Plader

Common: The Dreamer/The Believer

Skrevet af Maja Hirani

Common har selskab af No.ID, og sammen leverer de hiphop i absolut verdensklasse.

Common behøver egentlig ingen introduktion. Han er for hiphop, hvad Clint’en er for film. Manden har været storleverandør af original rap i to årtier. Måske har han i virkeligheden følt sig lidt for sikker. I hvert fald har han de seneste år gjort sig yderligere bemærket med nogle skuespillerjob. Oplagt kunne man overveje, om det kunne tænkes at smitte af på musikken? Kunne man forestille sig en Universal Mind Control part 2? Ja, det kunne man sagtens.

Det er derfor med stor glæde, at jeg må trække mine noget dystre spekulationer tilbage. The Dreamer/The Believer er lækkert over hele linjen. Man kan næsten ikke begribe, at Common rammer et nyt højdepunkt efter 20 år i rap-cirkusset. Det er så sublim traditionel rap, at man har en ustyrlig lyst til at smide om sig med et ord som ‘real’. The Dreamer/The Believer er simpelthen så gennemført et album.

Mens Common med sin karakteristiske stemme fortæller gode historier, har No.ID begået en sand genistreg med produktionerne. Lydsiden er uhyre velproduceret, og No.ID serverer en perlerække af kompromisløse, stemningsfyldte produktioner, der emmer af originalitet. De mange soul- og jazz-samples og de ubarmhjertige trommer er smedet så overbevisende sammen, at det giver en nærmest hjemlig følelse. Der er oven i købet ingen udfald; det er kvali-vare over hele linjen: Vi har den dynamiske “Blue Sky” med et stærkt dominerende vokalsample, den gyngende og afdæmpede “Raw (How You Like It)”, den klaverdrevne, lystige “Celebrate”, den vanvittigt hårdtslående banger “Sweet” – ja, kort sagt er der noget ganske dragende over hver eneste.

Hovedpersonen selv er bestemt også i topform. Som titlen indikerer, går emnevalgene på drømme, håb og alt derimellem. Der er hovedsageligt smuk, inderlig sangskrivning, men der er også plads til lidt harmløs selvpromovering. Det er en rigtig kærkommen blanding, der både er vedkommende og interessant. “Lovin’ I Lost” og “Cloth” er velskrevne kærlighedssange af bedste skuffe, mens “The Dreamer”, “The Believer” og “Ghetto Dreams” med et socialrealistisk præg behandler drømme og mål i livet. Den stærke “Gold” står også skarpt på nethinden, hvilket ikke er sært, da den rummer de eminente linjer: »I am the voice of the meek and underprivileged / the smell of success, I want y’all to get a whiff of this / on the move like black slaves through the wilderness / I write it, and still get invited to white Christmases.«

I en lidt anden boldgade finder vi “Raw (How You Like It)” og “Sweet”, hvor Common skruer bissen på. I førstnævnte bliver han provokeret af en tosse, der mener, at Common er blevet for Hollywood-influeret: »’You Hollywood?’ Nah nigga I’m Chicago / so I cracked his head with a motherfucking bottle.« Det er hårdt, og budskabet kan umuligt misforstås. Det er en vinkel, der klæder ham, og det afholder albummet fra at blive corny trods dets øvrige storladenhed.

The Dreamer/The Believer viser en af hiphoppens største personligheder fra sin bedste side. Et rigtig lunt og dejligt album, som tåler en meget pæn mængde gennemspilninger. Det er hverken unikt, nyskabende eller ekstraordinært; det er simpelthen bare hamrende solid hiphop, der ubesværet fejer det meste af vejen.

★★★★★☆

Deltag i debat