Plader

Earth: Angels of Darkness, Demons of Light ll

Skrevet af Zenia Menzer

Lytterens tilgang til Earths nye plade er altafgørende i forhold til lytteoplevelsen, for de mange træge og demotiverende gentagelser gør det vanskeligt at finde inspiration i bandets melankolske lydbillede. For at få noget ud af Angels of Darkness, Demons of Light II skal man være klar på at ville bruge sit eget følelsesliv som en del af oplevelsen, hvis man ikke skal give op undervejs.

Der er kun fem numre på det nye album fra Earth, men eftersom længden på flere af dem sniger sig op på over 10 minutter, bevæger den samlede længde sig hurtigt op på normalen for at helt album. Dertil skal lægges “The Rakehell”, der med sine godt 12 minutter runder albummet af og forlænger albummet betydeligt. Dette er meget sigende i forhold til det underfundige univers, Earth skaber her, for numrene har deres egen måde at bevæge sig på uden rigtigt at komme nogen steder.

Et af nøgleordene på denne plade er gentagelse, fordi hvert nummer er bygget op omkring et riff eller en basgang, der repeteres stort set hele vejen igennem det pågældende nummer, dog med momentvise udsving. Denne form for opbygning har både fordele og ulemper, i og med at numrene bliver meget forudsigelige og hændelsesløse, men på den anden side også skaber et fortroligt og trygt rum for lytteren at bevæge sig rundt i.

Lytteoplevelsen på Angels of Darkness, Demons of light II er dermed meget afhængig af, hvad lytteren leder efter på albummet, og hvilken tilgang denne har til lytteoplevelsen. Min forestilling er, at man som tilhører får en fyldigere oplevelse ud af det, hvis musikken bliver en form for indre rejse, hvor man gennem musikken får en større kontakt til sig selv, i samme dur som man ville gøre gennem f.eks. yoga eller meditation. Omvendt virker oplevelsen af albummet mildt sagt en anelse flad, hvis man forventer udvikling og bombastisk instrumental fremgang, for det er der ikke så meget af på albummet, der tværtimod nærmer sig en katatonisk tilstand.

Et nummer som “Multiplicity of Doors”, der delvist er centreret om celloen, har et æstetisk og rustikt præg, men der er ikke så meget, der bærer nummeret fremad. Som de resterende numre er det funderet i konstante, sluttede cirkler, der skaber en melankolsk og dyster sfære, og som i høj grad besidder en træghed, der ender med at dræbe noget af den stemning, Earth forsøger at bygge op. Du kan sagtens gå ud og sætte en vask over eller traske ud med affaldsposen for derefter at komme tilbage og være fuldt opdateret på nummeret, og dermed får det mest af alt klang som baggrundsmusik. Der skal med andre ord ikke være for meget fart på lytterens mentale tilstand, for så ender man simpelthen med at miste tålmodigheden over for den skildpadde-lignende fart, albummet bevæger sig med.

Subjektet er dog ikke at fornægte i denne sammenhæng, og det er som nævnt meget afgørende, hvor modtagelig lytteren er over for Earths lyd, der på sin vis er ensidig, men som også rummer dybere vande, hvis man lader oplevelsen komme helt tæt på. Der findes forskellige små finurligheder på albummet, som først går op for lytteren efter mange gennemlytninger. F.eks. er der via celloen og de tilbagelænede trommer undertoner af jazz på “The Corascene Dog”, der også har den samme afslappede og mørke stemning, som meget jazz kan besidde. Det er sådanne elementer, der er med til at engagere lytteren, og som også er med til at opfordre denne til at udforske Earths verden yderligere. Desværre skaber de mange gentagelser i grundstrukturen manglende fremgang, og det vil helt sikkert få mange tilhørere til at give op eller falde i søvn undervejs.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat