Plader

Dirty Three: Toward the Low Sun

Skrevet af Daniel Niebuhr

De tre australiere i Dirty Three leverer på Toward the Low Sun deres bud på, hvordan en punk-avant-garde-art-jazzplade lyder – og det er ikke helt dårligt.

Instrumentaltrioen Dirty Three er efter sigende et af Australiens mest legendariske og indflydelsesrige bands. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg på ingen måde var bevidst om bandets eksistens, og det slog mig da også lidt, da jeg fik fingrene i det tilsendte pressemateriale, hvor man kunne læse om trioens formåen over de seneste 20 år. Og nu er niende album fra de tre australiere så på trapperne: Toward the Low Sun, hedder det, og det beskrives som værende en punk-avantgarde-art-jazzplade – så hvis jeg på forhånd ingen idé havde om bandets musikalske univers, gav pladeselskabets pladebeskrivelse mig heller ikke megen hjælp.

Til at begynde med er der dog intet, der forsikrer mig om, at vi har med en legendarisk instrumentaltrio at gøre. Pladens første to numre, “Furnace Skies” og især “Sometimes I Forget You’ve Gone”, virker allermest som en blanding af yderst forfejlede jamsessions og en optagelse, hvor hvert medlem har indspillet hvert sit spor til tre uafhængige numre. Så selvom avantgarde-elementerne i albumbeskrivelsen her bliver opfyldt, er det hele stadig et stort rod, og man begynder så småt at sætte spørgsmålstegn ved trioens indgangsvinkel og syn på deres egen musik.

Men så begynder pladen at åbne sig op og introducere lytteren for nogle virkelig imponerende kompositioner, der fjerner al tvivl om trioens kunnen. Mangel på struktur bliver til diverse forskellige taktarter, kaos og rod bliver til simple småmelankolske melodier, hvor Warren Ellis på violin langt hen ad vejen agerer bindingspunkt mellem trioens to andre medlemmer, Mick Turner og Jim White på henholdsvis guitar og trommer – samt primær genstand for de ellers så stille numres melankolske aspekter. Og for at det hele ikke kun skal ende i det stille hjørne, er der også blevet plads til noget nær rigtig rock på “That Was Was”, hvor der er blevet skruet godt op for distortionen på Ellis’ violin, som ydermere bidrager med en længere solo, der – pladens overordnede musikalske tematik og instrumentation taget i betragtning – fungerer bedre, end hvis den havde været indspillet på guitar.

Det hele slutter tilbage med det minimalistiske og melankolske fokus, hvor Ellis’ violin og dennes, heldigvis, totale mangel på evne som humørspreder stadig er i forgrunden. De overraskende få numre på Toward the Low Sun, (syv, hvis man springer de to indledende over), ville fungere glimrende som soundtrack til en af de utallige film om ulykkelig kærlighed, der i det her tilfælde udelukkende ville bestå af sørgelige break-up-scener. Det er usædvanligt enkelt, men formår alligevel på imponerende vis at danne mange indtryk hos lytteren og lede tanker hen på alt andet end glade stunder.

Efter nogen tid med pladen kan jeg bestemt godt se, hvorfor de tre herrer får al den positive omtale og har det ry, som de nu har – ikke alene i hjemlandet, men lige så vel på den internationale scene. Toward the Low Sun er uden tvivl genstand for nogle af de mest gennemførte kompositioner, jeg længe har hørt, og når de så samtidig sparker benene yderligere væk under én efter åbningsnumrenes totale mangel på struktur, så kan man ikke lade være applaudere det imponerende comeback, som resten af pladen kommer til at symbolisere. Men når det er sagt, så står jeg stadig uforstående tilbage over for, hvorfor man valgte at indlede på sådan vis – ikke, at det får lov til at overskygge pladens positive aspekter, men med sådan en rutine og sådanne evner, som trioen dog besidder, er det vel i teorien noget, der bare skulle have været udelukket på et ellers så vellykket album?

★★★★★☆

Deltag i debat