Nyheder

Ny endagsfestival for upcoming bands i Tivoli

Skrevet af Camilla Grausen

Samtidig med offentliggørelsen af årets Fredagsrock-program med bl.a. The Cardigans, Wolfmother og I Got You on Tape lanceres Fredagsrock Festival i samarbejde med Roskilde Festival, hvor en lang række upcoming navne indtager Tivoli en hel dag.

En ny endagsfestival ser snart dagens lys – i smukke og sukkerholdige omgivelser i Tivoli. Navnet er Fredagsrock Festival, og det er Tivolis nye tiltag, der skal præsentere cirka 20 upcoming danske og skandinaviske navne på fire scener rundt omkring i Tivoli fredag den 20. april.

Fredagsrock Festivalen er arrangeret i samarbejde med Roskilde Festival, og det skal bl.a. være navne fra årets kommende program fra Pavilion Junior-scenen, der også skal optræde til endagsfestivalen i den gamle have i København. De nu offentliggjorte navne til Fredagsrock Festival er Marybell Katastrophy, Shanghai, Boho Dancer, Freja Loeb samt Ulige Numre, som Undertoner i sidste uge kunne præsentere som nyt navn på netop Pavilion Junior.

Endagsfestivalen er arvtager til Fredagsspot, som Tivoli tidligere havde på programmet, netop for at bakke op om vækstlaget og promovere nogle af de danske bands og solister, der er på vej frem og måske senere spiller sig klar til at stå på scenen på Plænen.

Nyheden offentliggjorde Tivolis programchef i dag på et pressemøde, hvor der også blev løftet sløret for Tivolis fredagsrock-program for den kommende sommer. På plakaten er bl.a. The Cardigans, der den 8. juni opfører hele succesalbummet Gran Turismo fra 1998, der bl.a. indeholder numre som “Erase/Rewind” og “My Favourite Game”, det australske rockband Wolfmother, der spiller den 22. juni samt danske navne som I Got You on Tape, Spleen United, Turboweekend, Oh Land, Kashmir og Medina – inden Malk de Koijn lukker og slukker for sommerens program den 21. september.

Du kan se alle 24 Fredagsrock-koncerter her. Adgang til Fredagsrock Festival og til de øvrige Fredagsrock-koncerter fås med entrébillet til Tivoli, sådan en koster 95 kr., og et årskort koster 260 kr.

Deltag i debat