Plader

Leonard Cohen: Old Ideas

Skrevet af Pladeklubben

Hvad kan en krise gøre ved en gammel mand? Alt bliver krænget helt ud på Leonard Cohens nyeste udspil, hvor den dybe, dystre stemme er mere personlig end nogensinde.

Det var en vindstille, lyserød sommeraften i 2008, og enhver, der formastede sig til at træde på et plastic-ølkrus, blev prompte tysset på af de omkringstående, der tæt, men med albuerum stod klar på Rosenborg Slotsplads for at tage imod det canadiske ikon Leonard Cohen.

Forbrydelsen ved at træde på de tørstiges efterladenskaber er normalt i den absolutte småtingsafdeling ved koncerter, men ikke denne aften, hvor Cohen gav den ene af to koncerter på dansk jord på sin skamroste turne, der skulle rette lidt op på det økonomiske morads, som fulgte efter, at Cohens manager, Kelley Lynch, var stukket af med Cohens pensionsopsparing.
For det var ikke nogen almindelig koncert, den aldrende baryton gav denne aften. Han spillede nærmest demonstrativt lavt og sang så dybt og forsigtigt som en grizzlybjørn på årets første is og aftvang således sit publikum en ro og en koncentration, som ellers kun opleves i kirker, til klassiske koncerter eller til begravelser.

Den stemning, der gennemsyrede koncerten foran tuttenutte-slottet Rosenborg, er nøjagtig den samme, som flyder ud af højttalerne på Cohens første udspil siden sin økonomiske nedtur i 2005, Old Ideas, der netop er udkommet.
Det er en stemning af dyster andagt og eftertanke, der driver fe-blidt og forsigtigt ind i øret og ned i maven, hvor den aflejres som en følelse af, at her er en mand, der har været helt nede i nul og retur, og som ikke længere synger for andres end sin egen skyld.

Allerede på albummets allerførste linje fornemmer man, at her en Leonard Cohen, der er blevet endnu mere personlig – men stadig lige så kryptisk og dobbelttydig, som han altid har været, når han synger: »I’d love to speak to Leonard / He’s a sportsman and a shepherd / He’s a lazy bastard living in a suit.«

Teksterne bevæger sig på ganske cohensk vis omkring temaer som død, kærlighed og tab, men virker mere personlige end nogensinde før. Det faktum, at de kommer fra en 77-årig olding i en storslået karrieres mørkeste efterår, gør det blot så meget stærkere, når man lytter til ordene: »I’m going home without my sorrow / Going home sometime tomorrow / Going home to where it’s better than before.« Han kan sgu noget med ord!

Old Ideas søger Leonard Cohen lydmæssigt imod det mere enkle og stille, og hans stemme ligger om muligt endnu dybere og mere gurglende end hidtil. Simple akkompagnementer og små kvindekor bærer sangene frem uden de store dikkedarer, og der bliver hverken afveget eller dispenseret fra den opskrift fra start til slut.

Det er i virkeligheden den eneste svaghed på Old Ideas, at man godt kunne have levet med en enkelt stilmæssig afstikker, ligesom der ikke er den oplagte storhitter, man kunne have ønsket sig af et album, som trods alt har en god chance for at blive det sidste i en af rockhistoriens væsentligste kapitler.

Det bedste bud på sådan et er netop åbningsnummeret “Going Home”, men det svækkes af hele albummets meget konforme lydbillede, der næsten får sangene til at flyde sammen. Det er smukt, det er det virkelig, men Cohen burde om nogen vide, at det smukke skal have en kontrast for at komme helt til sin ret. På Old Ideas er det hele ensartet vidunderligt, og det er faktisk en svaghed. En lille en …

Alt i alt har Cohen formået at omsætte personlig krise til stor kunst. Det er noget, mange forsøger, men kun få har held og talent til at lykkes med. Han står med hatten i hånden og håber at rejse sig efter sin tur til nul og tilbage. Han tryllebinder igen med sin stemme, sin nærhed og sin historie – nøjagtig som den aften ved Rosenborg.

Cohen tager på Old Ideas livtag med sit liv, sin karriere og sin dødelighed, så enhver, der lytter med, har fornemmelsen af at være vidne til noget meget personligt. Vi håber ikke, pladen er et testamente, selvom den lyder godt nok sådan …

Mads:

★★★★★☆
Bertel:
★★★★★☆

Deltag i debat