Plader

Mark Lanegan Band: Blues Funeral

Skrevet af Sebastian Sharif

Mark Lanegan bryder næsten otte års albumstilhed med en plade, der har enkelte melodiske højdepunkter, men desværre også er karakteriseret ved gammelmands-fade vokalpræstationer og en tam produktion.

Jeg kan af en eller anden grund ikke lade være med at tænke på Den Store Depression, når jeg hører Mark Lanegans musik. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. Måske er det, fordi Lanegans historiefortælling er så ærkeamerikansk. Måske er det de reminiscenser af førkrigsblues-lyrik og John Steinbeck, man fornemmer, når Lanegan i “Bleeding Muddy Water” snøvler klagesangs-mantraet: »Lord, now the rain don’t come.«

Det er, når alt kommer til alt, nok ikke så sært, at jeg får de associationer. Hvis du, kære læser, er bekendt med genstanden for nærværende anmeldelse, Mark Lanegan og hans musikalske oeuvre, så ved du også, at det er dybt rodfæstet i den amerikanske musiktradition af country, blues og folk, blandt kendere kendt som americana. Det har den såmænd været siden Screaming Trees’ knoldesparkende garagerock, der med subtile hints af blues og country forvarslede den senere solokarrieres moderne altrock-takes på netop americana-traditionen. Især bluesen med dens sange om det hårdt prøvede liv synes Lanegan, der selv har måttet døje med dæmoner af alkohol og stoffer, at have fundet et åndeligt slægtskab i. Derfra er det jo ikke svært at koble The Great Depression sammen med The Great Recession, der som bekendt har sænket sig over verdenen siden 2004’s Bubblegum, for derefter at tilføje Lanegan til ligningen…

Egentlig lægger Blues Funeral sig naturligt i forlængelse af Lanegans øvrige output. Den fortsætter med andre ord lige der, hvor Bubblegum med sine americana-genopfindelser slap. Blues Funeral er da som sådan også et veludført album, der virker nøje stiliseret med sin maskinelle rytmik og atmosfæriske twang-guitarer, så det er lige før, at man på den slæbende “St. Louis Elegy”’s Ennio Morricone’ske omkvæd danner sig billeder af ørkenløbere og rygende revolvere på nethinden. Desværre tangerer albummets regntunge, stiliserede udtryk også til tider det selvparodiske, som når Lanegan vræler »If tears were liquor /I’d drunk myself sick« på førnævnte “St. Louis Elegy”, som om hans stemme ikke i forvejen vidnede om hans hang til de våde varer. Albummet skraber dog for alvor bunden med svipsere som den testosteron-pumpede fest-hymne “Riot in My House”, der med hulemands-hardrock-tøndebaskning og et mildest talt ennerverende guitar-riff fremstår noget så kunstlet og kikset.

Hovedattraktionen ved Lanegans musik er og bliver hans karakteristiske stemme. En stemme, der i tidens løb har foræret mangt en anmelder en lige til højrebenet-sammenligning med Tom Waits’ whiskey-rustne røst – det er dog en letkøbt forenkling, da Lanegans ru croon besidder sine helt egne klangfarver og nuancer, der er som skræddersyet til netop hans felt inden for musik.
Lanegans vokal viser sig umiddelbart også at være i sit marianergravsdybe es, da han intonerer Blues Funeral på den buldrende “The Gravedigger’s Song”. Herfra går det dog ned ad bakke. Gennemgående for pladen er nemlig gammelmands-fade vokalpræstationer, der bevæger sig lidt for meget i den barytonale komfortzone og gør de i forvejen træge numre endnu mere blodfattige. Kun i enkelte glimt, som på den motorik-drevne “Quiver Syndrome”, hvæsser han de »piranha teeth«, han i “The Gravedigger’s Song” synger om.

Hvis man skal sige noget positivt om pladen som helhed, må det være, at melodierne i sig selv faktisk er habile. Den klare emfase på omkvæd gør trods alt sangene memorable, modsat forgængeren Bubblegums løsere udskejelser. Melodiernes potentiale negeres imidlertid af alle de tidligere anførte faldgruber, som Lanegan falder i. Skulle man derfor forestille sig en ideel efterfølger, må det nødvendigvis være en syntese af Bubblegums rå autenticitet og Blues Funerals fine melodiske sans.
Blues Funeral er enkelte steder er helt ude i periferien af americana, såsom på den semi-elektroniske “Ode to Sad Disco”. Hvis dette træk allerede nu skal give os praj om, hvor Lanegan er på vej hen, kan vi have noget temmelig nyt i vente. Hvem ved – måske går der Duran Duran i den?

★★★½☆☆

Deltag i debat