Plader

Blunt: No Karaoke

Skrevet af Daniel Niebuhr

Blunts aarhusianske fusion af reggae og metal kommer til at føles lidt for fragmenteret, selvom udtrykkene fra de respektive genrer bestemt er i behold.

Fusionsgenrer er en underlig størrelse. Idéen med at tage essentielle elementer fra flere forskellige genrer er hverken gammel eller ukendt for den almene musikinteresserede. Men i størstedelen af fusionstilfældene ender produktet med at have et ben i hver lejr frem for at fusionere til et gennemført blandingsprodukt bestående af de forskellige elementer, ligegyldig hvilke genrer man stiller op over for hinanden. Og for at blive ved fusiongenrer har jeg i denne omgang fået fingrene i seneste udspil fra aarhusianske Blunt.

Blunt er syv herrer, der gennem de sidste 11 år har dyrket deres fusionsudtryk med en blanding af tunge guitarer og reggaerytmer. Og mens de livemæssigt har spillet for store folkemængder på mange store danske festivaler, har det knebet med at få samme form for anerkendelse for deres udgivelser. Så nu er bandet klar med deres tredje album, No Karaoke, der er et ambitiøst forsøg på at bryde med statusen som undergrundsorkester.

Pladen åbner faktisk meget fornuftigt med den instrumentale intro “Epic”, der udelukkende består af elementer fra metal og hård rock, samt den efterfølgende “Everybody in the Hive”, hvor reggaen så småt begynder at kunne fornemmes, og lytteren introduceres samtidig til Blunts i mine øjne helt store aktiv. For i forgrunden har de Jimmi Tagesen, der ville have passet perfekt ind i praktisk talt alle bands med hang til hård rock eller reggae, som skulle gå og mangle en forsanger. Det er en iørefaldende, rå og til tider aggressiv vokal med en opfindsom lyrik, der i sig selv lyder rigtig overbevisende, og som kommer til at være bindepunkt mellem reggaerytmerne og  heavyguitarerne, når No Karaoke kommer til at føles så opdelt, som den desværre ender med.

For herefter sætter reggaen ind på lige fod med metalgenren, og musikken fænger aldrig helt på samme måde. Det skyldes for mit vedkommende først og fremmest, at Blunt formår at lave lige gode metal- og reggaestykker på albummets 14 sange, men det føles meget opdelt i stedet for at være en større sammensmeltning af de to genrer. Dog bliver man heldigvis i enkelte øjeblikke præsenteret for numre, hvor fusionen af reggae og metal går op i en højere enhed. Flottest står titelnummeret, hvor der konstant bliver sprunget mellem de to genrer – det hele samlet om en japansk tematik, hvor der desuden bliver råbt »Sake« en gang eller fire.

Jeg kan godt lide metal, hård rock og reggae hver for sig, men tilsammen er det nok ikke noget, som jeg for fremtiden kommer til at bruge særlig meget tid på. For Blunt har med No Karaoke produceret et album, der inkluderer rigtig mange gode elementer fra begge genrer, men som i fusionsøjemed ikke umiddelbart lyder til rigtig at kunne tiltrække inkarnerede fans af nogen af genrerne. Så måske skal de syv herrer hellere holde fast i den status og det store følge, som de har fået i forbindelse med deres undergrundsry og efter sigende imponerende koncertoplevelser, i stedet for at satse på de helt store stjernedrømme – og det tror jeg heller ikke, at de har det helt store imod.

★★★☆☆☆

Deltag i debat