optog, der ikke efterlod sig mange fodspor.

★★☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Jeg kunne ikke være mere uenig med anmelderen. Vessel ligger særdeles tæt op ad Murder, så forventes der støjrock, jazz eller housemusik ligger skuffelsen lige for. Pladen høster nok heller ikke de store klapsalver til fredagsbaren, men fungerer ganske fint som lydtapetet til søndagen med tømmermændene.

    Hvorfor anmelderen kun giver denne plade 2/6 er mig en gåde – 4/6 som minimum. Rigtig god solodebut.

  • Enig pladen er fin med momenter af stor skønhed. Det er en svær genre at kongurere i med store international profiler, men jeg mener bestemt ikke den er dårligere end mange andre gode plader i generen ,omend den måske ikke bidrager med så meget nyt.. 4/6 er fortjent for en flot debut

Deltag i debat