Det australske indierockband Boy & Bear udkom med deres debutalbum Moonfire i hjemlandet i august 2011, og det findes nu i dansk handel. Kun tre uger efter udgivelsen nåede Moonfire en andenplads på ARIA’s (Australian Record Industry Association) hitliste. Boy & Bear har siden vundet fem ARIA-priser, heriblandt prisen for årets gruppe, bedste debutalbum og bedste adult alternative-album.
Med Moonfire har gruppen ønsket at rykke sig fra deres tidligere stærkt folk-prægede singer/songwriter-stil og hen imod et mere intenst og selvstændigt indierock/-pop-udtryk. Boy & Bear ville skabe et udtryk, som ville få lytteren til ved starten af hvert nummer at forvente det uventede, og allerede den første gennemlytning af albummet vidner om, at dette er lykkedes. Moonfire er resultatet af et ambitiøst – men aldrig forceret – forsøg på hele tiden at flytte både lytterens og gruppens egne grænser. De enkelte numres forskellighed og omskiftelighed er så markant, at man får indtrykket af, at gruppen har været i en månesyg tilstand under indspilningen af pladen.
Med Moonfire synes Boy & Bear at have fundet deres helt unikke udtryk, hvilket åbningsnummeret, “Feeding Line”, viser med et langt mere dystert og favnende udtryk end det, Boy & Bear tidligere har leveret. Dysterhed er dog ikke et generelt træk ved albummet, der veksler mellem det melankolske, ironisk legende, gådefulde etc. Listen er lang. Musikalsk udvikling, kunstnerisk udfoldelse og konstante forsøg på at rykke lytterens grænser er sat øverst på Boy & Bears prioriteringsliste, og resultatet er 11 numre, der aldrig opleves som stilstand eller ensformighed. Enkelte steder, som i nummeret “The Village”, synes folk- og singer/songwriter-stilen eksempelvis helt suspenderet og erstattet af et etnisk udtryk med percussion-rytmer, der lægger op til dans.
Et andet nummer, der får lytteren til at standse op, er “House and Farm”. Det næsten kammermusikalske udtryk, der udspringer af det karakteristiske faste taktslag og de særlige harmonier, leder tankerne over på navne som Fleet Foxes, hos hvem lytteren også konstant udsættes for det uventede og samtidig det klassiske. Hver linje, hvert slag og hver overgang kalder på opmærksomhed, og jeg lader mig uvilkårligt rive med af den sære puls, tamburinens slag og det melankolske, men lette banjospil. Banjoen viser sig også i “Percy Warner Park”, men her med et helt andet etnisk-orientalsk udtryk. Nummeret har en provokerende gimmick-effekt ved at være udpræget instrumentalt, med undtagelse af en underliggende skinger, klagende eller glædesudbrydende falset, og med en varighed på kun et minut og fem sekunder. Ambitionen om at tvinge lytteren til at forvente det uventede lykkes perfekt.
Trods Boy & Bears nytænkning og Moonfires selvstændige udtryk mærkes der i gennemlytningen af albummet dog stadig en inspiration fra navne lige fra National, Arcade Fire og (vokalmæssigt) Coldplay til kunstnere som Neil Young og Bob Dylan – og især i de afsluttende numre. Dog opleves dette aldrig som et forsøg på at ramme en bestemt kunstner eller stil, men derimod som en del et sikkert fundament i singer/songwriter-genren kombineret med ambitionen om konstant udvikling.
Det velfunderede og sikre musikalske udtryk skinner også igennem på albummets lyriske side. Dave Hosking løfter med sin sangskrivning i numrene “Big Man” og “Part Time Believer” albummet til det høje plan, som matcher den musikalske udførelse. Der mærkes en dybde, en kærlighed for poesi og for selve det at fortælle gennem ord og musik.
Den personlighed og ærlighed, der er lagt i teksterne, går – ligesom musikken – direkte ind hos lytteren. De, der endnu ikke har hørt Moonfire, kan ukritisk tage pressematerialets forvisning til sig: »Boy & Bear is good for you.«
