Plader

Die Antwoord: Ten$ion

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Der hersker en meget stringent dårlig stil på Ten$ion, men faktisk fungerer det helt godt på flere numre. Die Antwoord er ikke verdens bedste ‘rave-rap’, men energisk og ulækkert er det, og sommetider er det jo lige netop, hvad man vil have.

Die Antwoord fortsætter med at dyrke dumheden, agressiviteten og platheden på deres album Ten$ion. I 2010, hvor de blev signet på Interscope og fik et kommercielt gennembrud, var de på alles læber, og mange Undertoner-læsere så muligvis deres koncert på Roskilde Festival samme år. De hittede dengang især med “Wat Pomp“. Nu har de forladt det store, kommercielle flagskib og udgiver gennem deres eget selskab, Zef Recordz. ‘Zef’ er afrikaan slang og refererer ifølge Pitchfork til »a philosophy of intentional ignorance and crassnessh«. En beslutning, der understreger deres radikale stil og koncept.

Men viser Ten$ion så noget nyt, en anden lyd eller nogle endnu mere politisk indignerede tekster? Nej, alt og simpelthen alt på albummet er kørt igennem så mange dumheder, klichéer og fuldstændigt enerverende elementer som muligt. Der hersker på albummet en meget stringent dårlig stil, men faktisk fungerer det helt godt på flere numre. Når man lige har indladet sig på rent faktisk at lytte til Die Antwoord, eller rettere måske opleve dem, så synes jeg, der er noget at komme efter. Det er ikke musikalsk fornyende udtryk eller verdens bedste ‘rave-rap’, men energisk og ulækkert er det, og sommetider er det jo lige netop, hvad man vil have.

Vil man læse gruppens tekster, se deres vilde stavemåder og lære noget perverst afrikaan slang, så har gruppen lagt dethel  ud på deres Facebook-side. Visuelt kan videoen til “Fok Julle Naaiers” (som betyder “Fuck alle jer fuckere”) anbefales, omend den ikke er for børn eller sarte sjæle. Gruppens medlemmer har bl.a. masker på, vanvittige ansigtsudtryk samt diverse insekter i munden. Ninja og Yolandi Vi$$er er det umage par, man ikke har lyst til at møde i en mørk gyde i Cape Town, og DJ Hi-Tek er deres sadomaschistiske, homoseksuelle ven, der ligner én, som lige er blevet lukket ud fra en anstalt. Yolandis lillepigestemmer stønner, hvæser og vræler om sex og trangen til at sparke folk i tænderne og mere indhold end det, er der ikke rigtig.

Mit yndlingsnummer er det tilbagelænede “So What?”, som er taget ned i tempo, fordi nummeret handler om at ryge så meget hash, man kan, hver dag. Bassen og de lyse staccato-klaverakkorder passer godt til nogle rapleveringer, der faktisk er udmærkede. Især Yolandi markerer sig flere steder på albummet som andet og mere end bare en lille skrigedukke. Hun er sgu også en udmærket rapper, selvom hun et langt stykke hen ad vejen hovedsageligt fremstår som en af den slags piger, som tager sorte kontaktlinser på og iklæder sig et Pikachu-kostume. I den lille skit “Uncle Jimmy” får vi da også dirty talk med incestuøse undertoner. Tak for kaffe. Andre numre som også har fået mig til at danse rundt i stuen er ud over “Fok Julle Naaiers”, “Baby’s on fire”,  “I Fink U Freeky” og “U Make a Ninja Wanna Fuck”. Sidstnævnte er pornogrime, hvor der ikke spares på de slibrige detaljer. En slags “Kinky fætter” fra Sydafrikas fucked up hvide underklasse.

En sær afstikker i forhold til de øvrige numre er “Never Le Nkemise”, der starter atmosfærisk som en afrikansk hymne til naturen og guderne og ender i dubstep-smadder. De øvrige numre er næsten alle spændt op og hamrende af sted uden den store dynamik. Det handler om at overgive sig, at kunne se charmen, humoren eller bare galskaben i det eller at kunne finde det provokerende tiltalende. Hvis man ikke kan indlade sig på de præmisser, skal man gå i en lang bue uden om Die Antwoord.

★★★☆☆☆

Deltag i debat