Plader

Choir of Young Believers: Rhine Gold

Skrevet af Mikkel Arre

Efter tre et halvt års udgivelsestavshed vender Choir of Young Believers tilbage som et band. Forsanger Jannis Noya Makrigiannis er nu en del af en helhed, der gør det muligt at forløse næsten alle de store ambitioner.

Den ene side af bookletten til Rhine Gold er dækket af en collage. Her er billeder af bandmedlemmerne, et stort (studie?-)lokale og blændende solbelyste vinduesåbninger forskudt ind over hinanden, og solgule og orange-røde nuancer er dominerende. Sådan lyder Choir of Young Believers‘ andet album også langt hen ad vejen. Melankolien er stadig til stede, ikke mindst i teksterne, men sollyset har fået lov at tø den skandinaviske frostluft op.

Og så er COYB frem for alt blevet et band. Både på debut-ep’en og 2008-albummet This Is for the White in Your Eyes omgav forsangeren og sangskriveren Jannis Noya Makrigiannis sig med masser af samarbejdspartnere, men COYB fremstod som et soloprojekt. Hans smukke, sikre tenor stod knivskarpt i centrum – og dét i så høj grad, at This Is… led under det. Hver for sig var vokalpræstationerne glimrende, men som et helt album savnede This Is… en lidt mere økonomisk brug af Makrigiannis’ stemmepragt.

Rhine Gold er løsningen ikke at skrue ned for forsangerens gribende lyse røst. Derimod lader bandet – og producerne Aske Zidore og Nis Bysted – alle andre elementer vokse sig større. Mest markant er det, at rytmegruppen Jakob Millung og Casper Henning Hansen (der også spiller sammen i moi Caprice) får masser af plads og har en nøglerolle, både når COYB er ligefremt poppede, og når septetten kaster over langstrakte kraut-grooves.

Spændvidden på albummet er voldsom – fra dronende orkestral patos over fængende pophooks til raffineret studie-håndværk – og ambitionsniveauet er lige så heftigt, som albumtitlens reference til en Wagner-opera antyder. Imponerende nok lykkes det meste for bandet, og den betydelige variation fra nummer til nummer står på ingen måde i vejen for oplevelsen af, at Rhine Gold er et sammenhængende værk. Tværtimod kobler numrene sig flot til hinanden og fremhæver hinandens styrker. F.eks. udgør det imposante åbningsnummer “The Third Time” et perfekt afsæt for “Patricia’s Thirst”. Som enkeltstående singleforløber virkede sangen lidt blodfattig, men her er den lige netop det rytmisk markerede og energiske popnummer, der er brug for efter åbningsnummerets manende krydsning af wagnersk tyngde og orientalsk svajende melodiforløb.

På samme måde er det relativt simple, synth-prægede lydbillede i “Patricia’s Thirst” en god kontrast til det efterfølgende mylder af detaljer i “Sedated”. Indhyllet i rislende regn løber bas og guitar i cirkler sammen med en klaverrundgang, som vækker mindelser om Talk Talk i det mest poppede hjørne. Der er blæsere og afvekslende percussion, og Cæcilie Triers cellostrøg trækker dunkle skygger ind over teksten om døsige drømme. Makrigiannis’ lyse »oh oh oh oh«-omkvæd fastholder dog sangens lethed, inden hans stemme til slut driver ind mellem og ned under resten af musikkens lag, som man glider ind i søvnen.

Det er en af producerparrets store fortjenester, at de har turdet fratage vokalen særstatussen fra det første album og ladet den dykke ned i mixet eller blive pakket ind i effekter, når det var nødvendigt. Brugen af studiets mange muligheder hjælper COYB til at lyde som et band, og nogle steder bliver studiet til en slags instrument for sig. Undervejs i den 10 minutter lange “Paralyze” dykker tempoet f.eks. brat, fordi båndet med optagelsen af bandets krautrock-ekskursion sættes i stå og giver plads til en lo-fi-passage, hvor Makrigiannis’ stemme er alene med en akustisk guitar. Båndspolerne kommer på ny op i fart, og igen er bandet ved fuld styrke – indtil det akustiske stykke vender tilbage, denne gang akkompagneret af forvredne, gurglende båndmanipulationer, der trækker tråde til såvel 50’ernes radiofoniske eksperimenter hos BBC som Becks tidlige udgivelser.

Sangskrivningen er ikke lige overraskende hele vejen, men til og med pladens syvende nummer, “Paint New Horrors”, er der ét eller flere melodiske guldkorn i hver eneste sang. I “Nye Nummer Et” blottes en hidtil uhørt forkærlighed for ringlende britisk 80’er-indiepop, mens “Paint New Horrors” giver et velsmurt, om end lidt bagatellisk, bud på blødt 70’er-radiomateriale.

Men så sætter COYB skodderne for, tager de tunge støvler på og sjosker ned i kulkælderen. “The Wind Is Blowing Needles” savner melodimaterialet til at kompensere for klodsede linjer som »the leaves are falling filled with angst / society just will not dance«, og her bliver Makrigiannis’ stemme for meget med sit klagende »oh, how I long / for something different« omsluttet af traurige korvokaler.

Tristessen bliver dog endnu mere graverende i det afsluttende titelnummer, hvor dundrende klaverakkorder runger i dybet under dystre cellotoner, mens Makrigiannis i slæbende tempo besynger rhinguldets grufulde tiltrækningskraft. Ud fra Wagner-titlen giver det god mening, at albummet slutter på den mørke flods bund – men sammenholdt med albummets første syv numre stikker afslutningen uheldigt ud. Her taber koret brydekampen med ambitionerne.

Afslutningen er en ærgerlig streg i regningen, for Rhine Gold har potentialet til at blive en medrivende milepæl. Bandets samspil er klasser bedre end i 2008 og giver Makrigiannis’ vokal det fornødne modspil, og samtidig er sangskrivningen på én gang mere ligepå og mere frygtløs i sin afsøgning af skæve omveje.

Det er måske dem, omvejene, der mangler i de afsluttende numre, hvor kursen mod Sturm und Drang er helt anderledes urokkelig. Men så længe septetten holder vinduerne åbne og lader sollyset holde mismodet i ave, holder Rhine Gold et strålende niveau.

★★★★½☆

Deltag i debat