Plader

Vindahl: Serendipity

Skrevet af Troels Dankert

Serendipity er et god bud på soundtracket til en romantisk thriller fra 80’erne. Ronni Vindahls nye soloplade bliver dog for komprimeret i sin lyd og savner et medrivende, velfungerende groove.

Vi kender ham fra projekter som Boom Clap Bachelors og Non+, og nu er Ronni Vindahl tilbage på solofronten med albummet Serendipity. Stilen er 80’er-funk, og der er ikke sparet på hverken rumklang, falsetsang eller Prince-inspirerede licks på guitaren.

På trods af de programmerede trommebeats er det hele bare ikke stramt nok. Hele vejen igennem lyder det fladt og uden groove – som jo ellers er denne type musiks ilt, og uden hvilket det vel egentlig bare er en ordentlig omgang synthesizer-båndsalat. Hele den musikalske attitude mangler punch, og det undrer mig, når jeg tænker på Vindahls erfaring som musiker og især producer. Det er tydeligt at høre på pladen, at Vindahl er en producer, der har styr på og er glad for knapperne. Det kommer til udtryk ved, at han ikke er bange for at smøre tykt på med diverse effekter. Til sidst er der bare ingen overraskelser eller op- og nedgange i musikken. Lidt som at køre på en lige landevej i midten af ørkenen. Om du kører langsomt eller hurtigt, gør ikke den store forskel, når vejen ikke ændrer sig, så langt øjet rækker.

Hvis der er noget, Vindahl til gengæld har styr på, så er det hans melodier. De er catchy, simple og har generelt en orange-lyserød disko-røgsky hængende over hovedet. Egenskaber, som en god popsang ofte bør besidde. En sang på Serendipity, der fungerer rigtig godt, er den nedbarberede soulsang “Head Over Heels”, hvor Coco fra Quadron synger, som havde hun fået indopereret en engels stemmebånd. Her er der skruet ned for effekterne og op for det nærvær, som pladen ellers savner.

På trods af de velplacerede retro-røgmaskiner, så emmer det meste af Serendipity dog for meget af et lidt for slidt filmsoundtrack til en lidt for slidt 80’er-film. Det bliver for corny og overkomprimeret til mig med ivrige synthbasser og snareclaps, der har mere rumklang end Sct. Pauls-Katedralen. Jeg er sikker på, at der er musikelskere derude, som alt dette går rent ind hos. Men efter at have lyttet albummet igennem nogle gange måtte jeg simpelthen gå udenfor – inden min hjerne blev komprimeret ned til det rene ingenting.

★★½☆☆☆

Deltag i debat